Hjemmeside Hjemmeside

OxyNorm Dispersa
oxycodone

Indlægsseddel: Information til brugeren


OxyNorm Dispersa

5 mg, 10 mg og 20 mg smeltetabletter


oxycodonhydrochlorid


Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at tage dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.


.


Oversigt over indlægssedlen

  1. Virkning og anvendelse

  2. Det skal du vide, før du begynder at tage OxyNorm Dispersa

  3. Sådan skal du tage OxyNorm Dispersa

  4. Bivirkninger

  5. Opbevaring

  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger


  1. Virkning og anvendelse


    OxyNorm Dispersa tilhører den gruppe af medicin, som kaldes opioider (morfika). OxyNorm Dispersa virker smertestillende.


    Du kan tage OxyNorm Dispersa ved moderate til stærke smerter, når andre midler ikke er nok. Tabletterne virker i 6 timer.


  2. Det skal du vide, før du begynder at tage OxyNorm Dispersa


    Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten.


    Tag ikke OxyNorm Dispersa

    • hvis du er allergisk over for oxycodon eller et af de øvrige indholdsstoffer i OxyNorm Dispersa (angivet i afsnit 6)

    • hvis du har alvorlig svækket vejrtrækning (med højt kuldioxid og/eller lavt iltindhold i blodet)

    • hvis du har rygerlunger (kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL))

    • hvis du har hjertesygdom som følge af kronisk lungesygdom

    • hvis du har svær astma

    • hvis du har tarmslyng.


      Advarsler og forsigtighedsregler

      Du skal være opmærksom på, at:

    • du kan blive fysisk og psykisk afhængig af OxyNorm Dispersa

    • virkningen af OxyNorm Dispersa kan blive nedsat efter lang tids brug.

    • OxyNorm Dispersa kan undertrykke hosterefleksen

    • den største risiko ved overdosering med opioider er risiko for svækket vejrtrækning

    • brat ophør med behandlingen i løbet af et døgn kan medføre abstinenssymptomer (se afsnit 4), som kan forværres i løbet af de følgende tre døgn.


      Opioder er ikke førstevalg til behandling af smerter, der ikke er cancerrelaterede, og er ikke anbefalet som den eneste behandling. Hvis du tager dette lægemiddel, vil lægen overvåge dig nøje og foretage de nødvendige dosisjusteringer for at forhindre afhængighed og misbrug.


      Søvnrelaterede vejrtrækningsforstyrrelser

      OxyNorm Dispersa kan forårsage søvnrelaterede vejrtræningsforstyrrelser såsom søvnapnø (pauser i vejrtrækningen under søvn) og søvnrelateret hypoksæmi (lavt iltniveau i blodet). Symptomerne kan inkludere pauser i vejrtrækningen under søvn, natlige opvågninger på grund af åndenød, problemer med at sove igennem eller overdreven døsighed i løbet af dagen. Kontakt lægen, hvis du eller en anden observerer disse symptomer. Din læge kan overveje at nedsætte din dosis.


      Kontakt lægen, før du tager OxyNorm Dispersa, hvis du:

    • har for lavt stofskifte (myksødem). Du kan have behov for en lavere dosis.

    • har nedsat nyre- eller leverfunktion

    • har alvorlig lungesygdom

    • har nedsat funktion af skjoldbruskkirtlen

    • har nedsat funktion af binyrerne (Addisons sygdom)

    • er psykisk uklar på grund af en infektion

    • har forstørret prostata

    • har galdeblære- eller galdevejsproblemer

    • har hallucinationer og vrangforestillinger pga. længerevarende overforbrug af alkohol

    • eller nogen i din familie på noget tidspunkt har misbrugt eller været afhængig af alkohol, receptpligtige lægemidler eller ulovlige stoffer (“afhængighed”)

    • er ryger

    • på noget tidspunkt har haft problemer med dit humør (depression, angst eller personlighedsforstyrrelse), eller hvis du er blevet behandlet for andre psykiske sygdomme hos en psykiater

    • har epilepsi eller lider af krampeanfald

    • har betændelse i bugspytkirtlen

    • har øget tryk i hjernen f.eks. ved hjernerystelse eller anden skade på hovedet

    • har lavt blodtryk

    • tager en bestemt type af medicin mod angst og søvnbesvær kaldet benzodiazepiner eller andre lægemidler, som kan nedsætte din hjernes aktivitet (f.eks. medicin mod kvalme, søvnbesvær, psykisk sygdom, allergi, stærke smerter og bedøvelse)

    • er i eller inden for de sidste to uger har været i behandling for depression (MAO-hæmmere)

    • ofte har forstoppelse

    • er over 65 år eller svagelig.


