Hjemmeside Hjemmeside

Atenolol Sandoz
atenolol

Indlægsseddel: Information til brugeren


Atenolol Sandoz 25 mg tabletter Atenolol Sandoz 50 mg tabletter


atenolol


Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at tage dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.



Oversigt over indlægssedlen:

  1. Virkning og anvendelse

  2. Det skal du vide, før du begynder at tage Atenolol Sandoz

  3. Sådan skal du tage Atenolol Sandoz

  4. Bivirkninger

  5. Opbevaring

  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger


  1. Virkning og anvendelse


    Atenolol Sandoz indeholder det aktive stof atenolol. Det tilhører en gruppe lægemidler, der kaldes betablokkere.


    Atenolol Sandoz bruges til:

    • behandling af forhøjet blodtryk (hypertension)

    • behandling af brystsmerter, der skyldes ”kronisk stabil angina pectoris”

    • behandling af visse typer af uregelmæssig hjerterytme (arytmier)

    • forebyggelse af et nyt hjerteanfald.

      Atenolol Sandoz virker ved at få dit hjerte til at slå langsommere og med mindre kraft.


      Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten.


  2. Det skal du vide, før du begynder at tage Atenolol Sandoz Tag ikke Atenolol Sandoz

    • hvis du er allergisk over for atenolol eller et af de øvrige indholdsstoffer (angivet i afsnit 6).

    • hvis du har eller har haft et eller flere af følgende hjerteproblemer:

      • hjertesvigt, som ikke er under kontrol (dette forårsager som regel åndenød og hævelse af anklerne)

      • hjerteblok af anden eller tredje grad (en tilstand, der eventuelt kan behandles med en pacemaker)

      • meget langsomt (under 45-50 slag i minuttet) eller meget uregelmæssigt hjerteslag, meget lavt blodtryk eller meget ringe blodomløb

      • hjertepumpesvigt. Dette er en tilstand, hvor hjertet ikke pumper blodet tilstrækkeligt rundt i kroppen. Tegnene herpå kan omfatte forvirring, svedtendens, hurtigt hjerteslag og bleg hud.

    • hvis du har en svulst, der kaldes for fæokromocytom, og som du ikke får behandling for. Sådanne svulster befinder sig som regel nær nyrerne og kan forårsage højt blodtryk. Hvis du er i behandling for fæokromocytom, vil din læge give dig et andet lægemiddel, der kaldes for en alfablokker, som du skal tage ud over Atenolol Sandoz. Blodtrykket bør holdes under tæt kontrol.

    • hvis du har fået at vide, at du har abnormt høje niveauer af syre i dit blod (metabolisk acidose).

    • hvis du har svær astma med pibende vejrtrækning og vejrtrækningsbesvær.


      Fortæl lægen, at du tager Atenolol Sandoz. Når du tager Atenolol Sandoz, bør visse lægemidler mod hjerterytmeforstyrrelser (såsom disopyramid eller calciumantagonister af verapamil- eller diltiazemtypen) ikke indgives intravenøst (i en vene).


      Tag ikke Atenolol Sandoz, hvis noget af ovenstående gælder for dig. Er du i tvivl, så tal med lægen eller apoteket, inden du tager dette lægemiddel.


      Advarsler og forsigtighedsregler

      Kontakt lægen eller apotekspersonalet, før du tager Atenolol Sandoz, hvis:

    • Du har astma, pibende vejrtrækning eller andre lignende vejrtrækningsproblemer, eller hvis du får allergiske reaktioner, for eksempel over for insektbid. Hvis du har eller har haft astma eller pibende vejrtrækning, må du ikke tage dette lægemiddel uden at tale med lægen først.

    • Du har en type brystsmerter (angina), der kaldes for Prinzmetals angina.

    • Du har dårligt blodomløb eller kontrolleret hjertesvigt.

    • Du har hjerteblok af første grad.

    • Du har diabetes. Dette lægemiddel kan forandre din reaktion på lavt blodsukker. Du kan eventuelt ikke føle, at dit hjerte slår hurtigere eller stærkere. Blodsukkeret bør holdes under tæt kontrol.

    • Du har “thyrotoksikose” (forhøjet stofskifte på grund af en overaktiv skjoldbruskkirtel). Dette lægemiddel kan skjule symptomerne på thyrotoksikose.

    • Du har problemer med nyrerne. Det kan være, at du skal gå til kontrol under behandlingen.

    • Du har et hudproblem kaldet psoriasis.

    • Du har en langsom puls (50 til 55 slag i minuttet).

    • Du har en tumor, der kaldes fæokromocytom. Ud over Atenolol Sandoz skal du også behandles med lægemidler, der kaldes for alfablokkere. Blodtrykket skal holdes under tæt kontrol.

    • Du er ældre.

