Hjemmeside Hjemmeside

Bactroban Nasal
mupirocin

Indlægsseddel: Information til brugeren


Bactroban Nasal 2 % næsesalve

Mupirocincalcium


Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at bruge dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.



Oversigt over indlægssedlen

  1. Virkning og anvendelse

  2. Det skal du vide, før du begynder at bruge Bactroban Nasal

  3. Sådan skal du bruge Bactroban Nasal

  4. Bivirkninger

  5. Opbevaring

  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger


  1. Virkning og anvendelse


    Bactroban er et antibiotikum, der virker bakteriedræbende.


    Bactroban Nasal anvendes til behandling af nogle særligt modstandsdygtige bakterier, som kan findes i næsen.


    Lægen kan have givet dig Bactroban Nasal for noget andet. Følg altid lægens anvisning.


  2. Det skal du vide, før du begynder at bruge Bactroban Nasal


    Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten.


    Brug ikke Bactroban Nasal

    • hvis du er allergisk over for mupirocin eller et af de øvrige indholdsstoffer i Bactroban Nasal (angivet i punkt 6).


      Advarsler og forsigtighedsregler

      Undgå at få Bactroban Nasal i øjnene. Får du ved et uheld Bactroban Nasal i øjnene, så skyl grundigt med vand.

      Hvis du får en overfølsomhedsreaktion, skal produktet tørres af og behandlingen ophøre. Tal med lægen om, hvilken behandling du skal have i stedet for.


      Hvis du får mavekramper eller vedvarende diarré skal du tale med lægen. Lægen vil undersøge om dette skyldes, at der er opstået en infektion i tarmen.


      Brug af anden medicin sammen med Bactroban Nasal

      Fortæl altid lægen eller apotekspersonalet, hvis du bruger anden medicin eller har gjort det for nylig.


      Graviditet og amning

      Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du bruger dette lægemiddel.


      Graviditet

      Hvis du er gravid, må du kun bruge Bactroban Nasal efter aftale med lægen.


      Amning

      Erfaringer med Bactroban Nasal er begrænsede. Spørg lægen.


      Trafik- og arbejdssikkerhed

      Bactroban Nasal påvirker ikke arbejdssikkerheden eller evnen til at færdes sikkert i trafikken.


  3. Sådan skal du bruge Bactroban Nasal


    Brug altid Bactroban Nasal nøjagtigt efter lægens eller apotekspersonalets anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller apotekspersonalet.


    Bland ikke Bactroban Nasal med andre cremer eller salver, da dette kan nedsætte virkningen af Bactroban Nasal.


    Vask hænderne før og efter påsmøring af Bactroban Nasal.


    Den anbefalede dosis af Bactroban Nasal er 2 gange daglig i hvert næsebor i 5 til højst 10 dage.


    En lille mængde næsesalve svarende til størrelsen af et tændstikhoved placeres med en vatpind i et tyndt lag i hvert næsebor. Efter påsmøring klemmes næseborene sammen et par gange.


    Hvis du har brugt for meget Bactroban Nasal

    Fjern forsigtigt overskydende næsesalve. Der opstår sjældent problemer ved overdosering med dette lægemiddel. Hvis du ved et uheld sluger næsesalven skal du spørge lægen, apotekspersonalet eller Giftlinjen til råds.

    Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har brugt mere Bactroban Nasal, end der står i denne information, eller mere end lægen har foreskrevet (og du føler dig utilpas).

    Hvis du har glemt at bruge Bactroban Nasal

    Hvis du har glemt at påsmøre Bactroban Nasal, så smør næsesalven på, så snart du kommer i tanke om det.

    Hvis den næste dosis er inden for en time, så spring dosis over.

    Du må ikke bruge dobbelt mængde som erstatning for den glemte dosis. Fortsæt blot med den samme dosis.


    Hvis du holder op med at bruge Bactroban Nasal

    Det er vigtigt at tage hele behandlingen med Bactroban Nasal. Hvis du holder op med at bruge Bactroban Nasal for tidligt, kan det være, at ikke alle bakterier er blevet dræbt eller de kan fortsætte med at vokse. Spørg lægen eller apotekspersonalet, om hvornår du kan holde op med at bruge næsesalven.


    Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om.


  4. Bivirkninger


    Dette lægemiddel kan som al anden medicin give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger.


    Alvorlige allergiske reaktioner

    Disse bivirkninger er meget sjældne hos personer, der bruger Bactroban Nasal. Symptomer du skal holde øje med

    • pludseligt hududslæt, åndedrætsbesvær og besvimelse (inden for minutter til timer), pga. overfølsomhed (anafylaktisk reaktion). Kan være livsfarligt. Ring 112

    • udslæt (nældefeber) og hævelser. Kan være alvorligt. Tal med lægen. Hvis der er hævelse af ansigt, læber og tunge, kan det være livsfarligt. Ring 112

    • hævet og kløende udslæt.

      Kontakt lægen straks, hvis du får nogle af disse symptomer. Stop med at bruge Bactroban Nasal.


      Bactroban Nasal kan give irritation af huden og allergiske reaktioner.

      Hvis du får en allergisk reaktion på huden, skal du stoppe med at bruge Bactroban Nasal. Fjern næsesalven og kontakt lægen så hurtigt som muligt.


      Medicin som Bactroban Nasal kan i sjældne tilfælde give betændelse i tyktarmen, hvilket giver diarré, ofte med blod og slim, mavesmerter og feber.

      Kontakt straks lægen, hvis du får nogle af disse symptomer.


      Ikke almindelige bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 100 personer):

    • løbende næse

    • kløe, rødme, en brændende fornemmelse, prikken og/eller svie i næsen.


      Meget sjældne bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 10.000 personer):

    • kløe, rødme og svie på huden.

      Indberetning af bivirkninger

      Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge eller apoteket. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via:


      Lægemiddelstyrelsen Axel Heides Gade 1 DK-2300 København S

      Websted: www.meldenbivirkning.dk


      Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel.


  5. Opbevaring


    Opbevar lægemidlet utilgængeligt for børn.


    Brug ikke dette lægemiddel efter den udløbsdato, der står på pakningen efter EXP. Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned.


    Spørg på apoteket, hvordan du skal bortskaffe medicinrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden.


  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger Bactroban Nasal 2 % indeholder:

Aktivt stof: Mupirocincalcium, svarende til 20 mg mupirocin i 1 g næsesalve. Øvrige indholdsstoffer (hjælpestoffer): Hvid blød paraffin og Softisan 649.


Udseende og pakningsstørrelse Udseende

Bactroban Nasal er en hvidlig salve.


Pakningsstørrelse

Tube indeholdende 3 g.

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller Indehaver af markedsføringstilladelsen

GlaxoSmithKline Pharma A/S Delta Park 37

2665 Vallensbæk Strand Danmark


Telefon: 36 35 91 00

E-mail: dk-info@gsk.com


Fremstiller

GlaxoSmithKline Pharmaceuticals S.A.

ul. Grunwaldzka 189

60-322 Poznan Polen


eller


GlaxoSmithKline Trading Services Limited 12 Riverwalk

Citywest Business Campus Dublin 24

Irland


Denne indlægsseddel blev senest ændret november 2021.