Hjemmeside Hjemmeside

Amoxicillin Paranova
amoxicillin


Indlægsseddel: Information til brugeren

Amoxicillin Paranova 500 mg filmovertrukne tabletter

amoxicillin


Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at tage dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.

Oversigt over indlægssedlen:

  1. Virkning og anvendelse

  2. Det skal du vide, før du begynder at tage Amoxicillin Paranova

  3. Sådan skal du tage Amoxicillin Paranova

  4. Bivirkninger

  5. Opbevaring

  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger


  1. VIRKNING OG ANVENDELSE

    Amoxicillin Paranova er antibiotikum. Det aktive stof er amoxicillin. Dette aktive stof tilhører en gruppe af lægemidler, der kaldes penicilliner.

    Hvad anvendes Amoxicillin Paranova til?

    Amoxicillin Paranova anvendes til at behandle infektioner, der er forårsaget af bakterier.

    Sammen med andre lægemidler kan Amoxicillin Paranova også anvendes til at behandle mavesår.


  2. DET SKAL DU VIDE, FØR DU BEGYNDER AT TAGE AMOXICILLIN PARANOVA

    Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten.

    Tag ikke Amoxicillin Paranova:

    • hvis du er allergisk over for amoxicillin, penicillin eller et af de øvrige indholdsstoffer i Amoxicillin Paranova (angivet i punkt 6).

    • hvis du nogensinde har haft en allergisk reaktion på et antibiotikum. Dette kunne være et hududslæt eller hævelse af ansigtet eller halsen.

      Tag ikke Amoxicillin Paranova, hvis noget af ovenstående gælder for dig. Er du i tvivl, så spørg lægen eller apotekspersonalet, inden du tager Amoxicillin Paranova.

      Advarsler og forsigtighedsregler

      Kontakt lægen eller apotekspersonalet, før du tager Amoxicillin Paranova, hvis du:

    • har mononukleose (feber, ondt i halsen, hævede kirtler og ekstrem træthed).

    • har nyreproblemer.

    • ikke har regelmæssig vandladning.

      Hvis du er i tvivl, om noget af ovenstående gælder for dig, så tal med lægen eller apotekspersonalet, før du tager Amoxicillin Paranova.

      Blod- og urinprøver

      Hvis du skal have taget:

    • urinprøver (glucose) eller blodprøver for at få undersøgt leverfunktionen

    • prøver for estriol (anvendes under graviditet for at måle estriolniveauet for at undersøge, om barnet udvikler sig normalt)

      skal du fortælle lægen eller sygeplejersken, at du tager Amoxicillin Paranova, da Amoxicillin Paranova kan påvirke resultatet af disse analyser.

      Brug af anden medicin sammen med Amoxicillin Paranova

      Fortæl det altid til lægen eller apotekspersonalet, hvis du tager anden medicin, for nylig har taget anden medicin eller planlægger at tage anden medicin.

    • Hvis du tager allopurinol (anvendes til behandling af urinsyregigt) samtidig med Amoxicillin Paranova, kan risikoen for, at du får en allergisk hudreaktion blive større.

    • Hvis du tager probenecid (anvendes til behandling af urinsyregigt), kan lægen vælge at ændre din dosis af Amoxicillin Paranova.

    • Hvis du tager lægemidler mod blodpropper (f.eks. warfarin), kan det være nødvendigt at tage ekstra blodprøver.

    • Hvis du tager andre antibiotika (f.eks. et tetracyklin), kan virkningen af Amoxicillin Paranova blive nedsat.

    • Hvis du tager methotrexat (anvendes til behandling af kræft og svær psoriasis), kan Amoxicillin Paranova medføre flere bivirkninger.

      Graviditet og amning

      Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du tager dette lægemiddel.

      Trafik- og arbejdssikkerhed

      Amoxicillin Paranova kan give bivirkninger, og symptomerne (såsom allergiske reaktioner, svimmelhed og kramper) kan gøre dig uegnet til at køre. Du må ikke føre motorkøretøjer eller betjene maskiner, medmindre du har det godt.

