Hjemmeside Hjemmeside

Actilax
sodium picosulfate

Indlægsseddel: Information til brugeren Actilax, 7,5 mg/ml, orale dråber, opløsning natriumpicosulfat

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at tage dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.

Tag altid Actilax nøjagtigt som beskrevet i denne indlægsseddel eller efter de anvisninger, lægen eller apotekspersonalet har givet dig.


  1. Virkning og anvendelse


    • Actilax er et afføringsmiddel, der virker ved at fremme tarmens bevægelser.

    • Du kan bruge Actilax mod forstoppelse.

  2. Det skal du vide, før du begynder at bruge Actilax Brug ikke Actilax

    • hvis du er allergisk over for natriumpicosulfat eller et eller flere af de øvrige indholdsstoffer i Actilax angivet i pkt. 6.

    • hvis du lider af manglende eller nedsat passage i mave eller tarm (f.eks. tarmslyng, forsnævring af tarmen eller betændelse i tarmen)

    • hvis du for nylig er blevet opereret i mave eller tarm (f.eks. for blindtarmsbetændelse)

    • hvis du lider af sygdom i mave eller tarm, der kræver operation


      Advarsler og forsigtighedsregler

      Tal med din læge, hvis du har brug for Actilax dagligt over længere perioder. Langvarig brug og store doser kan give forstyrrelser i kroppens salt- og væskebalance, så du føler dig svag og kraftesløs.


      Tal med din læge, hvis du har

      • betændelse i mave eller tarm

      • forstyrrelser i kroppens salt- og væskebalance

        Brug af anden medicin sammen med Actilax

        Fortæl det altid til lægen eller på apoteket, hvis du bruger anden medicin eller har brugt det for nylig. Dette gælder også medicin, som ikke er købt på recept, medicin købt i udlandet, naturlægemidler, stærke vitaminer og mineraler samt kosttilskud.


        Tal med din læge, hvis du tager:

        • Vanddrivende medicin. Hvis du samtidig tager Actilax, kan du få forstyrrelser i kroppens væske- og saltbalance.

        • Binyrebarkhormon (kortikosteroider). Hvis du samtidig tager Actilax, kan du få forstyrrelser i kroppens væske- og saltbalance.

        • Hjertemedicin (digoxin). Actilax kan gøre dig mere følsom for digoxin.


        Brug af Actilax sammen med mad og drikke

        Du kan tage Actilax i forbindelse med et måltid, men det er ikke nødvendigt.


        Graviditet og amning

        Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du tager dette lægemiddel.


        Graviditet:

        Hvis du er gravid, må du kun tage Actilax efter aftale med lægen.


        Amning:

        Hvis du ammer, må du kun tage Actilax efter aftale med lægen.


        Trafik- og arbejdssikkerhed

        Actilax påvirker ikke arbejdssikkerheden eller evnen til at færdes sikkert i trafikken.


        Actilax indeholder sorbitol (E420) og methylparahydroxybenzoat (E218)

        Actilax orale dråber indeholder sorbitol (E420). Dette lægemiddel indeholder 30 mg sorbitol pr. dråbe. Actilax orale dråber indeholder methylparahydroxybenzoat (E218). Kan give allergiske reaktioner, som også kan optræde efter behandlingen.


  3. Sådan skal du tage Actilax

    Tag altid dette lægemiddel nøjagtigt som beskrevet i denne indlægsseddel eller efter lægens eller apotekspersonalets anvisning. Hvis din læge har ordineret Actilax til dig, skal du altid følge lægens anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller på apoteket.


    Actilax bør kun anvendes til børn efter aftale med lægen.


    Den sædvanlige dosis er:


    Voksne og børn over 10 år: 10-20 dråber (5-10 mg) daglig.


    Børn 4 -10 år: 5-10 dråber (2,5-5 mg) daglig.


    Børn under 4 år: Dosis afhænger af barnets vægt. Tal med lægen.


    Du skal tage dråberne om aftenen, hvis du ønsker afføring næste morgen. Dråberne virker efter 6-12 timer. Du kan tage dråberne på en ske, i et glas vand, saft eller dryppet oven på mad.

    Afdrypning

    Hold flaskehalsen skråt nedadrettet mellem pege- og langfinger og tryk let med tommelfingeren på flaskens bund.


    Hvis du har taget for meget Actilax:

    Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har taget mere Actilax end der står i denne information, eller mere end lægen har foreskrevet, og du føler dig utilpas. Tag pakningen med.


    Tager du for stor dosis, kan du få diarré, mavekramper, svaghed og kraftesløse muskler.


    Ved kronisk overforbrug af afføringsmidler kan du få kronisk diarré, mavesmerter, nyresten, nyrebeskadigelse og muskeltræthed.


    Hvis du har glemt at tage Actilax:

    Du må ikke tage en dobbeltdosis som erstatning for den glemte dosis. Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om.

  4. Bivirkninger


    Dette lægemiddel kan som al anden medicin give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger.


    Alvorlige bivirkninger:

    Sjældne bivirkninger (forekommer hos mellem 1 og 10 ud af 10.000 behandlede):

    Alvorlig overfølsomhedsreaktion, der viser sig ved hævelse af huden og slimhinder. Ved hævelse i mund og svælg samt vejtrækningsbesvær kontakt straks læge eller skadestue. Ring evt. 112.


    Ikke alvorlige bivirkninger:

    Almindelige bivirkninger (forekommer hos mellem 1 og 10 ud af 100 behandlede): Ubehag i maven, diarré, kramper og smerter i maven.


    Sjældne bivirkninger (forekommer hos mellem 1 og 10 ud af 10.000 behandlede):

    Hudreaktioner, bl.a. udslæt. Nældefeber og hævelser. Kan være alvorligt. Tal med lægen. Hvis der er hævelse af ansigt, læber og tunge, kan det være livsfarligt. Ring 112.


    Indberetning af bivirkninger

    Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge, sygeplejerske eller apoteket. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via

    Lægemiddelstyrelsen Axel Heides Gade 1 DK-2300 København S

    Websted: www.meldenbivirkning.dk

    Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel.

  5. Opbevaring


    Opbevar Actilax utilgængeligt for børn.

    Du kan opbevare Actilax ved almindelig temperatur.

    Tag ikke Actilax efter den udløbsdato, der står på pakningen.

    Spørg på apoteket, hvordan du skal bortskaffe medicinrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden.


  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger


Actilax, 7,5 mg/ml, orale dråber indeholder: natriumpicosulfat

Øvrige indholdsstoffer: Sorbitol (E420), methylparahydroxybenzoat (E218), renset vand. 1 ml svarer til 15 dråber.

Udseende og pakningsstørrelser


Udseende

Actilax er en klar farveløs væske.


Pakningsstørrelse

Hvid plastflaske med afdrypningsanordning, 30 ml.


Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller


Indehaver af markedsføringstilladelsen Viatris ApS

Borupvang 1

2750 Ballerup


Fremstiller: Scanpharm A/S Topstykket 12

3460 Birkerød


Denne indlægsseddel blev senest ændret november 2021.