Hjemmeside Hjemmeside

Zyx appelsin & honning
benzydamine

INDLÆGSSEDDEL: INFORMATION TIL BRUGEREN


Zyx mint 3 mg sugetabletter Zyx citron 3 mg sugetabletter

Zyx eukalyptus 3 mg sugetabletter Zyx appelsin & honning 3 mg sugetabletter


benzydaminhydrochlorid


Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at tage dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.

Tag altid Zyx nøjagtigt som beskrevet i denne indlægsseddel eller efter de anvisninger lægen eller apotekspersonalet har givet dig.


.


Oversigt over indlægssedlen:

  1. Virkning og anvendelse

  2. Det skal du vide, før du begynder at tage Zyx

  3. Sådan skal du tage Zyx

  4. Bivirkninger

  5. Opbevaring

  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger


  1. Virkning og anvendelse


    Zyx er et lokalt virkende lægemiddel som indeholder benzydamin, som er et lokal anti-inflammatorisk middel. Det hører til gruppen af lægemidler til lokalbehandling i munden. Zyx bruges af voksne og børn over 6 år mod smerter og irritation i mund og svælg.


    Kontakt lægen, hvis du får det værre, eller hvis du ikke får det bedre i løbet af 3 dage.


  2. Det skal du vide, før du begynder at tage Zyx


    Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten.


    Tag ikke Zyx:

    • hvis du er allergisk over for benzydaminhydrochlorid eller et af de øvrige indholdsstoffer i Zyx (angivet i punkt 6).


      Advarsler og forsigtighedsregler

      Kontakt lægen eller apoteket, før du tager Zyx:

    • hvis du lider eller har lidt af astma.

    • hvis du er overfølsom over for acetylsalicylsyre eller andre NSAID’er. Da frarådes det at anvende produkter indeholdende benzydaminhydrochlorid.

    • hvis symptomerne ikke bedres eller hvis de bliver værre indenfor 3 dage.

    • Hvis du får feber eller andre symptomer, bør du kontakte læge eller eventuelt tandlæge.

      Brug af anden medicin sammen med Zyx

      Fortæl det altid til lægen eller apotekspersonalet, hvis du bruger anden medicin eller har gjort det for nylig.


      Brug af Zyx sammen med mad og drikke

      Mad og drikke påvirker ikke effekten af Zyx.


      Graviditet og amning

      Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du tager dette lægemiddel.


      Zyx bør ikke anvendes under graviditet eller amning.


      Trafik- og arbejdssikkerhed

      Zyx påvirker ikke arbejdssikkerheden eller evnen til at færdes sikkert i trafikken.


      Zyx indeholder

      Isomalt: Hvis lægen har fortalt dig, at du ikke tåler visse sukkerarter, bør du kontakte lægen, inden du tager denne medicin. Aspartam: Denne medicin indeholder 3,26 mg aspartam i hver Zyx mint og Zyx citron sugetablet. Aspartam er en phenylalaninkilde. Det kan være skadelig hvis du har fenylketonuri, en sjælden genetisk sygdom, hvor phenylalanin ophobes forbi kroppen ikke kan udskille det ordentligt.


      Zyx appelsin & honning indeholder Sunset yellow (E 110) og appelsinduftstoffer med citral, citronellol, d-Limonen, geraniol, linalool: Kan medføre allergiske reaktioner.


      Zyx mint og Zyx citron indeholder mintduftstof med benzylalkohol, citronellol, d-Limonen, eugenol, geraniol, linalool og citronduftstof med benzylalkohol, citral, citronellol, d-Limonen, geraniol og linalool: Kan medføre allergiske reaktioner. Indeholder også butylhydroxyanisol (E320) som er en komponent af citronduftstof: Kan give lokalt hududslæt (f.eks. kontakteksem) og irritation af øjne og slimhinder.


      Zyx eukalyptus indeholder eukalyptus olie med d-Limonen: Kan medføre allergiske reaktioner.


  3. Sådan skal du tage Zyx


    Tag altid Zyx nøjagtigt efter lægens eller apotekspersonalets anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller på apoteket.


    Den sædvanlige dosis er:

    Voksne og børn over 6 år: 1 sugetablet 3 gange i døgnet i højst 7 dage. Du må ikke overskride 3 sugetabletter i døgnet.

    Brug til børn og unge

    Børn på 6-11 år: sugetabletterne skal tages under opsyn af en voksen.