    • Du har nedsat blodtilførsel til hjertemusklen (iskæmisk hjertesygdom). Behandlingen med Atenolol Sandoz bør ikke afbrydes brat.


      Hvis noget af ovenstående gælder for dig (eller du er i tvivl), så spørg lægen eller apotekspersonalet til råds, inden du tager dette lægemiddel.


      I meget sjældne tilfælde er der set forværring af nyrefunktionen eller leverskade ved brug af andre lægemidler fra samme gruppe (betablokkere). Derfor bør din nyre- og leverfunktion kontrolleres jævnligt.


      Indtagelse af atenolol kan medføre forstyrrelser i omsætningen af fedtstoffer. Der er set fald i det ”gode” kolesterol (HDL-kolesterol) og stigning i triglycerider i blodet.


      Brug af andre lægemidler sammen med Atenolol Sandoz

      Fortæl altid lægen eller apotekspersonalet, hvis du bruger andre lægemidler, for nylig har brugt andre lægemidler eller planlægger at bruge andre lægemidler. Dette gælder også lægemidler, som ikke er købt på recept, f.eks. naturlægemidler. Atenolol Sandoz kan påvirke eller påvirkes af andre lægemidler.


      Det er særligt vigtigt, at du fortæller det til lægen, hvis du tager et eller flere af følgende lægemidler:

    • Clonidin (mod forhøjet blodtryk eller migræne). Hvis du tager clonidin og Atenolol Sandoz samtidig, må du ikke stoppe med at tage clonidin, medmindre din læge anviser det. Hvis du skal stoppe med at tage clonidin, vil lægen give dig nøje instrukser om, hvordan det skal gøres.

    • Verapamil, diltiazem og nifedipin (mod forhøjet blodtryk eller brystsmerter).

    • Disopyramid, quinidin eller amiodaron (mod uregelmæssigt hjerteslag).

    • Digoxin (mod hjerteproblemer).

    • Adrenalin, også kaldet epinephrin (et lægemiddel, der stimulerer hjertet).

    • Ibuprofen eller indometacin (mod smerter og betændelse).

    • Insulin eller diabeteslægemidler, som du tager gennem munden.

    • Ampicillin mod bakterieinfektioner.

    • Barbiturater mod søvnproblemer og epilepsi.

    • Sultoprid og phenothiaziner mod mere alvorlige psykiske problemer (psykoser).

    • Lægemidler mod depression af typen "tricykliske antidepressiva" eller "MAO-hæmmere".

    • Lægemidler til behandling af tilstoppet næse eller tilstoppede bihuler eller andre lægemidler mod forkølelse (herunder også håndkøbslægemidler).

    • Lægemidler, der anvendes til at sænke forhøjet tryk i øjet som følge af grøn stær eller andre øjensygdomme.

    • Muskelafslappende midler (f.eks. tubocurarinchlorid, muskelafslappende lægemidler, der anvendes i forbindelse med operationer).

    • Baclofen (mod spastiske bevægelsesforstyrrelser).

    • Visse lægemidler mod højt blodtryk (reserpin, alfa-methyldopa, guanfacin).


      Hvis noget af ovenstående gælder for dig (eller du er i tvivl), så spørg lægen eller apotekspersonalet til råds, inden du tager dette lægemiddel.


      Operationer

      Hvis du skal have en operation på hospitalet, skal du fortælle narkoselægen eller sundhedspersonalet, at du tager Atenolol Sandoz. Det skyldes, at du kan få lavt blodtryk (hypotension), hvis du får visse bedøvelsesmidler eller jodholdige stoffer (kaldet “kontrastmidler”), som anvendes i forbindelse med røntgenfotografering, samtidig med Atenolol Sandoz.


      Graviditet og amning

      Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du tager dette lægemiddel. Det frarådes at anvende atenolol i graviditeten og ammeperioden.


      Trafik- og arbejdssikkerhed

    • Dette lægemiddel vil sandsynligvis ikke påvirke din evne til at føre motorkøretøj og betjene maskiner. Det er dog bedst at vente og se, hvordan lægemidlet påvirker dig, før du går i gang med sådanne aktiviteter.

    • Hvis du føler dig svimmel eller træt, når du tager dette lægemiddel, må du ikke føre motorkøretøj eller betjene maskiner.


      Der bør udvises forsigtighed, især i starten af behandlingen, ved øgning af dosis og i kombination med alkohol.


      Atenolol Sandoz indeholder natrium:

      Dette lægemiddel indeholder mindre end 1 mmol (23 mg) natrium pr. tablet, dvs. det er i det væsentlige natriumfrit.


  3. Sådan skal du tage Atenolol Sandoz


    Tag altid lægemidlet nøjagtigt efter lægens eller apotekspersonalets anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller apotekspersonalet.

    • Din læge vil fortælle dig, hvor mange tabletter du skal tage hver dag, og hvornår du skal tage dem.