      Amoxicillin Paranova indeholder natrium

      Dette lægemiddel indeholder mindre end 1 mmol (23 mg) natrium pr. tablet, dvs. det er i det væsentlige natriumfrit.


      09/2022

  3. SÅDAN SKAL DU TAGE AMOXICILLIN PARANOVA

    Tag altid Amoxicillin Paranova nøjagtigt efter lægens eller apotekspersonalets anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller apoteks-personalet.

    • Synk tabletten hel med vand (du må ikke knuse eller tygge den).

    • Fordel doserne ligeligt over dagen og med mindst 4 timer mellem hver dosis.

      Den anbefalede dosis er:

      Børn, der vejer under 40 kg

      Alle doser er udregnet efter barnets vægt i kilo.

    • Lægen vil fortælle dig, hvor meget Amoxicillin Paranova du skal give dit barn.

    • Den sædvanlige dosis er 40-90 mg om dagen for hvert kilo kropsvægt. Dosis skal fordeles på 2 eller 3 doser.

    • Den maksimale anbefalede dosis er 100 mg om dagen for hvert kilo kropsvægt.

      Voksne, ældre patienter og børn, der vejer 40 kg og derover

      Den sædvanlige dosis Amoxicillin Paranova er 250-500 mg 3 gange om dagen eller 750 mg-1 g hver 12. time afhængigt af, hvor alvorlig infektionen er, og hvilken type infektion der er tale om.

    • Alvorlige infektioner: 750 mg-1 g 3 gange om dagen.

    • Urinvejsinfektion: 3 g 2 gange om dagen i en dag.

    • Lyme-sygdom eller Lyme-borreliose (en infektion med bakterier, der overføres ved bid fra inficerede parasitter, som kaldes skovflåter): Isoleret erythema migrans (tidligt stadium – rødt eller lyserødt ringformet udslæt): 4 g om dagen. Påvirkning af hele kroppen (sent stadium – ved mere alvorlige symptomer, eller når sygdommen spreder sig rundt i kroppen): op til 6 g om dagen.

    • Mavesår: 750 mg eller 1 g 2 gange om dagen i 7 dage sammen med andre antibiotika og lægemidler til behandling af mavesår.

    • Til forebyggelse af hjerteinfektion under operation: Dosis vil variere alt efter typen af operation. Der kan også gives andre lægemidler på

      samme tid. Lægen, apoteks-personalet eller sygeplejersken kan give dig flere oplysninger.

    • Den maksimale anbefalede dosis er 6 g om dagen.

      Vær opmærkosm på at du ikke kan bruge Amoxicillin Paranova 500 mg filmovertrukne tabletter til alle de anførte doseringer.

      Nyreproblemer

      Hvis du har nyreproblemer, kan den dosis, du får, være lavere end den sædvanlige dosis.

      Hvis du har taget for meget Amoxicillin Paranova

      Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har taget mere af Amoxicillin Paranova end der står i denne information, eller mere end lægen har foreskrevet (og du føler dig utilpas).

      Hvis du har taget for meget Amoxicillin Paranova, kan tegnene være maveubehag (kvalme, opkastning eller diarré) eller krystaller i urinen, hvilket kan ses som uklar urin eller opleves som problemer med at lade vandet. Tal med lægen så hurtigt som muligt. Medbring medicinen, så du kan vise den til lægen.

      Hvis du har glemt at tage Amoxicillin Paranova

    • Hvis du glemmer at tage en dosis, skal du tage den, så snart du kommer i tanke om det.

    • Tag ikke den næste dosis for hurtigt, men vent ca. 4 timer, før du tager den næste dosis.

    • Du må ikke tage en dobbeltdosis som erstatning for den glemte dosis.

      Hvor længe skal jeg tage Amoxicillin Paranova?

    • Selvom du får det bedre, skal du blive ved med at tage Amoxicillin Paranova i så lang tid, som lægen har anvist. Du har brug for alle doser til at bekæmpe infektionen. Hvis nogle bakterier overlever, kan de få infektionen til at komme igen.

    • Hvis du stadig ikke har det godt, når behandlingen er slut, skal du gå til lægen igen.

