Hjemmeside Hjemmeside

Vigabatrin Paranova
vigabatrin


Indlægsseddel: Information til brugeren

Vigabatrin Paranova 500 mg granulat til oral opløsning

vigabatrin


Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at tage dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.

Oversigt over indlægssedlen:

  1. Virkning og anvendelse

  2. Det skal du vide, før du begynder at tage Vigabatrin Paranova

  3. Sådan skal du tage Vigabatrin Paranova

  4. Bivirkninger

  5. Opbevaring

  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger


  1. VIRKNING OG ANVENDELSE

    Vigabatrin Paranova bruges til at behandle forskellige former for epilepsi.

    Det bruges sammen med din nuværende medicin til at behandle epilepsi, der er særlig svær at kontrollere. Medicinen udskrives af en speciallæge, og din reaktion på behandlingen vil blive overvåget.

    Det bliver også brugt til at behandle infantile spasmer (spædbarnskramper; West’s syndrom).


  2. DET SKAL DU VIDE, FØR DU BEGYNDER AT TAGE VIGABATRIN PARANOVA

    Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten.

    Tag ikke Vigabatrin Paranova:

    • hvis du er allergisk over for vigabatrin eller et af de øvrige indholdsstoffer i Vigabatrin Paranova (angivet i punkt 6).

      Advarsler og forsigtighedsregler

      Kontakt lægen eller apotekspersonalet, før du tager Vigabatrin Paranova, hvis:

    • du ammer

    • du er gravid eller har planlagt at blive det

    • du har eller har haft en depression eller en anden psykisk lidelse

    • du har eller har haft nyreproblemer

    • du har eller har haft problemer med synet.

      Der kan opstå synsfeltindskrænkning (tab af synet fra de ydre grænser af synsfeltet) under behandling med Vigabatrin Paranova. Du bør diskutere denne risiko med din læge, inden behandlingen påbegyndes. Synsfeltindskrænkningen kan udvikle sig til at blive alvorlig, op til tunnelsyn eller tab af syn, og irreversibelt, så det skal derfor opdages så tidligt i behandlingsforløbet som muligt.

      Yderligere indskrænkning af synsfeltet efter ophør af behandlingen kan ikke udelukkes.

      Hvis du oplever nogen form for nye synsproblemer eller symptomer, der kan være forbundet med synsfeltindskrænkning, skal du straks informere din læge om dette.

      Lægen vil da henvise dig til en øjenlæge. Din læge bør udføre en undersøgelse af dit synsfelt og synsskarphed, inden du begynder behandling med Vigabatrin Paranova og undersøge dit syn jævnligt under behandlingsforløbet.

      Vigabatrin kan forårsage reduceret syn grundet øjenproblemer, såsom lidelser i retina, sløret syn, optisk atrofi eller optisk neuritis (se punkt 4). Hvis

      dit syn ændres, skal du rette henvendelse til din oftalmolog.

      Hvis du oplever symptomer som sløvhed, hæmmet tankevirksomhed, hæmmede bevægelser og forvirring, skal du kontakte din læge, som vil beslutte, om du skal reducere dosis, eller om du helt skal stoppe med at tage Vigabatrin Paranova.

      En lille andel af de personer, der bliver behandlet med epilepsimedicin, som for eksempel Vigabatrin Paranova, har haft selvmordstanker eller tanker om at gøre skade på sig selv. Hvis du på noget tidspunkt får sådanne tanker, skal du straks kontakte din læge.

      Børn

      Der er rapporteret om bevægelsesforstyrrelser og anormale forandringer i hjernen, observeret ved MR hjernescanninger, hos spædbørn, der behandles for infantile spasmer (West’s syndrom). Hvis du observerer bevægelsesforstyrrelser hos barnet, så kontakt lægen, som vil beslutte, om det er nødvendigt at ændre behandlingen.