    • Læs etiketten på pakningen for at minde dig om, hvad lægen har sagt.

    • Forsøg at tage tabletterne på samme tid hver dag.

    • Tabletterne skal synkes hele med et glas vand inden et måltid. Delekærven er der kun for at hjælpe dig med at dele tabletten, hvis du har svært ved at synke den hel.


      Voksne

      Din læge vil, afhængigt af din helbredstilstand, beslutte, hvor meget Atenolol Sandoz du skal tage hver dag.


      Forhøjet blodtryk

    • Normal startdosis er 25 mg en gang dagligt

    • Derefter vil dosis normalt være mellem 50 mg og 100 mg en gang dagligt.


      Brystsmerter

      Den sædvanlige dosis er mellem 50 mg og 100 mg en gang dagligt. Hvis du tager 100 mg, vil lægen muligvis bede dig om at tage den som to separate doser på 50 mg om morgenen og 50 mg om aftenen.


      Uregelmæssig hjerterytme

      Den sædvanlige dosis er 50-100 mg én gang dagligt.


      Forebyggende behandling efter blodprop i hjertet

      Den sædvanlige dosis er 100 mg en gang dagligt. Din læge vil muligvis bede dig om at tage den som to separate doser på 50 mg om morgenen og 50 mg om aftenen.


      Ældre

      Hvis du er ældre, skal du muligvis have en lavere dosis, især hvis du har problemer med nyrerne.


      Stærkt nedsat nyrefunktion

      Hvis du har stærkt nedsat nyrefunktion, skal du muligvis have en lavere dosis eller tage lægemidlet sjældnere.


      Brug til børn

      Dette lægemiddel må ikke gives til børn.


      Hvis du har taget for meget Atenolol Sandoz

    • Kontakt straks lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har taget mere af Atenolol Sandoz, end der står i denne information, eller mere end lægen har foreskrevet (og du føler dig utilpas).

    • Tag pakningen med, så lægen kan se, hvad du har taget.

    • Symptomer på overdosering er langsom puls, svimmelhed på grund af for lavt blodtryk, åndedrætsbesvær, kvalme, bevidsthedssvækkelse og generaliserede krampeanfald. Hjertet kan også få svært ved at forsyne resten af kroppen med blod (akut hjertesvigt).


      Hvis du har glemt at tage Atenolol Sandoz

    • Hvis du har glemt en dosis, så tag den, så snart du kommer i tanke om det.

    • Hvis du snart skal tage den næste dosis, så spring den glemte dosis over.

    • Du må ikke tage en dobbeltdosis som erstatning for den glemte dosis.


      Hvis du holder op med at tage Atenolol Sandoz

      Du må ikke stoppe behandlingen uden at have talt med din læge først. Lægen vil muligvis nedsætte din dosis langsomt.


      Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om.


  4. Bivirkninger


    Dette lægemiddel kan som alle andre lægemidler give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger. Du skal ikke blive bekymret over denne liste over bivirkninger. Du får muligvis ingen af dem. Følgende bivirkninger kan forekomme ved brug af dette lægemiddel:


    Stop med at tage Atenolol Sandoz, og kontakt straks læge eller skadestue, hvis du oplever en eller flere af følgende alvorlige bivirkninger:


    Sjældne bivirkninger: Kan forekomme hos op til 1 ud af 1.000 patienter

    • Unormal hjerterytme, svimmelhed, træthed eller besvimelse. Dette kan være tegn på hjerteblok.

    • Åndenød eller hævede ankler. Dette kan være tegn på hjertesvigt, eller at din hjertefunktion bliver dårligere.

    • Åndedrætsbesvær, f.eks. hiven efter vejret. Dette kan være tegn på, at din astma bliver værre.


      Meget sjældne bivirkninger: Kan forekomme hos op til 1 ud af 10.000 patienter

    • Hævelse af ansigt eller svælg, vejrtrækningsbesvær eller svimmelhed. Dette kan være tegn på en alvorlig allergisk reaktion.


      Stop med at tage Atenolol Sandoz, og kontakt straks læge eller skadestue, hvis du oplever en eller flere af ovenstående bivirkninger.


      Andre bivirkninger


      Almindelige bivirkninger: Kan forekomme hos op til 1 ud af 10 patienter

    • Kolde fødder og hænder eller dårlig blodcirkulation i dem

    • Langsom puls. Dette er normalt, men hvis du er bekymret, så fortæl det til din læge.

    • Diarré

    • Forstoppelse

    • Kvalme eller opkastning

    • Træthed

    • Besvimelsesfornemmelse

    • Sveden.


      Ikke almindelige bivirkninger: Kan forekomme hos op til 1 ud af 100 patienter

    • Søvnbesvær

    • Pus fra øjet med kløe, rødme og hævelse

    • Muskelsvaghed

    • Muskelkramper

    • Forværring af sukkersyge (højt sukkerindhold i blodet)

    • Høje værdier af enzymet kaldet “transaminase” (kan ses i blodprøver).