      Der kan udvikles svampeinfektion (en infektion med gærsvamp på fugtige områder af kroppen, hvilket kan forårsage ømhed, kløe og hvidt udflåd/

      hvide belægninger), hvis Amoxicillin Paranova anvendes i lang tid. Hvis dette sker, så fortæl det til lægen.

      Hvis du tager Amoxicillin Paranova i lang tid, vil lægen måske foretage yderligere undersøgelser for at holde øje med, at dine nyrer, din lever og dit blod fungerer normalt.

      Hvis du holder op med at tage Amoxicillin Paranova

      Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om.


  4. BIVIRKNINGER

    Dette lægemiddel kan som alle andre lægemidler give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger.

    Stop med at tage Amoxicillin Paranova og gå til lægen med det samme, hvis du bemærker nogen af nedenstående alvorlige bivirkninger – du kan have behov for omgående behandling.

    Følgende bivirkninger er meget sjældne (kan forekomme hos færre end 1 ud af 10.000 behandlede):

    • Allergiske reaktioner; tegnene kan omfatte: hudkløe eller udslæt, hævelse af ansigtet, læberne, tungen eller andre steder af kroppen eller vejrtrækningsbesvær. Disse kan være alvorlige, og ved enkelte lejligheder er der sket dødsfald.

    • Udslæt eller bittesmå flade, røde, runde pletter under hudens overflade eller blå mærker i huden. Dette skyldes en betændelseslignende reaktion (inflammation) i blodkarrenes vægge på grund af en allergisk reaktion. Det kan være forbundet med ledsmerter (gigt, også kaldet arthritis) og nyreproblemer.

    • En forsinket allergisk reaktion, der normalt kan komme 7-12 dage efter indtagelse af Amoxicillin Paranova; nogle af tegnene er udslæt, feber, ledsmerter og hævede lymfeknuder, særligt under armene.

    • En hudreaktion kendt som erythema multiforme, hvor der kan komme kløende, rødlilla pletter på huden, især på håndfladerne eller fodsålerne, nældefeberagtige, forhøjede, hævede områder på huden, ømme områder på overfladen af munden, øjnene og kønsdelene. Du kan få feber og blive meget træt.

    • Andre alvorlige hudreaktioner, der kan omfatte ændringer i hudfarven, buler under huden, blærer, pusfyldte blærer, hudafskalning, rødme, smerter, kløe, hudafskalning. Disse kan være forbundet med feber, hovedpine og smerter i kroppen.

    • Influenzalignende symptomer med udslæt, feber, hævede kirtler og unormale resultater af blodprøver (herunder øget antal hvide blodlegemer (eosinofili) og leverenzymer) (lægemiddelfremkaldt reaktion med eosinofili og systemiske symptomer (DRESS)).

    • Feber, kulderystelser, ondt i halsen eller andre tegn på en infektion, eller blå mærker, der kommer let. Disse kan være tegn på et problem med dine blodlegemer.

    • Jarisch-Herxheimers reaktion, som kan fore-komme under behandling med Amoxicillin Paranova mod Lyme-sygdom og forårsager feber, kunderystelser, hovedpine, muskel-smerter og hududslæt.

    • Betændelse i tyktarmen (colon) med diarré (sommetider med blod), smerter og feber.

    • Alvorlige bivirkninger relateret til leveren.

      De ses primært hos personer, der har fået behandling over en lang periode, hos mænd/drenge og hos ældre. Du skal straks fortælle det til lægen, hvis du får:

      • Voldsom diarré med blødning.

      • Blærer, hudrødme eller blå mærker i huden.

      • Mørkere urin eller lysere afføring.

      • Gulfarvning af huden eller af det hvide i øjnene (gulsot). Se også anæmi nedenfor, som kan resultere i gulsot.

        Disse bivirkninger kan forekomme under eller op til flere uger efter behandlingen.

        Bivirkninger, hvor hyppigheden ikke er kendt (kan ikke estimres ud fra forhåndenværende data):

        Hovedpine, rygsmerter, nakkestivhed, svimmelhed, almen sløjhed og evt. feber pga. meningitislignende tilstand. Kontakt straks læge eller skadestue, ring evt. 112, hvis du bliver alment sløj med hovedpine og nakkestivhed.

