Hjemmeside Hjemmeside

Anastrozol Medical Valley
anastrozole


INDLÆGSSEDDEL: INFORMATION TIL BRUGEREN

Anastrozol Medical Valley filmovertrukne tabletter

anastrozol


Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at tage dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.


  1. Virkning og anvendelse

    Anastrozol Medical Valley indeholder et stof, der hedder anastrozol. Det tilhører en gruppe lægemidler, som kaldes ”aromatasehæmmere”. Anastrozol Medical Valley anvendes til at behandle brystkræft hos kvinder, der har passeret overgangsalderen.

    Anastrozol Medical Valley fungerer ved at nedsætte mængden af hormonet østrogen, som din krop producerer. Det sker ved at blokere et naturligt stof (et enzym) i din krop, som hedder ”aromatase”.


  2. Det skal du vide, før du begynder at tage Anastrozol Medical Valley Tag ikke Anastrozol Medical Valley:

    • hvis du er allergisk over for anastrozol eller et af de øvrige indholdsstoffer (angivet i pkt. 6).

    • hvis du er gravid eller ammer (se afsnittet “Graviditet og amning”)


      Tag ikke Anastrozol Medical Valley, hvis noget af ovenstående gælder for dig. Spørg lægen eller på apoteket, inden du tager Anastrozol Medical Valley, hvis du er i tvivl.


      Advarsler og forsigtighedsregler

      Kontakt lægen eller apoteket, før du tager Anastrozol Medical Valley.

      • hvis du har menstruation og ikke har overstået overgangsalderen.

      • hvis du tager et lægemiddel, som indeholder tamoxifen, eller lægemidler, der indeholder østrogen (se afsnittet ‘Brug af anden medicin’).

      • hvis du nogensinde har haft en sygdom, der påvirker styrken af dine knogler (knogleskørhed, osteoporose).

      • hvis du har problemer med leveren eller nyrerne.

      Hvis du ikke er sikker på, om noget af ovenstående gælder for dig, skal du tale med din læge eller spørge på apoteket, før du tager Anastrozol Medical Valley.

      Hvis du skal på hospitalet, skal du fortælle sundhedspersonalet, at du tager Anastrozol Medical Valley.


      Brug af anden medicin sammen med Anastrozol Medical Valley

      Fortæl altid lægen eller på apoteket, hvis du bruger anden medicin eller har gjort det for nylig. Dette gælder også medicin, som ikke er købt på recept, f.eks. naturlægemidler og vitaminer og mineraler. Det skyldes, at Anastrozol Medical Valley kan påvirke den måde, visse lægemidler virker på, og visse lægemidler kan påvirke Anastrozol Medical Valley.

      Tag ikke Anastrozol Medical Valley, hvis du allerede tager et af følgende lægemidler:

      • Visse lægemidler, der anvendes til at behandle brystkræft (selektive østrogenreceptor-modulatorer), f.eks. lægemidler, som indeholder tamoxifen. Det skyldes, at disse lægemidler kan forhindre Anastrozol Medical Valley i at virke optimalt.

      • Medicin, der indeholder østrogen, såsom hormonerstatningsterapi (HRT). Hvis det er tilfældet for dig, skal du spørge din læge eller apoteket til råds.


        Fortæl det til lægen eller på apoteket, hvis du tager følgende:

      • Medicin, som kaldes ”LHRH-analoger”. Disse inkluderer gonadorelin, buserelin, goserelin, leuprorelin og triptorelin. Disse lægemidler anvendes til at behandle brystkræft, vise gynækologiske sygdomme og infertilitet.


      Graviditet og amning

      Tag ikke Anastrozol Medical Valley, hvis du er gravid eller ammer. Stop med at tage Anastrozol Medical Valley, hvis du bliver gravid, og tal med din læge.

      Spørg lægen eller på apoteket, før du tager nogen form for medicin.


      Trafik- og arbejdssikkerhed

      Det er usandsynligt, at Anastrozol Medical Valley vil påvirke evnen til at føre motorkøretøjer, arbejde med værktøj eller betjene maskiner. Nogle mennesker vil dog af og til føle sig matte eller søvnige, når de tager Anastrozol Medical Valley. Hvis det sker for dig, skal du spørge din læge eller apoteket til råds.