      Brug af anden medicin sammen med Vigabatrin Paranova

      Fortæl det altid til lægen eller apotekspersonalet, hvis du tager anden medicin, for nylig har taget anden medicin eller planlægger at tage anden medicin.

      Fortæl lægen hvis du tager clonazepam samtidigt med Vigabatrin Paranova, da det kan øge risikoen for sløvhed. Vigabatrin Paranova bør ikke anvendes sammen med medicin, der kan have bivirkninger på dit syn.

      Graviditet og amning

      Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du tager dette lægemiddel.


      09/2022

      Graviditet

      Tag ikke Vigabatrin Paranova under graviditeten, medmindre din læge mener det er nødvendigt. Vigabatrin Paranova kan medføre problemer for fostret. Du bør dog ikke stoppe behandlingen pludseligt, da dette kan medføre risici for både moderens og fostrets helbred.

      Amning

      Vigabatrin Paranova overføres til brystmælk. Spørg din læge til råds, inden du tager dette lægemiddel, hvis du ammer dit barn. Du bør ikke amme dit barn under behandling med Vigabatrin Paranova.

      Trafik- og arbejdssikkerhed

      Du bør ikke køre bil eller betjene maskiner, hvis du lider af ukontrollabel epilepsi.

      Vigabatrin Paranova kan medføre symptomer som sløvhed eller svimmelhed, og din evne til at koncentrere dig og reagere kan mindskes. Hvis du får sådanne symptomer, mens du er under behandling med Vigabatrin Paranova, bør du undgå potentielt farlige opgaver som at køre bil eller betjene maskiner.

      Synsforstyrrelser, der kan påvirke din evne til at køre bil og betjene maskiner, er blevet rapporteret hos nogle patienter under behandling med dette lægemiddel. Hvis du ønsker at fortsætte med at køre bil, skal dit syn testes jævnligt (hvert halve år) for synsforstyrrelser, også selvom du ikke mærker nogen ændringer i dit syn.


  3. SÅDAN SKAL DU TAGE VIGABATRIN PARANOVA

    Tag altid Vigabatrin Paranova nøjagtigt efter lægens anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller apotekspersonalet. Det er vigtigt at følge lægens anvisning nøjagtigt. Du må aldrig selv ændre på dosis.

    Lægen udskriver dosis og justerer den individuelt til patienten. Den sædvanlige startdosis til voksne er:

    2 breve (1 g) dagligt.

    Din læge kan dog eventuelt øge eller mindske dosis afhængig af, hvordan du reagerer på behandlingen; den sædvanlige daglige dosis til voksne er 4-6 breve (2-3 g). Den maksimale anbefalede daglige dosis er 6 breve (3 g).

    Hvis du er ældre og/eller har nyreproblemer, kan din læge vælge at give dig en lavere dosis.

    Brug til børn

    Resistent partiel epilepsi

    Hos børn er dosis baseret på højde og vægt. Den sædvanlige startdosis til børn er 40 mg pr. kilo kropsvægt dagligt. Følgende tabel viser antallet af breve, der sædvanligvis gives til børn afhængigt af deres vægt. Husk, at de viste doser kun er vejledende. Barnets læge kan vælge at behandle med en anden dosis.


    Kropsvægt:

    10 - 15 kg:

    1 - 2 breve (0,5 - 1 g) dagligt

    15 - 30 kg:

    2 - 3 breve (1 - 1,5 g) dagligt

    30 - 50 kg:

    3 - 6 breve (1,5 - 3 g) dagligt

    Over 50 kg:

    4 - 6 breve (2 - 3 g) dagligt (voksendosis)

    Børn med infantile spasmer (West’s syndrom)

    Den anbefalede startdosis til spædbørn med West’s syndrom (infantile spasmer) er 50 mg pr. kilo kropsvægt per dag. I nogle tilfælde anvendes højere doser.

    Sådan tages Vigabatrin Paranova og bruges sammen med mad og drikke

    Vigabatrin Paranova tages oralt (indtages gennem munden).