        Hvis du får nogen af ovenstående bivirkninger, skal du stoppe med at tage medicinen og gå til lægen med det samme. Nogle gange kan du få hudreaktioner, der er mindre alvorlige, f.eks.:

    • Et let kløende udslæt (runde, lyserøde til røde pletter), nældefeberagtige, hævede områder på underarme, ben, håndflader, hænder eller fødder.

      Dette er ikke almindeligt (kan forekomme hos op til 1 ud af 100 behandlede).

      Hvis du får nogen af disse bivirkninger, så tal med lægen, da det vil være nødvendigt at stoppe behandlingen med Amoxicillin Paranova.

      Øvrige bivirkninger, der kan forekomme, er:

      Almindelige bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 10 behandlede):

    • Hududslæt.

    • Kvalme.

    • Diarré.

      Ikke almindelige bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 100 behandlede):

    • Opkastning.

      Meget sjældne bivirkninger (kan forekomme hos færre end 1 ud af 10.000 behandlede) :

    • Svampeinfektion (en infektion med gærsvamp i skede, mund eller hudfolder). Du kan få medicin mod svampeinfektion hos lægen eller på apoteket.

    • Nyreproblemer.

    • Krampeanfald, hvilket kan ses hos patienter, der får høje doser, eller hos patienter med nyreproblemer.

    • Svimmelhed.

    • Hyperaktivitet.

    • Krystaller i urinen, hvilket kan ses som uklar urin eller opleves som ubehag under vandladning. Sørg for at drikke rigeligt med væske for at nedsætte risikoen for disse symptomer.

    • Ændret udseende af tungen; den kan blive gul, brun eller sort, og den kan få belægninger.

    • Overdreven nedbrydning af de røde blod-legemer, hvilket kan give en form for anæmi (blodmangel). Tegnene omfatter træthed, hovedpine, åndenød, svimmelhed, bleghed og gulfarvning af huden og af det hvide i øjnene.

    • Lavt antal hvide blodlegemer.

    • Lavt antal af de celler, der er med til at få blodet til at størkne.

    • Blodet størkner langsommere end normalt. Du kan se dette, hvis du har næseblod eller har skåret dig.

      Indberetning af bivirkninger

      Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge eller apotekspersonalet. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via de oplysninger, der fremgår herunder.

      Lægemiddelstyrelsen Axel Heides Gade 1 DK-2300 København S

      Websted: www.meldenbivirkning.dk

      Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel.


  5. OPBEVARING

    • Opbevar Amoxicillin Paranova utilgængeligt for børn.

    • Må ikke opbevares ved temperaturer over 25° C.

    • Opbevares i den originale yderpakning for at beskytte mod fugt.

    • Brug ikke Amoxicillin Paranova efter den udløbsdato, der står på pakningen (efter EXP). Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned.

    • Spørg apotekspersonalet, hvordan du skal bortskaffe medicinrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide medicinrester i afløbet, toilettet eller

    skraldespanden.


  6. PAKNINGSSTØRRELSER OG YDERLIGERE OPLYSNINGER

Amoxicillin Paranova indeholder:

Kerne: Magnesiumstearat (E470b), povidon (K25) (E1201), natriumstivelsesglycolat (type A) og mikrokrystallinsk cellulose (E460).

Filmovertræk: Titandioxid (E171), talcum (E553b) og hypromellose (E464).

Udseende og pakningsstørrelser:

Amoxicillin Paranova filmovertrukne tabletter er hvide til cremefarvede, aflange og bikonvekse med delekærv på begge sider. Tabletten kan deles i

to lige store doser.

Amoxicillin Paranova 500 mg findes i pakningsstørrelsen 24 filmovertrukne tabletter.

Indehaver af markedsføringstilladelsen:

Paranova Danmark A/S Marielundvej 46D, 2730 Herlev

Frigivet af:

Paranova Pack A/S Marielundvej 46D, 2. tv DK-2730 Herlev

Denne indlægsseddel blev senest ændret 12/2020.