      Gentagen brug af OxyNorm Dispersa kan føre til afhængighed og misbrug og medføre indtagelse af en livstruende overdosis. Hvis du er bekymret for, om du vil blive afhængig af OxyNorm Dispersa, er det vigtigt at du rådfører dig med din læge.


      Hvis du skal opereres, skal du fortælle lægen, at du tager OxyNorm Dispersa.


      Oplys altid ved blod- eller urinprøvekontrol, at du er i behandling med OxyNorm Dispersa. Det kan have betydning for prøveresultaterne.


      Brug af anden medicin sammen med OxyNorm Dispersa

      Fortæl altid lægen eller apotekspersonalet, hvis du bruger andre lægemidler, for nylig har brugt andre lægemidler eller planlægger at bruge andre lægemidler.


      Samtidig brug af OxyNorm Dispersa og beroligende midler, såsom benzodiazepiner eller lignende lægemidler, øger risikoen for døsighed, vejrtrækningsbesvær (respirationsdepression) og koma og kan være livstruende. På grund af dette bør samtidig brug kun overvejes, når andre behandlingsalternativer ikke er

      mulige. Hvis lægen imidlertid udskriver OxyNorm Dispersa sammen med beroligende midler, bør dosis og varighed af den samtidige behandling begrænses af lægen.


      Fortæl lægen om alle beroligende midler, du tager, og følg lægens dosisanbefalinger nøje. Det kan være nyttigt at informere venner eller familiemedlemmer om at være opmærksomme på de tegn og symptomer, der er angivet ovenfor. Kontakt lægen, hvis du oplever sådanne symptomer.


      Eksempler på beroligende lægemidler og andre lægemidler, der påvirker hjernens funktion er:

    • anden stærkt smertestillende medicin

    • medicin mod epilepsi, smerte og angst (gabapentin og pregabalin)

    • sovemedicin og beroligende midler (anxiolytika (angstdæmpende), hypnotika og sedativer (inkl. benzodiazepiner))

    • medicin mod psykoser (phenothiaziner, antipsykotika)

    • medicin mod depression (antidepressiva, MAO-hæmmere)

    • medicin mod allergi, transportsyge eller kvalme (antihistaminer, antiemetika).


      Risikoen for bivirkninger øges, hvis du tager antidepressiva (f.eks. citalopram, duloxetin, escitalopram, fluoxetin, fluvoxamin, paroxetin, sertralin, venlafaxin). Disse lægemidler kan interagere med oxycodon, og du kan opleve symptomer som f.eks. ufrivillige, rytmiske sammentrækninger af muskler (herunder muskler, som kontrollerer øjenbevægelser), ophidselse, kraftig svedtendens, rysten, overdrevne reflekser, øget muskelspænding, kropstemperatur på over 38 °C. Kontakt din læge, hvis du oplever nogen af disse symptomer.


      Hvis du tager OxyNorm Dispersa samtidigt med lægemidler, der forebygger blodpropper (coumarin antikoagualent, for eksempel warfarin), kan blodets evne til at størkne (koagulere) øges eller mindskes. Det kan være nødvendigt at justere dosis af OxyNorm Dispersa.


      Nogle lægemidler kan øge effekten af OxyNorm Dispersa, og en mindre dosis kan derfor være nødvendig:

    • nogle typer antibiotika (såsom clarithromycin, erythromycin eller telithromycin)

    • medicin mod svampeinfektioner (såsom ketoconazol, voriconazol, itraconazol, eller posaconazol)

    • medicin til behandling af HIV (proteasehæmmere)

    • medicin mod mavesår, fordøjelsesbesvær eller halsbrand (cimetidin).


      Nogle lægemidler kan mindske effekten af OxyNorm Dispersa, og en dosisøgning kan derfor være nødvendig:

    • medicin til behandling af tuberkulose (rifampicin)

    • medicin til behandling af krampeanfald og bestemte smertetilstande (carbamazepin)

    • medicin til behandling af epileptiske anfald (phenytoin)

    • naturlægemidlet perikon (også kendt som Hypericum perforatum).