    Du må ikke åbne brevet med granulat, før du skal tage din medicin. Når du skal tage din dosis, skal du opløse alt granulatet fra det anbefalede antal breve i et halvt glas med koldt vand, juice eller mælk (mindst 100 ml). Når alt granulatet er opløst, skal du drikke hele opløsningen med det samme. Lad ikke opløsningen stå. Ved opløsning i vand har opløsningen et klart, gulligt udseende.

    Du kan tage Vigabatrin Paranova før eller efter et måltid.

    Den daglige dosis kan tages som en enkelt dosis eller opdelt i to doser.

    Hvis du har taget for meget Vigabatrin Paranova

    Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket omgående, hvis du eller dit barn har taget mere Vigabatrin Paranova, end der står i denne information, eller mere end lægen har foreskrevet.

    Mulige tegn på overdosering kan være sløvhed eller mindsket/tab af bevidsthed.

    Hvis du har glemt at tage Vigabatrin Paranova

    Hvis du har glemt at tage Vigabatrin Paranova, skal du tage den så snart, du kommer i tanke om det. Hvis det snart er tid til din næste dosis, skal du springe den glemte dosis over og tage næste dosis på det planlagte tidspunkt. Du må ikke tage en dobbeltdosis som erstatning for den glemte dosis.

    Hvis du holder op med at tage Vigabatrin Paranova

    Du må ikke holde op med at tage medicinen uden at tale med din læge. Hvis behandlingen med Vigabatrin Paranova skal ophøre, bør det ske gradvist i overensstemmelse med instruktioner fra din læge.

    Stop ikke behandlingen pludseligt, da det kan medføre, at de epileptiske anfald kommer igen. Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om.

  4. BIVIRKNINGER

    Dette lægemiddel kan som alle andre lægemidler give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger.

    Som ved behandling med anden antiepileptisk medicin oplever nogle patienter hyppigere anfald, mens de tager dette lægemiddel. Hvis det sker for dig eller dit barn, skal du kontakte lægen omgående.

    Kontakt øjeblikkeligt din læge, hvis du oplever:

    Meget almindelige bivirkninger (kan forekomme hos flere end 1 ud af 10 patienter):

    • Ændringer i synsfeltet - Cirka 1/3 eller 33 ud af 100 patienter behandlet med Vigabatrin Paranova kan få ændringer i synsfeltet (smalt synsfelt). Denne defekt i synsfeltet kan variere fra mild til alvorlig. Sædvanligvis opdages dette efter måneder eller års behandling med Vigabatrin Paranova. Ændringerne i synsfeltet kan være irreversible (forsvinder ikke) og skal derfor opdages så tidligt i forløbet som muligt. Hvis du eller dit barn oplever synsforstyrrelser, skal du kontakte din læge eller dit hospital omgående.

      Andre bivirkninger omfatter:

      Meget almindelige bivirkninger (kan forekomme hos flere end 1 ud af 10 patienter):

    • Træthed eller udtalt søvnighed.

    • Ledsmerter.

      Almindelige bivirkninger (kan forekomme hos 1 ud af 10 patienter):

    • Hovedpine.

    • Vægtøgning.

    • Rysten (tremor).

    • Vand i kroppen (ødemer).

    • Svimmelhed.

    • Prikkende, snurrende fornemmelse eller følelsesløshed i huden.

    • Forstyrrelse af koncentration og hukommelse.

    • Psykiske forstyrrelser inklusive uro/ophidselse, truende, evt. voldelig adfærd, nervøsitet, irritabel adfærd, depression, tankeforstyrrelser og paranoia, søvnløshed. Disse bivirkninger forsvinder som regel igen, når dosis reduceres eller gradvist udfases. Husk, at du ikke må reducere dosis uden at tale med din læge først. Kontakt din læge, hvis du oplever disse bivirkninger.

    • Kvalme, opkastning og mavesmerter.

    • Uskarpt syn, sløret syn, dobbeltsyn og rykvise, ufrivillige øjenbevægelser.