    På grund af lægemidlets form må sugetabletterne kun indtages af børn over 6 år.


    Behandlingen bør ikke vare mere end 7 dage. Hvis smerterne fortsætter eller forværres, skal du kontakte din læge eller apoteket. Sugetabletterne opløses langsomt i munden. Sugetabletterne skal ikke synkes hele eller tygges.


    Hvis du har taget for mange Zyx

    Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har taget flere Zyx end der står i denne information, eller mere end lægen har foreskrevet, og du føler dig utilpas. Tag pakningen med.

    I meget sjældne tilfælde og ved doser langt højere end normal anvendelse (100 gange højere end en sugetablet) er der hos børn rapporteret om irritation, krampetrækninger, sveden, usikre bevægelser, rysten eller opkastning. Spørg lægen eller apoteket, hvis der er noget, du er i tvivl om eller føler dig usikker på.


  4. Bivirkninger


    Dette lægemiddel kan som al anden medicin give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger.


    Ikke almindelige bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 100 patienter):

    • Lysfølsomhed


      Sjældne bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 1000 patienter):

    • Brændende fornemmelse i munden, tørhed i munden. Hvis du oplever dette, så forsøg at drikke vand for at lindre effekten.


      Meget sjældne bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 10.000 patienter):

    • Udslæt (nældefeber) og hævelser. Kan være alvorligt. Tal med lægen. Hvis der er hævelse af ansigt, læber og tunge, kan det være livsfarligt. Ring 112.

    • Kramper i svælget med vejrtrækningsbesvær. Kontakt straks læge eller skadestue. Ring evt. 112.


      Ikke kendt frekvens (frekvensen kan ikke estimeres ud fra forhåndenværende data)

    • Allergisk reaktion (overfølsomhed)

    • Alvorlig allergisk reaktion (anafylaktisk shock). Tegnene på en sådan reaktion kan være vejrtrækningsbesvær, smerter i/trykken for brystet og/eller svimmelhed/følelse af at være ved at besvime, voldsom kløe i huden eller hævede områder på huden, læberne, tungen og/eller i svælget, hvilket kan være potentielt livstruende.

    • Fornemmelse af følelsesløshed i munden.


      Indberetning af bivirkninger

      Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge eller apoteket. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via de oplysninger, der fremgår herunder.


      Lægemiddelstyrelsen Axel Heides Gade 1 DK-2300 København S

      Websted: www.meldenbivirkning.dk


      Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel.


  5. Opbevaring


    Opbevar Zyx utilgængeligt for børn.


    Brug ikke Zyx efter den udløbsdato, der står på pakningen. Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned. Opbevares i den original yderpakning for at beskytte mod fugt. Zyx mint og Zyx citron må ikke opbevares over 25 °C. Zyx eukalyptus og Zyx appelsin & honning må ikke opbevares over 30

    °C.

    Spørg på apoteket, hvordan du skal bortskaffe medicinrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden.


  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger Zyx indeholder:

Aktivt stof: benzydaminhydrochlorid 3 mg (svarende til 2,68 mg benzydamin).


Øvrige indholdsstoffer:

- Zyx citron: isomalt (E 953), aspartam (E 951), citronsyremonohydrat, citronaroma, pebermyntearoma, quinolingult (E 104), indigotin I (E 132).

- Zyx eukalyptus: Isomalt (E 953), acesulfamkalium, citronsyremonohydrat, eukalyptusolie, levomenthol, quinolingult (E 104), indigotin I (E 132).

- Zyx appelsin & honning: isomalt (E 953), acesulfamkalium, citronsyremonohydrat, appelsinaroma, honningaroma, levomenthol, quinolingult (E 104), Sunset yellow (E 110).


Udseende og pakningsstørrelser

Zyx sugetabletter er firkantede med fordybning i midten.

Zyx mint er grønne, Zyx citron er gulgrønne, Zyx eukalyptus er mørkegrønne og Zyx appelsin & honning er orange-gule.

Hver æske med sugetabletter indeholder 20 eller 30 sugetabletter. Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført.


Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller Markedsføringsindehaver


Viatris ApS Borupvang 1

2750 Ballerup


Fremstiller

Zyx mint, Zyx citron, Zyx eukalyptus, Zyx appelsin & honning

ACRAF SpA

Via Vecchia del Pinocchio 22 60131 Ancona

Italien


Denne indlægsseddel blev senest ændret januar 2022.