Hjemmeside Hjemmeside

Zofran
ondansetron

Indlægsseddel


Information til brugeren

Zofran 4 mg og 8 mg tabletter

Ondansetron


Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at tage medicinen.


Oversigt over indlægssedlen:

  1. Zofrans virkning og hvad du skal bruge det til

  2. Det skal du vide, før du begynder at tage Zofran

  3. Sådan skal du tage Zofran

  4. Bivirkninger

  5. Sådan opbevarer du Zofran

  6. Yderligere oplysninger


  1. Zofrans virkning og hvad du skal bruge det til


    Zofran virker mod kvalme og opkastning efter kemoterapi, strålebehandling eller operation.


  2. Det skal du vide, før du begynder at tage Zofran


    Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten.


    Tag ikke Zofran

    - hvis du er overfølsom (allergisk) over for det aktive stof eller et af de øvrige indholdsstoffer.


    Vær ekstra forsigtig med at tage Zofran

    • hvis du er overfølsom over for andre lægemidler mod kvalme og opkastning, idet du muligvis også kan være overfølsom over for Zofran.

    • hvis du har dårligt hjerte eller forhøjet blodtryk.

    • hvis der er tegn på, at du har en tarmsygdom (tarmslyng) eller forstoppelse.

    • hvis du har nedsat leverfunktion.


    Kontakt lægen, hvis noget af ovenstående gør sig gældende for dig.


    Brug af anden medicin

    Fortæl det altid til lægen eller apoteket, hvis du bruger anden medicin eller har brugt det for nylig. Dette gælder også medicin, som ikke er købt på recept.


    Tal med lægen, hvis du får medicin mod:

    • epilepsi (fenytoin eller carbamazepin)

    • tuberkulose (rifampicin)

    Kontakt lægen. Det er eventuelt nødvendigt at justere dosis.


    Brug af Zofran sammen med mad og drikke

    Du kan tage Zofran sammen med mad og drikke.


    Graviditet og amning

    Spørg din læge eller apoteket til råds, før du tager nogen form for medicin. Du må kun tage Zofran efter lægens anvisning.

    Hvis du ammer, må du ikke tage Zofran, da Zofran bliver udskilt i modermælken.


    Trafik- og arbejdssikkerhed

    Zofran påvirker ikke arbejdssikkerheden eller evnen til at færdes sikkert i trafikken.


    Vigtig information om nogle af de øvrige indholdsstoffer i Zofran

    Zofran tabletter indeholder lactose. Kontakt lægen, før du tager denne medicin, hvis lægen har fortalt dig, at du ikke tåler visse sukkerarter.


  3. Sådan skal du tage Zofran


    Tag altid Zofran nøjagtigt efter lægens anvisning. Er du i tvivl så spørg lægen eller apoteket. Tag Zofran tabletter med lidt væske.

    Den sædvanlige dosis er:


    Kvalme og opkastning efter kemoterapi

    Voksne: 1 tablet (8 mg) hver 12. time i højst 5 døgn.


    Forebyggelse af mindre kraftig kvalme og opkastning efter kemoterapi

    Voksne: 1 tablet (8 mg) 1-2 timer før kemoterapi. Derefter 1 tablet (8 mg) hver 12. time i højst

    5 døgn.


    Forebyggelse af kvalme og opkastning efter strålebehandling

    Voksne: 1 tablet (8 mg) 1-2 timer før strålebehandling. Derefter 1 tablet (8 mg) hver 12. time. Fortsæt med Zofran, så længe som lægen har foreskrevet.


    Forebyggelse af kvalme og opkastning efter operation

    Voksne: 2 tabletter (2 x 8 mg) 1 time før bedøvelse. Alternativt kan man tage 1 tablet (8 mg) 1 time før bedøvelse og derefter 2 yderligere tabletter på 8 mg med 8 timers mellemrum.


    Børn og unge fra 1 måned til 18 år: Du må kun bruge Zofran til børn (under 18 år) efter lægens anvisning.


    Den daglige dosis følger barnets vægt. Til børn kan du normalt bruge 4 mg tabletter/smeltetabletter.