      Anastrozol Medical Valley indeholder lactosemonohydrat

      Anastrozol Medical Valley indeholder lactose, der er en form for sukker. Hvis din læge har fortalt dig, at du ikke tåler visse sukkerarter, skal du kontakte din læge, før du tager denne medicin.

      Anastrozol Medical Valley indeholder natrium

      Dette lægemiddel indeholder mindre end 1 mmol (23 mg) natrium pr. filmovertrukken tablet, dvs. det er i det væsentlige natriumfrit.


  3. Sådan skal du tage Anastrozol Medical Valley

    Tag altid Anastrozol Medical Valley nøjagtigt efter lægens eller apotekspersonalets anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller på apoteket.

    • Den sædvanlige dosis er en tablet dagligt.

    • Prøv at tage din tablet på samme tidspunkt hver dag.

    • Slug tabletten hel med et glas vand.

    • Det er lige meget, om du tager Anastrozol Medical Valley før, under eller efter et måltid.

      Fortsæt med at tage Anastrozol Medical Valley, så længe din læge eller apotekspersonalet siger det. Det er en langvarig behandling, og du skal muligvis tage det i flere år. Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis du er i tvivl.


      Brug til børn of teenagere

      Anastrozol Medical Valley må ikke gives til børn of unge.


      Hvis du har taget for meget Anastrozol Medical Valley

      Hvis du har taget for mange Anastrozol Medical Valley, skal du straks kontakte læge.


      Hvis du har glemt at tage Anastrozol Medical Valley

      Hvis du har glemt at tage en dosis, skal du bare tage den næste dosis som normalt.

      Du må ikke tage en dobbeltdosis (to doser på samme tid) som erstatning for den glemte dosis.


      Hvis du holder op med at tage Anastrozol Medical Valley

      Hold ikke op med at tage dine tabletter, medmindre din læge beder dig om det.

      Spørg lægen, på apoteket eller sundhedspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om.


  4. Bivirkninger

    Dette lægemiddel kan som al anden medicin give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger.

    Stop med at tage Anastrozol Medical Valley, og søg straks lægehjælp, hvis du får nogen af de følgende alvorlige, men meget sjældne, bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 10.000 personer):

    • En meget svær hudreaktion med sår eller blærer på huden. Dette kaldes "Stevens-Johnson syndrom".

      Allergiske reaktioner (overfølsomhed) med hævelse i halsen, der kan gøre det svært at synke eller trække vejret. Dette kaldes "angioødem".

      Meget almindelige bivirkninger (kan forekomme hos flere end 1 ud af 10 personer)

    • Hovedpine.

    • Hedeture.

    • Kvalme.

    • Hududslæt.

    • Smerte eller stivhed i leddene.

    • Betændelse i leddene (artrit).

    • Mathed.

    • Knogleskørhed (osteoporose).

    • Depression


      Almindelige bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 10 personer)

    • Appetitløshed.

    • For høje niveauer af kolesterol (fedt) i blodet. Dette ville fremgå af en blodprøve.

    • Døsighed.

    • Karpaltunnelsyndrom (prikken, smerte, kuldefornemmelse, svaghed i dele af hånden).

    • Kilden, summen eller følelsesløshed i huden, manglende smagssans.

    • Diarré.

    • Opkastning.

    • Ændringer i blodprøver, der viser, hvor godt din lever fungerer.

    • Udtynding af håret (hårtab).

    • Allergiske reaktioner (overfølsomhed), bl.a. i ansigtet, på læberne eller tungen.

    • Knoglesmerter.

    • Tørhed i skeden.

    • Blødning fra skeden (sædvanligvis kun under de første få ugers behandling – hvis blødningen fortsætter, skal du kontakte din læge).

    • Muskelsmerter


      Ikke almindelige bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 100 personer)

    • Ændringer i særlige blodprøver, der viser, hvordan din lever fungerer (gamma-GT og bilirubin).