    • Taleforstyrrelser.

    • Fald i antallet af røde blodlegemer (anæmi).

    • Unormalt hårtab eller udtynding (alopeci).

      Ikke almindelige bivirkninger (kan forekomme hos 1 ud af 100 patienter):

    • Mangel på koordination af bevægelser eller fumlen.

    • Mere alvorlige psykiske forstyrrelser som opstemthed (hypomani og mani) og psykose.

    • Hududslæt.

      Sjældne bivirkninger (kan forekomme hos 1 ud af 1.000 patienter):

    • Alvorlige allergiske reaktioner, som forårsager hævelser af ansigtet eller halsen/svælget. Hvis du oplever disse symptomer, skal du kontakte en læge med det samme. Ring 112.

    • Nældefeber.

    • Kraftig sløvende virkning, feberdøs og forvirring. Disse bivirkninger forsvinder som regel, når dosis reduceres eller gradvist udfases. Du må dog ikke nedsætte dosis uden at tale med din læge først. Kontakt din læge, hvis du oplever disse bivirkninger.

    • Selvmordsforsøg.

    • Andre øjenproblemer såsom nethindeforstyrrelse.

      Meget sjældne bivirkninger (kan forekomme hos 1 ud af 10.000 patienter)

    • Andre øjenproblemer, såsom inflammation af synsnerven (optisk neurit) eller gradvis degenerering af synsnerven (optisk atropi).

    • Hallucinationer.

    • Leverproblemer.

      Bivirkninger, hvor hyppigheden ikke er kendt (kan ikke estimeres ud fra forhåndenværende data):

    • Nedsat synsskarphed.

    • Anormale forandringer i hjernen, observeret ved MR hjernescanninger.

    • Hævelse i det beskyttende lag af nervecellerne i en del af hjernen, observeret ved MR hjernescanninger.

      Yderligere bivirkninger hos børn

      Meget almindelige bivirkninger (kan forekomme hos flere end 1 ud af 10 patienter):

    • Børn kan blive urolige/pirrelige og rastløse.

      Bivirkninger, hvor hyppigheden ikke er kendt (kan ikke estimeres ud fra forhåndenværende data):

    • Bevægelsesforstyrrelser hos spædbørn, der behandles for infantile spasmer.

    • Anormale forandringer i hjernen, observeret ved MR hjernescanninger, specielt hos nyfødte.

    • Hævelse i det beskyttende lag af nervecellerne i en del af hjernen, observeret ved MR hjernescanninger, specielt hos nyfødte.

      Indberetning af bivirkninger

      Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge, sygeplejerske eller apotekspersonalet. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via de oplysninger, der fremgår herunder.

      Lægemiddelstyrelsen Axel Heides Gade 1 DK-2300 København S

      Websted: www.meldenbivirkning.dk

      Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel.


  5. OPBEVARING

    • Opbevar Vigabatrin Paranova utilgængeligt for børn.

    • Brug umiddelbart efter opløsning af granulat.

    • Brug ikke Vigabatrin Paranova efter den udløbsdato, der står på pakningen (efter EXP). Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned.

    • Spørg apotekspersonalet, hvordan du skal bortskaffe medicinrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide medicinrester i afløbet, toilettet eller

    skraldespanden.

  6. PAKNINGSSTØRRELSER OG YDERLIGERE OPLYSNINGER

Vigabatrin Paranova indeholder:

Udseende og pakningsstørrelser:

Vigabatrin Paranova er hvidt til off-white granulat.

Vigabatrin Paranova findes i pakningsstørrelsen 50 breve med granulat til oral opløsning.

Indehaver af markedsføringstilladelsen:

Paranova Danmark A/S Marielundvej 46D, 2730 Herlev

Frigivet af:

Paranova Pack A/S Marielundvej 46D, 2. tv DK-2730 Herlev

Denne indlægsseddel blev senest ændret 03/2021.