    Nedsat leverfunktion: Det er her nødvendigt at nedsætte dosis. Følg lægens anvisninger.


    Hvis du har taget for mange Zofran tabletter

    Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har taget mere Zofran, end der står i denne information, eller mere end lægen har foreskrevet, og du føler dig utilpas.


    Symptomer på overdosering kan være hovedpine, rødme, varmefølelse og forstoppelse.


    Hvis du har glemt at tage Zofran

    Du må ikke tage en dobbeltdosis som erstatning for den glemte dosis.

    Hvis du holder op med at tage Zofran

    Ændring eller stop i behandlingen bør kun ske i samråd med lægen.


    Spørg lægen eller apoteket hvis der er noget, du er i tvivl om eller føler dig usikker på.


  4. Bivirkninger


    Zofran kan som al anden medicin give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger.


    Meget almindelig (det sker hos flere end 1 ud af 10 patienter): Hovedpine. Almindelig (det sker hos mellem 1 og 10 ud af 100 patienter): Forstoppelse, ikke- symptomgivende stigning i levertal, rødme og varmefølelse.

    Ikke almindelig (det sker hos mellem 1 og 10 ud af 1.000 patienter): Ufrivillige bevægelser, muskelkramper, svimmelhed på grund af lavt blodtryk, hikke, meget uregelmæssig hjerterytme eller langsom puls og brystsmerter (kontakt straks læge eller skadestue).

    Sjælden (det sker hos mellem 1 og 10 ud af 10.000 patienter): Overfølsomhedsreaktion med pludseligt hududslæt, åndedrætsbesvær, besvimelse, hævelse af tunge, læber og ansigt (kontakt straks læge eller skadestue).

    Meget sjælden (det sker hos færre end 1 ud af 10.000 patienter): Hurtig puls.


    Tal med lægen eller apoteket, hvis en bivirkning bliver værre, eller du får bivirkninger, som ikke er nævnt her. Bivirkningerne kan dermed blive indberettet til Lægemiddelstyrelsen, og viden om bivirkninger kan blive bedre.


    Patienter eller pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen. Du finder skema og vejledning under bivirkninger på Lægemiddelstyrelsens netsted: https://www.laegemiddelstyrelsen.dk/.


  5. Sådan opbevarer du Zofran


    Opbevares utilgængeligt for børn.


    Brug ikke Zofran efter den udløbsdato, der står på pakningen. Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned.


    Spørg på apoteket hvordan du skal aflevere medicinrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden.


  6. Yderligere oplysninger


Zofran 4 mg og 8 mg tabletter indeholder

Aktivt stof: Ondansetron som ondansetronhydrochloriddihydrat.

Øvrige indholdsstoffer: Lactose; mikrokrystallinsk cellulose; majsstivelse; magnesiumstearat; hypromellose; Opaspray yellow indeholdende titandioxid (E171) og jernoxid (E172).


Zofrans udseende og pakningsstørrelse

Zofran 4 mg tabletter er gule, ovale og hvælvede tabletter mærket ”GLAXO” på den ene side og ”4” på den anden.

Zofran 8 mg tabletter er gule, ovale og hvælvede tabletter mærket ”GLAXO” på den ene side og ”8” på den anden.


Zofran 4 mg tabletter findes i pakningsstørrelserne 10, 50 og 100 tabletter.

Zofran 8 mg tabletter findes i pakningsstørrelserne 15, 30, 50 og 100 tabletter. Det er ikke nødvendigvis alle pakningsstørrelser, der er på markedet.

Indehaveren af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Indehaveren af markedsføringstilladelsen

GlaxoSmithKline Pharma A/S Nykær 68

2605 Brøndby


Telefon: 36 35 91 00

E-mail: info@glaxosmithkline.dk


Fremstiller

Glaxo Wellcome GmbH & Co., Bad Oldesloe, Tyskland Denne indlægsseddel blev senest revideret august 2007 GSK logo

Yderligere information om Zofran på Lægemiddelstyrelsens hjemmeside: www.laegemiddelstyrelsen.dk


Side 4