      Vær opmærksom på, at det ovenfor nævnte også kan gælde for medicin, som du har taget for nogle dage siden, eller som du skal tage inden for de næste dage.


      Brug af OxyNorm Dispersa sammen med mad, drikke og alkohol

      OxyNorm Dispersa kan tages sammen med eller uden mad.


      Du bør ikke drikke grapefrugtjuice, når du er i behandling med OxyNorm Dispersa, da det kan ændre virkningen af OxyNorm Dispersa.


      Alkohol kan forstærke virkningen af OxyNorm Dispersa, så du kan føle dig sløv og søvnig. Du må normalt ikke drikke alkohol, hvis du føler dig sløv og søvnig, når du er i behandling med OxyNorm Dispersa. Tal med lægen.


      Graviditet og amning

      Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du tager OxyNorm Dispersa.

      Hvis du er gravid, må du kun tage OxyNorm Dispersa efter aftale med lægen. OxyNorm Dispersa bør så vidt muligt ikke anvendes under graviditet.


      Hvis du ammer, må du ikke tage OxyNorm Dispersa, da OxyNorm Dispersa går over i mælken. Tal med lægen.


      Trafik- og arbejdssikkerhed

      Pakningen er forsynet med en rød advarselstrekant, da OxyNorm Dispersa især i begyndelsen af behandlingen og ved øgning af dosis virker sløvende. Det kan påvirke arbejdssikkerheden og evnen til at færdes sikkert i trafikken. Du må derfor ikke køre bil, motorcykel eller cykle, og du må heller ikke arbejde med værktøj eller maskiner.


      OxyNorm Dispersa indeholder saccharose

      Dette lægemiddel indeholder saccarose. Kontakt lægen, før du tager dette lægemiddel, hvis lægen har fortalt dig, at du ikke tåler visse sukkerarter.


      OxyNorm Dispersa indeholder aspartam

      Dette lægemiddel indeholder aspartam, som er en phenylalaninkilde. Phenylalanin kan være skadeligt, hvis du har phenylketonuri (PKU, Føllings sygdom), en sjælden genetisk lidelse, hvor phenylalanin ophobes, fordi kroppen ikke kan fjerne det ordentligt.


  3. Sådan skal du tage OxyNorm Dispersa


    Tag altid OxyNorm Dispersa nøjagtig efter lægens anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller apotekspersonalet.


    Smeltetabletten skal placeres i munden, hvor den hurtigt opløses, før den synkes.


    Sådan udtages en tablet af blisterpakningen:

    • Tryk ikke tabletten gennem folien, da dette kan skade tabletten (se Figur 1)

    • Frigør en tabletlomme ved forsigtigt at rive langs den perforerede linje på blisterpakningen (se Figur 2)

    • Træk folien ved at starte med hjørnet markeret med en pil (se Figur 3)


      image

      Figur 1 Figur 2 Figur 3


      Den sædvanlige dosis er

      Voksne og børn over 12 år, som ikke tidligere er behandlet med opioider, kan starte med 5 mg hver 6. time.


      Nogle kan have behov for at starte med en større dosis. Lægen vil ordinere den dosis, der er nødvendig til dine smerter. Tal med lægen, hvis du stadig har smerter, mens du får OxyNorm Dispersa.


      Ældre

      Det er normalt ikke nødvendigt at nedsætte dosis. Følg lægens anvisninger.


      Brug til børn under 12 år

      OxyNorm Dispersa bør ikke anvendes til børn under 12 år, da der ikke er tilstrækkelig erfaring med behandling af børn under 12 år. Tal med lægen.

      Nedsat nyre- eller leverfunktion

      Det er nødvendigt at nedsætte dosis. Følg lægens anvisninger.


      Hvis du har taget for meget OxyNorm Dispersa

      Kontakt lægen, skadestuen eller apotekspersonalet, hvis du har taget flere OxyNorm Dispersa, end der står i denne information, eller flere end lægen har foreskrevet, og du føler dig utilpas. Tag pakningen med.


      Du kan få symptomer som svækket vejrtrækning, søvnighed, små pupiller, slappe muskler, langsom puls, lavt blodtryk, vand i lungerne, sløvhed og koma.


      I svære tilfælde kan en overdosering føre til dødsfald.


