Hjemmeside Hjemmeside

Rifabutin Pfizer


Indlægsseddel: Information til brugeren


Rifabutin ”Pfizer” 150 mg, hårde kapsler

rifabutin


Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at tage dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.



Oversigt over indlægssedlen:

  1. Virkning og anvendelse

  2. Det skal du vide, før du begynder at tage Rifabutin Pfizer

  3. Sådan skal du tage Rifabutin Pfizer

  4. Bivirkninger

  5. Opbevaring

  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger


  1. Virkning og anvendelse


    Rifabutin Pfizer indeholder et antibiotikum. Du kan tage Rifabutin Pfizer til:

    • behandling af tuberkulose og anden infektion med andre mycobakterier.

    • forebyggelse af tuberkulose hos AIDS-patienter.


      Kontakt lægen, hvis du får det værre, eller hvis du ikke får det bedre.


  2. Det skal du vide, før du begynder at tage Rifabutin Pfizer


    Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten.


    Tag ikke Rifabutin Pfizer

    • hvis du er allergisk over for rifabutin eller et af de øvrige indholdsstoffer (angivet i afsnit 6).

    • hvis du er overfølsom (allergisk) over for andre antibiotika (rifamyciner).

    • hvis du samtidig tager medicin mod HIV (ritonavir).


      Advarsler og forsigtighedsregler

      Kontakt lægen eller apotekspersonalet, før du tager Rifabutin Pfizer.


      Tal med lægen, inden du tager Rifabutin Pfizer, hvis du:

    • har dårlige nyrer eller lever.

    • tager anden medicin mod infektion (clarithromycin og andre makrolider).

    • tager medicin mod infektioner med svampe (fluconazol).

    • samtidig tager medicin mod HIV (HIV-proteasehæmmere).


      Du skal være opmærksom på følgende:

    • Rifabutin Pfizer kan farve urin, hud og kropsvæsker (f.eks. sved, spyt og tårevæske) rød-orange.

    • Bløde kontaktlinser kan farves røde.

    • Din læge vil tage blodprøver med jævne mellemrum under behandlingen.

    • Din læge vil normalt tjekke dit syn under behandlingen, hvis du samtidig tager anden medicin mod infektion (clarithromycin og andre makrolider samt fluconazol).

    • Rifabutin Pfizer kan nedsætte virkningen af p-piller og minipiller. Du skal bruge kondom, pessar eller lignende som svangerskabsforebyggelse under behandlingen og 1 måned efter at behandlingen er stoppet.

    • Kontakt straks lægen, hvis du får voldsom eller langvarig, blodig diarré, når du tager eller har taget Rifabutin Pfizer.


      Oplys altid ved blodprøvekontrol og urinprøvekontrol, at du er i behandling med Rifabutin Pfizer. Det kan påvirke prøveresultaterne.


      Hvis du tager anden medicin mod infektion (clarithromycin eller andre makrolider samt fluconazol) samtidig med Rifabutin Pfizer, skal du kontakte læge eller skadestue, hvis du får følgende øjensymptomer:

    • øjensmerter og rødme af det hvide i øjnene, lysfølsomhed, tåreflod og nedsat syn.

    • synssløring og ”fluer” for øjet.

      Disse symptomer rammer ofte kun det ene øje.


      Brug af anden medicin sammen med Rifabutin Pfizer

      Fortæl det altid til lægen eller apotekspersonalet, hvis du bruger anden medicin eller har gjort det for nylig. Dette gælder også medicin, som ikke er købt på recept, medicin købt i udlandet, naturlægemidler, stærke vitaminer og mineraler samt kosttilskud.


      Tal med din læge, hvis du tager:

    • medicin der hæmmer immunforsvaret i forbindelse med transplantationer (tacrolimus).

    • medicin mod en type lungebetændelse, som især ses hos HIV-patienter eller mod en bestemt type hudsygdom (dapson).

    • medicin mod HIV (ritonavir, indinavir, saquinavir, amprenavir, delavirdin, fosamprenavir, lopinavir, tipranavir, zidovudin).

    • medicin mod infektioner med svampe (fluconazol, voriconazol, itraconazol, posaconazol).

    • medicin mod anden infektion (clarithromycin, sulfamethoxazol med trimethoprim).

    • p-piller og minipiller.


      Brug af Rifabutin Pfizer sammen med mad og drikke

      Du skal tage Rifabutin Pfizer med et glas vand.

      Du kan tage Rifabutin Pfizer i forbindelse med et måltid, men det er ikke nødvendigt.


      Graviditet og amning

      Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du tager dette lægemiddel.


      Graviditet

      Hvis du er gravid, skal du normalt ikke tage Rifabutin Pfizer. Tal med lægen.


      Amning

      Hvis du ammer, må du kun tage Rifabutin Pfizer efter aftale med lægen.


      Trafik- og arbejdssikkerhed

      Rifabutin Pfizer påvirker ikke arbejdssikkerheden eller evnen til at færdes sikkert i trafikken.


  3. Sådan skal du tage Rifabutin Pfizer


    Tag altid Rifabutin Pfizer nøjagtigt som beskrevet i denne indlægsseddel eller efter lægens eller apotekspersonalets anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller på apoteket.

    Du må kun ændre dosis efter aftale med lægen.


    Den sædvanlige dosis er: Ved lungetuberkulose:

    1 kapsel (150 mg) 1 gang dagligt i 6 måneder.


    Ved multiresistent lungetuberkulose:

    2-3 kapsler (300-450 mg) 1 gang dagligt i op til 6 måneder.


    Ved behandling af andre infektioner med mycobakterier:

    3-4 kapsler på 150 mg (i alt 450-600 mg) 1 gang dagligt i op til 6 måneder.