    • Leverbetændelse (hepatitis)

    • Udslæt eller nældefeber.

    • Springfinger (en lidelse, hvor din finger fastlåses i en bøjet position).

    • Øget indhold af calcium i dit blod. Fortæl det til din læge, apotekspersonalet eller sundhedspersonalet, hvis du får kvalme, kaster op og er tørstig, da du måske skal have taget blodprøver.

      Sjældne bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 1.000 personer)

    • Betændelse i huden, der kan vise sig ved røde pletter eller blærer.

    • Hududslæt forårsaget af overfølsomhed (som kan skyldes en allergisk eller allergilignende reaktion).

    • Vævsirritation i de små blodårer, som fremkalder rødt eller rødviolet udslæt på huden. I meget sjældne tilfælde kan der forekomme ledsymptomer samt mave- og nyresmerter. Dette kaldes ‘Schönlein-Henoch purpura’.


    Indvirkning på dine knogler - knogleskørhed

    Anastrozol Medical Valley sænker mængden af hormonet østrogen i din krop. Dette kan sænke indholdet af mineraler i dine knogler. Dine knogler kan blive svagere, og du kan have større risiko for knoglebrud. Din læge vil afveje disse risici i henhold til retningslinjerne for behandling af knogleskørhed hos kvinder, der har passeret overgangsalderen. Det anbefales, at du taler med din læge om risici og behandlingsmuligheder.


    Indberetning af bivirkninger

    Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge, sygeplejerske eller apoteket. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen; Axel Heides Gade 1; DK-2300 København S; Websted: www.meldenbivirkning.dkVed at indrapportere bivirkninger kan De hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel.


  5. Opbevaring

    Opbevares utilgængeligt for børn. Tabletterne skal opbevares på et sikkert sted uden for børns rækkevidde. Dine tabletter kan skade børn.

    Brug ikke Anastrozol Medical Valley efter den udløbsdato, der står på pakningen og blisterpakningen efter "EXP". Udløbsdatoen (Exp) er den sidste dag i den nævnte måned.

    Opbevar tabletterne i den pakning, som de leveres i.

    Spørg på apoteket, hvordan du skal bortskaffe medicinrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden.


  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger Anastrozol Medical Valley indeholder

    • Aktivt stof: anastrozol. Hver filmovertrukken tablet indeholder1 mg anastrozol.

    • Øvrige indholdsstoffer: Lactosemonohydrat, natriumstivelsesglycolat, povidon, magnesiumstearat, hypromellose, titandioxid (E171), macrogol 400 (se afsnittet 2: Det skal du vide, før du begynder at tage Anastrozol Medical Valley)


Udseende og pakningsstørrelser

Anastrozol Medical Valley 1 mg, Filmovertrukne tabletter.

Hvid, rund bikonveks, filmovertrukne tabletter med “1” på den ene side og ”H” på den anden.


Anastrozol Medical Valley leveres i følgende pakningsstørrelser:

PVC / aluminium folie blisterplader i kartoner af 10, 20, 28, 30, 60, 84, 98, 100 og 300 tabletter. Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført.


Indehaver af markedsføringstilladelsen

Medical Valley Invest AB Brädgårdsvägen 28

236 32 Höllviken Sverige


Fremstiller

Pharmadox Healthcare, Ltd.

KW20A Kordin Industrial Park, Paola, PLA 3000 Malta


Dette lægemiddel er godkendt i EEAs medlemslande under følgende navne:

Norge: Anastrozol Medical Valley 1 mg tablett, filmdrasjert

Tyskland: Anastrozol Glenmark 1 mg Filmtabletten

Danmark: Anastrozol Medical Valley

Holland: Anastrozol Amarox 1 mg filmomhulde tabletten

Sverige: Anastrozol Medical Valley 1 mg, filmdragerad tablett Forenede Kongerige: Anastrozole 1 mg film-coated tablet


Denne indlægsseddel blev senest revideret 05/2022


De kan finde yderligere oplysninger om dette lægemiddel på Lægemiddelstyrelsens hjemmeside www.laegemiddelstyrelsen.dk