      Hvis du har glemt at tage OxyNorm Dispersa

      Hvis du har glemt en dosis, så tag den, så snart du kommer i tanker om det. Den næste dosis tages 6 timer senere. Hvis du snart skal tage den næste dosis, så spring den glemte dosis over. Du må ikke tage en dobbeltdosis som erstatning for den glemte dosis.


      Hvis du holder op med at tage OxyNorm Dispersa

      Kontakt lægen, hvis du ønsker at afbryde eller stoppe behandlingen med OxyNorm Dispersa. Lægen vil fortælle dig, hvordan du skal nedsætte dosis gradvist, så du undgår ubehagelige virkninger.


      Ved brat ophør med behandlingen kan du få abstinenssymptomer som rastløshed, angst, hjertebanken, rysten eller kraftig sveden.


      Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er noget du er i tvivl om.


  4. Bivirkninger


    Dette lægemiddel kan som alle andre lægemidler give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger.


    Som for andre stærkt smertestillende lægemidler er der risiko for, at du kan blive afhængig af OxyNorm Dispersa efter lang tids brug. Det kan også være, at virkningen aftager. Dette giver som regel ingen problemer ved behandling af stærke smerter.


    Alvorlige bivirkninger

    Ikke almindelige (kan forekomme hos op til 1 ud af 100 personer)

    • Svækket vejrtrækning eller vejrtrækningsbesvær, blåfarvning af læber og negle. Ring 112.

    • Kramper. Kontakt straks læge eller skadestue. Ring evt. 112.

    • Voldsomme anfald af smerter i maven, opkastninger, stop for luftafgang og afføring på grund af tarmslyng. Kontakt læge eller skadestue.


      Ikke kendt (frekvens kan ikke beregnes ud fra tilgængelige data)

    • Pludselige overfølsomhedsreaktioner (inden for minutter til timer), f.eks. hududslæt, åndedrætsbesvær og besvimelse (anafylaktoid/anafylaktisk reaktion). Kan være livsfarligt. Ring 112.


      Ikke alvorlige bivirkninger

      Meget almindelige (kan forekomme hos flere end 1 ud af 10 personer)

    • Forstoppelse. Lægen kan ordinere et afføringsmiddel.

    • Kvalme eller opkastninger. Det vil normalt aftage efter nogle få dage. Lægen kan ordinere et middel mod kvalme, hvis det er et problem.

    • Du kan føle dig mere søvnig end normalt, når du starter med at tage OxyNorm Dispersa, eller når dosis øges. Det aftager som regel efter nogle dage.

    • Døsighed, sløvhed, svimmelhed, hovedpine

    • Kløe


      Almindelige – meget almindelige (kan forekomme hos flere end 1 ud af 100 personer)

    • Små pupiller


      Almindelige (kan forekomme hos op til 1 ud af 10 personer)

    • Åndenød. Kan være eller blive alvorligt. Tal med lægen.

    • Depression. Det kan hos nogle udvikle sig til en alvorlig bivirkning. Tal med lægen.

    • Rysten

    • Svedtendens

    • Mathed, træthed

    • Søvnlignende sløvhedstilstand

    • Kraftesløshed og svaghed

    • Mavesmerter, nedsat appetit, diarré, tør mund, sure opstød/halsbrand

    • Udslæt

    • Kraftig sveden, kulderystelser

    • Humørsvingninger, angst, uforetagsomhed, evt. rastløshed, forvirring, nervøsitet, unormal tænkemåde, søvnløshed, opstemthed

    • Svimmelhed, evt. besvimelse, ved skift fra liggende til siddende eller fra siddende til stående stilling pga. lavt blodtryk.


      Ikke almindelige (kan forekomme hos op til 1 ud af 100 personer)

    • Rastløs uro, følelsesudsving med utilfredshed og irritation, følelsesladet

    • Hallucinationer. Kan være alvorligt. Kontakt evt. læge eller skadestue.

    • Ufrivillige muskelsammentrækninger, nedsat følelse ved berøring

    • Besvær med at lade vandet evt. vandladningsstop. Kan blive alvorligt. Tal med lægen.

    • Kramper i urin- og galdeveje

    • Abstinenssymptomer som rastløshed, rindende øjne og næse, kraftig sveden og urolig søvn (se afsnit 3 ”Hvis du holder op med at tage OxyNorm Dispersa”).

