Hjemmeside Hjemmeside

Gangiden Neutral
macrogol, combinations


Indlægsseddel: Information til brugeren


Gangiden Neutral 13,125 g + 351 mg + 179 mg + 47 mg pulver til oral opløsning


macrogol 3350 / natriumchlorid / natriumhydrogencarbonat / kaliumchlorid


Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at tage dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.

Tag altid dette lægemiddel nøjagtigt som beskrevet i denne indlægsseddel eller efter de anvisninger, lægen eller apotekspersonalet har givet dig.



Oversigt over indlægssedlen:

  1. Virkning og anvendelse

  2. Det skal du vide, før du begynder at tage Gangiden Neutral

  3. Sådan skal du tage Gangiden Neutral

  4. Bivirkninger

  5. Opbevaring

  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger


  1. Virkning og anvendelse


    Gangiden Neutral er et afføringsmiddel (laksativ), der anvendes til behandling af forstoppelse (især hvis forstoppelsen varer ved i lang tid) hos voksne, unge og ældre. Gangiden Neutral anbefales ikke til børn under 12 år.


    Efter ordination fra lægen anvendes det også til behandling af ophobning af hård afføring i tarmen, hvilket kan opstå efter langvarig forstoppelse (dette kaldes for fækalom).


    Macrogol 3350 blødgør afføringen og gør det lettere at tømme tarmen, så forstoppelsen lindres. Saltindholdet er med til at opretholde kroppens normale niveau af natrium, kalium og vand, mens du behandles for forstoppelsen.


  2. Det skal du vide, før du begynder at tage Gangiden Neutral


    Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten.


    Tag ikke Gangiden Neutral

    • hvis du er allergisk over for macrogol 3350, natriumchlorid, natriumhydrogencarbonat, kaliumchlorid eller et af de øvrige indholdsstoffer i Gangiden Neutral (angivet i afsnit 6).

    • hvis du har hul på tarmvæggen.

    • hvis tarmen er blokeret (tarmobstruktion, tarmslyng).

    • hvis du har en alvorlig betændelsestilstand i tarmen såsom colitis ulcerosa, Crohns sygdom eller toksisk megacolon.


      Advarsler og forsigtighedsregler


      Inden du tager Gangiden Neutral til behandling af fækalom, skal lægen have bekræftet, at du lider af denne tilstand.


      Følg den særlige vejledning i afsnit 3, hvis du har en hjertesygdom og tager et middel mod fækalom.


      Hvis du oplever bivirkninger som væskeophobning, stakåndethed, træthed, væskemangel (symptomer inkluderer øget tørst, tør mund og svaghed) eller problemer med hjertet, skal du omgående stoppe med at tage Gangiden Neutral og kontakte din læge.


      Hvis du oplever pludselige mavesmerter eller blødning fra endetarmen, når du tager Gangiden Neutral til tømning af tarmen, skal du øjeblikkeligt kontakte din læge eller søge lægehjælp.


      Børn

      Giv ikke dette lægemiddel til børn under 12 år.


      Brug af andre lægemidler sammen med Gangiden Neutral

      Fortæl altid lægen eller apotekspersonalet, hvis du bruger andre lægemidler, for nylig har brugt andre lægemidler eller planlægger at bruge andre lægemidler.


      Visse former for medicin, som f.eks. midler mod epilepsi, kan miste noget af deres virkning, hvis de bruges sammen med Gangiden Neutral. Du bør derfor ikke tage andre lægemidler gennem munden i en time før og en time efter indtagelse af Gangiden Neutral.


      Hvis du har behov for at fortykke væsker for at kunne synke dem sikkert, kan Gangiden Neutral modvirke effekten af fortykningsmidlet.


      Graviditet og amning

      Gangiden Neutral kan tages under graviditeten og i ammeperioden. Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du bruger dette lægemiddel.


      Trafik- og arbejdssikkerhed

      Dette lægemiddel påvirker ikke din evne til at føre motorkøretøj eller betjene maskiner.