      Sjældne bivirkninger: Kan forekomme hos op til 1 ud af 1.000 patienter

    • Lilla hudpletter

    • Prikken og stikken i hænder og fødder

    • Dårligt blodomløb (Claudicatio intermittens), der kan blive værre, når du begynder behandlingen med dette lægemiddel

    • Lavt blodtryk, der kan give svimmelhed, ørhed eller besvimelse

    • Hovedpine

    • Svimmelhed

    • Forvirring, uro eller angst

    • Mareridt

    • Ændring af personlighed (psykoser) eller at se eller høre noget, der ikke findes (hallucinationer)

    • Depression

    • Humørforandringer

    • Tør mund

    • Udtynding af håret

    • Tørre øjne

    • Udslæt

    • Tør, skallende hud (psoriasis), der kan blive værre, når du begynder at tage dette lægemiddel

    • Synsforstyrrelser

    • Hårtab

    • Lettere ved at få blå mærker eller lilla pletter på huden

    • Erektionsproblemer (impotens)

    • Ændring i seksuallyst

    • Gulfarvning af hud eller det hvide i øjnene (gulsot)

    • Blodproblemer, f.eks. forandringer i blodet. Din læge vil jævnligt tage blodprøver for at undersøge, om Atenolol Sandoz har påvirket dit blod.


      Meget sjældne bivirkninger: Kan forekomme hos op til 1 ud af 10.000 patienter

    • Mere intense anfald hos patienter med brystsmerter (hjertekramper)

    • Forandringer i visse celler eller andre bestanddele i blodet. Lægen vil eventuelt tage nogle blodprøver med jævne mellemrum for at kontrollere, om Atenolol Sandoz har påvirket dit blod.


      Ikke kendt (frekvens kan ikke fastslås ud fra tilgængelige data)

    • Allergiske reaktioner (overfølsomhedsreaktioner), f.eks. kløende udslæt

    • Atenolol Sandoz kan skjule symptomer på ”thyrotoksikose” og lavt blodsukker (diabetes) (se afsnit 2 “Det skal du vide, før du begynder at tage Atenolol Sandoz”)

    • Forstyrrelser i centralnervesystemet, især i starten af behandlingen

    • Lupus-lignende syndrom (en sygdom, hvor immunsystemet danner antistoffer, som primært angriber hud og led).


    Indberetning af bivirkninger

    Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge, apotekspersonalet eller sygeplejersken. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via de oplysninger, der fremgår herunder.


    Lægemiddelstyrelsen Axel Heides Gade 1 DK-2300 København S

    Websted: www.meldenbivirkning.dk


    Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel.


  5. Opbevaring


    Opbevar lægemidlet utilgængeligt for børn.


    Brug ikke lægemidlet efter den udløbsdato, der står på æsken og blisterpakningen efter EXP. Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned.


    Må ikke opbevares ved temperaturer over 25 ºC. Opbevares i den originale yderpakning for at beskytte mod fugt.


    Spørg apotekspersonalet, hvordan du skal bortskaffe lægemiddelrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide lægemiddelrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden.


  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger Atenolol Sandoz indeholder:

Aktivt stof: atenolol

Hver tablet indeholder 25 mg eller 50 mg atenolol.


Øvrige indholdsstoffer:

Povidon K25, majsstivelse, mikrokrystallinsk cellulose, natriumstivelsesglycolat, magnesiumstearat og vandfri kolloid silica.


Udseende og pakningsstørrelser

25 mg tabletter:

Hvide, runde bikonvekse tabletter, på den ene side mærket med ”25” og på den anden side en delekærv. Diameter: 7 mm


50 mg tabletter:

Hvide, runde bikonvekse tabletter, på de ene side mærket med ”50” og en delekærv på den anden side. Diameter: 8 mm

Tabletterne er pakket i aluminium/PVC blistre og placeret i en æske. 25 mg tabletter:

Pakningsstørrelser:

Blister: 28, 30, 56, 100, 100x1 og 250 tabletter.


50 mg tabletter: Pakningsstørrelser:

Blister: 14, 20, 28, 30, 50, 56, 60, 98, 100, 100x1, 300 og 500 tabletter. Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført.

Indehaver af markedsføringstilladelsen

Sandoz GmbH, Biochemiestrasse 10, A-6250 Kundl, Østrig


Fremstiller

Salutas Pharma GmbH, Otto-von-Guericke-Allee 1, 39179 Barleben, Tyskland eller

Lek Pharmaceuticals d.d., Verovskova 57, 1526 Ljubljana, Slovenien.


Denne indlægsseddel blev senest ændret 22. oktober 2021