    Ved forebyggelse af tuberkulose hos AIDS-patienter: 2 kapsler på 150 mg (i alt 300 mg) 1 gang dagligt.


    Børn

    Må ikke anvendes til børn.


    Ældre

    Det er ikke nødvendigt at ændre dosis. Følg lægens anvisninger.


    Nedsat nyrefunktion

    Det kan være nødvendigt at ændre dosis. Følg lægens anvisninger.


    Nedsat leverfunktion

    Det kan være nødvendigt at ændre dosis. Følg lægens anvisninger.


    Hvis du har taget for mange Rifabutin Pfizer

    Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har taget mere Rifabutin Pfizer, end der står i denne information, eller mere end lægen har foreskrevet (og du af den grund føler dig utilpas). Tag pakningen med.


    Hvis du har glemt at tage Rifabutin Pfizer

    Hvis du har glemt en dosis, så tag den så snart, du kommer i tanke om det. Hvis du snart skal tage den næste dosis, skal du springe den glemte dosis over. Du må ikke tage en dobbeltdosis som erstatning for den glemte dosis.

    Hvis du holder op med at tage Rifabutin Pfizer

    Du må kun afbryde eller stoppe behandlingen efter aftale med lægen.

    Fortæl det straks til lægen, hvis du føler dig syg, efter behandlingen med Rifabutin Pfizer er stoppet.


  4. Bivirkninger


    Dette lægemiddel kan som al anden medicin give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger.


    Alvorlige bivirkninger

    Ikke almindelige bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 100 patienter):

    • Almen sløjhed, bleghed, blødninger fra hud og slimhinder, blå mærker samt tendens til betændelse (infektioner) især halsbetændelse og feber pga. forandringer i blodet (for få røde og hvide blodlegemer og blodplader). Kontakt læge eller skadestue.

    • Vejrtrækningsbesvær, astmalignende anfald, åndenød. Kontakt straks læge eller skadestue. Ring evt. 112.

    • Blødning fra hud og slimhinder og blå mærker pga. forandringer i blodet (for få blodplader). Kontakt læge eller skadestue.

    • Betændelse i den forreste del af øjet, som viser sig ved smerter og rødme af det hvide i øjet, overfølsomhed for lys, tåreflod, nedsat syn samt sløret syn og ”fluer” for øjet. Kontakt læge eller skadestue.

    • Aflejringer i hornhinden (nedsætter ikke synet). Kontakt lægen.

    • Gulsot, ofte med hudkløe, gulfarvning af hud og det hvide i øjnene. Kontakt lægen.


      Sjældne bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 1000 patienter):

    • Pludselige overfølsomhedsreaktioner (inden for minutter til timer), f.eks. hududslæt, åndedrætsbesvær og besvimelse (anafylaktisk shock). Kan være livsfarligt. Ring 112.


      Ikke alvorlige bivirkninger


      Meget almindelige bivirkninger (kan forekomme hos flere end 1 ud af 10 patienter):

    • Almen sløjhed, tendens til betændelse (infektioner) især halsbetændelse og feber pga. forandringer i blodet (for få hvide blodlegemer). Kan blive alvorligt. Hvis De får feber, skal De straks kontakte lægen.

    • Rødmen af huden.


      Almindelig (kan forekomme hos op til 1 ud af 10 patienter):

    • Bleghed og træthed pga. blodmangel. Kan hos nogle udvikle sig til en alvorlig bivirkning. Tal med lægen.

    • Hududslæt.

    • Kvalme.

    • Feber. Muskelsmerter.


      Ikke almindelige bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 100 patienter):

    • Overfølsomhed.

    • Opkastning.

    • Misfarvning af huden.

    • Smerter i leddene.


      Hyppigheden ikke kendt (hyppigheden kan ikke vurderes ud fra tilgængelige data)

    • Forandringer i smagen.

    • Diarré.


      Rifabutin Pfizer kan herudover give bivirkninger, som du normalt ikke mærker noget til. Det drejer sig om ændringer i visse laboratorieprøver, f.eks. forandringer i blodets sammensætning (eosinofili) og påvirkning af leveren.


      Indberetning af bivirkninger

      Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge eller apoteket. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via de oplysninger, der fremgår herunder.


      Lægemiddelstyrelsen Axel Heides Gade 1 DK-2300 København S

      Websted: www.meldenbivirkning.dk


      Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel


  5. Opbevaring


    Opbevar Rifabutin Pfizer utilgængeligt for børn.

    Brug ikke Rifabutin Pfizer efter den udløbsdato, der står på pakningen efter EXP. Udløbsdato er den sidste dag i den nævnte måned.


    Aflever altid medicinrester på apoteket. Af hensyn til miljøet må du ikke smide medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden.

  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger Rifabutin Pfizer, hårde kapsler, 150 mg indeholder:

Aktivt stof: rifabutin.

Øvrige indholdsstoffer: mikrokrystallinsk cellulose; natriumlaurilsulfat; magnesiumstearat; silicagel. Kapselskal: gelatine; titandioxid (E171) og rød jernoxid (E172).


Udseende og pakningstørrelse Udseende

Rifabutin Pfizer kapsler er rødbrune, uigennemsigtige, hårde gelatinekapsler.


Pakningsstørrelser

Blisterpakning med 30 kapsler.

Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført.


Indehaveren af markedsføringstilladelsen og fremstiller Indehaver af markedsføringstilladelsen

Pfizer ApS, Lautrupvang 8, 2750 Ballerup.


Fremstiller

Pfizer Italia S.r.l, Località Marino del Tronto, 63100 Ascoli Piceno, Italien.


Denne indlægsseddel blev sidst ændret september 2019