    • Synsnedsættelse, synsforstyrrelser

    • Nældefeber

    • Blodtryksfald

    • Hævede fødder, ankler og hænder

    • Vand i kroppen. Kontakt lægen.

    • Nedsat sexlyst, impotens, nedsat produktion af testosteron

    • Smagsforstyrrelser, synkebesvær, opstød, tørst, fordøjelsesbesvær, luftafgang fra tarmen

    • Tørst, almen svaghed, øget puls, svimmelhed, besvimelse pga. væskemangel og udtørring. Udtalt dehydrering er en alvorlig bivirkning. Kontakt lægen.

    • Tør hud

    • Utilpashed

    • Nedsat virkning af medicinen

    • Hjertebanken

    • Hukommelsestab. Kan være eller blive alvorligt. Tal med lægen.

    • For højt blodtryk. Tal med lægen. For højt blodtryk skal behandles. Svært forhøjet blodtryk er alvorligt.

    • Lavt blodtryk

    • Taleforstyrrelser

    • Prikkende, snurrende fornemmelser eller følelsesløshed i huden

    • Besvimelse. Ved normal puls og vejrtrækning og hurtig opvågning, tal med læge. I alle andre tilfælde ring 112.


      Sjældne (kan forekomme hos op til 1 ud af 1.000 personer)

    • Blod i urinen. Kontakt lægen.

    • Epileptiske krampeanfald, især hvis du har epilepsi eller tendens til krampeanfald.

    • Vægtændringer

    • Overfølsomhed


      Ikke kendt (frekvens kan ikke beregnes ud fra tilgængelige data)

    • Truende, evt. voldelig adfærd. Kan være eller blive alvorligt. Tal med lægen.

    • Pludselige, kraftige smerter i mellemgulvet eller under ribbenene på højre side pga. galdesten. Kontakt læge eller skadestue.

    • Galdeophobning i leveren

    • Udebleven menstruation

    • Forværring af smertetilstand

    • Søvnapnø (pauser i vejrtrækningen under søvn)

    • Caries

    • Abstinenssymptomer hos nyfødte


      OxyNorm Dispersa kan herudover give bivirkninger, som du normalt ikke mærker noget til. Det drejer sig om ændringer i visse laboratorieprøver som øget udskillelse af hormoner (ADH) eller i meget sjældne tilfælde forhøjede levertal.


      Indberetning af bivirkninger

      Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge eller apotekspersonalet. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via:


      Lægemiddelstyrelsen Axel Heides Gade 1 DK-2300 København S

      Websted: www.meldenbivirkning.dk


      Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel.


  5. Opbevaring


    Opbevar OxyNorm Dispersa utilgængeligt for børn.


    Du kan opbevare OxyNorm Dispersa ved almindelig temperatur.


    Tag ikke OxyNorm Dispersa efter den udløbsdato, der står på pakningen efter ”EXP”. Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned.


    Spørg på apoteket, hvordan du skal bortskaffe lægemiddelrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide lægemiddelrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden.


  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger


OxyNorm Dispersa 5 mg, 10 mg og 20 mg smeltetabletter indeholder

Det aktive stof er oxycodonhydrochlorid.


Øvrige indholdsstoffer: Saccharose (se afsnit 2 ”OxyNorm Dispersa indeholder saccarose”), majsstivelse, polyacrylat 30 % dispergeret, hypromellose, mannitol, siliciumdioxid, mikrokrystallinsk cellulose, crospovidon, aspartam (E951) (se afsnit 2 ”OxyNorm Dispersa indeholder aspartam”), spearmint flavour (indeholder maltodextrin), magnesiumstearat.


Udseende

5 mg: Hvid til grålighvid, rund, flad tablet mærket ”O” på den ene side og ”5” på den anden. 10 mg: Hvid til grålighvid, rund, flad tablet mærket ”O” på den ene side og ”10” på den anden. 20 mg: Hvid til grålighvid, rund, flad tablet mærket ”O” på den ene side og ”20” på den anden.


Pakningsstørrelser

OxyNorm Dispersa findes i blisterpakninger med 28, 56 eller 98 smeltetabletter.

Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført.


Indehaver af markedsføringstilladelsen

Mundipharma A/S Frydenlundsvej 30

2950 Vedbæk


Fremstiller Mundipharma DC B.V. Leusderend 16

3832 RC Leusden Holland


Denne indlægsseddel blev senest ændret i november 2022.