      Gangiden Neutral indeholder natrium og kalium


      Dette lægemiddel indeholder 188 mg natrium (hovedkomponent af madlavnings-/bordsalt) pr. brev. Dette svarer til 9,4 % af den anbefalede maximale daglige indtagelse af natrium for en voksen.

      Til behandling af forstoppelse indeholder den maximale anbefalede daglige dosis af dette lægemiddel 564 mg natrium (hovedkomponent af madlavnings-/bordsalt). Dette svarer til 28,2 % af den anbefalede maximale daglige indtagelse af natrium for en voksen.

      Tal med din læge eller apotek, hvis du skal tage 3 eller flere breve dagligt i længere tid, især hvis du er blevet rådet til at følge en diæt med lavt salt (natrium) indhold.


      Til behandling af fækalom indeholder den maximale anbefalede daglige dosis af dette lægemiddel 1504 mg natrium (hovedkomponent af madlavnings-/bordsalt). Dette svarer til 75,2 % af den anbefalede maximale daglige indtagelse af natrium for en voksen.

      Tal med din læge eller apotek, hvis du skal tage 3 eller flere breve dagligt i længere tid, især hvis du er blevet rådet til at følge en diæt med lavt salt (natrium) indhold.

      Dette lægemiddel indeholder 0,6 mmol (eller 24,4 mg) kalium pr. brev. Hvis du har nedsat nyrefunktion og/eller får kaliumfattig diæt, skal du tage hensyn hertil.


  3. Sådan skal du tage Gangiden Neutral


    Tag altid lægemidlet nøjagtigt som beskrevet i denne indlægsseddel eller efter lægens eller apotekspersonalets anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller apotekspersonalet.


    Forstoppelse

    En dosis af Gangiden Neutral består af 1 brev opløst i 125 ml (1,25 dl) vand. Tag denne dosis 1-3 gange dagligt, afhængigt af sværhedsgraden af din forstoppelse.

    Behandlingen med dette lægemiddel varer som regel cirka 2 uger. Hvis du har brug for at tage dette lægemiddel i længere tid, skal du kontakte lægen. Hvis du har forstoppelse på grund af en sygdom, såsom Parkinsons sygdom eller multipel sklerose (MS), eller hvis du tager medicin, der forårsager forstoppelse, vil lægen eventuelt anbefale, at du tager dette lægemiddel i mere end 2 uger. Hvis du har brug for at tage dette lægemiddel i længere tid, skal du kontakte lægen. Dosen kan som regel nedsættes til 1 eller 2 breve om dagen ved langvarig behandling.


    Fækalom

    Før du tager dette lægemiddel til behandling af fækalom, skal du have bekræftet, at du lider af denne tilstand. Den nødvendige dosis til behandling af fækalom er 8 breve Gangiden Neutral om dagen. Hvert brev opløses i 125 ml (1,25 dl) vand. De 8 breve skal tages i løbet af 6 timer i op til 3 dage, om nødvendigt. Hvis du har en hjertesygdom, må du ikke tage mere end 2 breve i løbet af en enkelt time.


    Tilberedning

    Åbn brevet, og hæld indholdet i et glas. Tilsæt ca. 125 ml (1,25 dl) vand. Rør godt rundt, indtil alt pulveret er opløst, og opløsningen er klar eller lettere uklar. Drik opløsningen.


    Hvis du er i behandling for fækalom, kan du opløse indholdet af alle otte breve i en stor beholder (i 1 liter vand).


    Dette lægemiddel skal indtages gennem munden.


    Brug til børn

    Giv ikke dette lægemiddel til børn under 12 år.


    Hvis du har taget for meget Gangiden Neutral

    Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har taget mere af Gangiden Neutral, end der står i denne information, eller mere end lægen har foreskrevet (og du føler dig utilpas).


    Hvis du har taget for meget Gangiden Neutral, kan du få kraftige smerter og oppustet mave, opkastning eller diarré. Kraftig diarré kan resultere i væskemangel. Hvis det sker, skal du stoppe med at tage dette lægemiddel og drikke rigelige mængder væske. Kontakt lægen eller apotekspersonalet, hvis du er bekymret.


    Hvis du har glemt at tage Gangiden Neutral

    Tag dosen, så snart du kommer i tanke om det.


  4. Bivirkninger


    Dette lægemiddel kan som alle andre lægemidler give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger.


    Hold op med at tage Gangiden Neutral, hvis du får en af følgende bivirkninger, og kontakt straks lægen:

    • Hvis du får tegn på allergi, såsom udslæt, kløe, hudrødme, stakåndethed, vejrtrækningsbesvær eller hævelse af ansigt, læber, tunge eller svælg.

    • Hvis du får tegn på forandringer i kropsvæsken eller elektrolytniveauet (saltniveauet), såsom hævelser (især i anklerne), svækkelse, dehydrering, tiltagende træthed eller øget tørst med hovedpine. Disse symptomer kan være tegn på, at indholdet af kalium i dit blod er højere eller lavere end normalt.


      Andre bivirkninger omfatter:

      • hævede hænder, fødder eller ankler

      • hovedpine

      • fordøjelsesproblemer, mavepine eller -rumlen

      • oppustethed, luftafgang fra tarmen, kvalme eller opkastning

      • ømhed i anus (enden)

      • diarré (når du starter med at tage dette lægemiddel)

      • ændring af kropsvæske- eller elektrolytniveauer (lavt niveau af natrium). Disse bivirkninger bedres som regel, hvis du nedsætter dosen af Gangiden Neutral.

    Hyppigheden af disse bivirkninger er ikke kendt (kan ikke fastslås ud fra tilgængelige data).


    Indberetning af bivirkninger

    Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge, apotekspersonalet eller sygeplejersken. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via de oplysninger, der fremgår herunder.


    Lægemiddelstyrelsen Axel Heides Gade 1 DK-2300 København S

    Websted: www.meldenbivirkning.dk


    Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel.


  5. Opbevaring


    Opbevar lægemidlet utilgængeligt for børn.


    Brug ikke lægemidlet efter den udløbsdato, der står på æsken og brevet efter EXP. Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned.


    Dette lægemiddel kræver ingen særlige forholdsregler vedrørende opbevaringen.


    Efter tilberedning kan opløsningen med Gangiden Neutral tildækkes og opbevares i køleskab (2-8 °C). Brug opløsningen i løbet af 24 timer. Ikke anvendt opløsning skal bortskaffes efter 24 timer.


    Brug ikke lægemidlet, hvis du bemærker, at et eller flere af brevene er beskadiget.


    Spørg apotekspersonalet, hvordan du skal bortskaffe lægemiddelrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide lægemiddelrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden.

  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger Gangiden Neutral indeholder:


Aktive stoffer:


Hvert brev indeholder:

Macrogol 3350 13,125 g

Natriumchlorid 0,3507 g

Natriumhydrogencarbonat 0,1785 g

Kaliumchlorid 0,0466 g Øvrige indholdsstoffer: Vandfri kolloid silica.

Udseende og pakningsstørrelser

Gangiden Neutral er et hvidt krystallinsk pulver.


Brevet er fremstillet af papir, polyethylen og aluminium.


Hvert brev indeholder 13,7 g pulver og er pakket i æsker med 2, 6, 8, 10, 20, 30, 50, 60 (2 x 30) eller 100

(2 x 50) breve.


Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført.


Indehaver af markedsføringstilladelsen

Sandoz A/S, Edvard Thomsens Vej 14, 2300 København S, Danmark


Fremstiller

Salutas Pharma GmbH, Otto-von-Guericke-Allee 1, 39179 Barleben, Tyskland


Denne indlægsseddel blev senest ændret 14. juli 2022