Hjemmeside Hjemmeside

Amlodipin Orifarm

INDLÆGSSEDDEL: INFORMATION TIL BRUGEREN


Amlodipin Orifarm, 5 og 10 mg tabletter


Amlodipin


Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at tage medicinen.


Brug af Amlodipin Orifarm sammen med mad og drikke

Tabletterne tages med et glas vand uafhængigt af måltider.


Graviditet og amning

Graviditet

Der findes kun begrænsede oplysninger om, hvorvidt det er skadeligt at tage Amlodipin Orifarm under graviditet. Amlodipin bør kun tages under graviditet, hvis lægen beslutter, at det er absolut nødvendigt. Spørg din læge eller apoteket til råds, før du tager nogen form for medicin.


Amning

Der er ingen oplysninger om brugen af Amlodipin Orifarm under amning. Du bør ikke amme, mens du tager Amlodipin Orifarm.

Spørg din læge eller apoteket til råds, før du tager nogen form for medicin.


Trafik- og arbejdssikkerhed

Amlodipin Orifarm kan give bivirkninger, f.eks. svimmelhed, hovedpine, træthed eller kvalme, der kan påvirke din evne til at føre motorkøretøj eller betjene maskiner.


  1. SÅDAN SKAL DU TAGE AMLODIPIN ORIFARM


    Tag altid Amlodipin Orifarm nøjagtigt efter lægens anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller på apoteket. Tabletterne tages med et glas vand uafhængigt af måltider.

    Voksne:

    Den sædvanlige startdosis er 5 mg én gang dagligt. Din læge kan om nødvendigt øge dosis til 10 mg én gang dagligt.


    Ældre patienter:

    Ældre kan tage den sædvanlige dosis til voksne. Øgning af dosis skal ske med forsigtighed og kun efter lægens anvisninger.


    Børn:

    Til børn (6-17 år gamle) er den sædvanlige startdosis 2,5 mg dagligt. Den højeste anbefalede dosis er 5 mg dagligt.


    Amlodipin Orifarm 2,5 mg tabletter er ikke tilgængelig for øjeblikket. En dosis på 2,5 mg kan ikke gives med Amlodipin Orifarm 5 mg tabletter, da disse tabletter ikke kan deles i to lige store dele.


    Nedsat leverfunktion:

    Der er ikke fastlagt nogen nøjagtig dosis til patienter med leverproblemer. Amlodipin Orifarm skal anvendes med forsigtighed, hvis du har leverproblemer.


    Nedsat nyrefunktion:

    Du bør tage den sædvanlige dosis. Amlodipin Orifarm kan ikke fjernes fra blodet ved hjælp af dialyse (kunstig nyre).

    Amlodipin Orifarm skal anvendes med forsigtighed hos patienter som er i dialyse.


    Hvis du har taget for meget Amlodipin Orifarm

    Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har taget flere Amlodipin Orifarm tabletter, end der står her, eller flere end lægen har foreskrevet, og du af den grund føler dig utilpas. Du skal lægge dig ned med armene og benene opad (f.eks. ved at hvile dem på et par puder). Symptomer på en overdosis er: udvidelse af blodkarrene, øget hjertefrekvens og blodtryksfald.

    Hvis du har glemt at tage Amlodipin Orifarm

    Hvis du har glemt at tage en dosis, skal du fortsætte behandlingen med den sædvanlige dosis. Du må ikke tage en dobbeltdosis som erstatning for den glemte tablet.


    Spørg lægen eller på apoteket, hvis der er noget, du er i tvivl om.


  2. BIVIRKNINGER

    Amlodipin Orifarm kan som al anden medicin give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger. Almindelige bivirkninger (forekommer hos 1-10 ud af 100 behandlede):

    • Døsighed, svimmelhed, hovedpine (især i starten af behandlingen)

    • Rødmen

    • Mavesmerter, kvalme

    • Hævede ankler

    • Generel hævelse (ødem), træthed


      Ikke almindelige bivirkninger (forekommer hos 1-10 ud af 1.000 behandlede):

    • Søvnbesvær (søvnløshed), humørsvingninger (herunder angst), depression

    • Ukontrolleret rysten (tremor), smagsforstyrrelser, besvimelse (synkope), nedsat følsomhed i huden, snurrende og prikkende fornemmelse i huden (paræstesi)

    • Synsforstyrrelser

    • Ringen for ørerne (tinnitus)

    • Følelse af hjertebanken. Lavt blodtryk (hypotension)

    • Stakåndethed (dyspnø), løbende næse (rinit)

    • Opkastning, fordøjelsesbesvær (dyspepsi), ændret tarmfunktion (herunder diarré og forstoppelse), mundtørhed

    • Hårtab (alopecia), punktformede blødninger i huden (purpura), misfarvning af huden, øget svedtendens, kløe, udslæt, hududslæt (exanthem)

    • Ledsmerter (artralgi), muskelsmerter (myalgi), muskelkramper, rygsmerter

    • Lidelser i urinvejene som hyppig vandladning og vandladning om natten

    • Impotens, forstørrelse af mandlige bryster (gynækomasti)

    • Brystsmerter, svækkelse, smerter, utilpashed

    • Vægtøgning, vægttab


      Sjælden bivirkning (forekommer hos 1-10 ud af 10.000 behandlede):

    • Forvirring


      Meget sjældne bivirkninger (forekommer hos færre end 1 ud af 10.000 behandlede):

    • Lavt antal hvide blodlegemer, der kan medføre en højere risiko for infektioner (leukocytopeni), lavt antal blodplader, hvilket kan medføre øget tendens til blå mærker eller næseblod (trombocytopeni)

    • Allergiske reaktioner

    • Højt blodsukker (hyperglykæmi)

    • Øget muskelspænding, følelsesløshed, prikkende og snurrende fornemmelse, en brændende fornemmelse eller svaghed i hænder og fødder (perifer neuropati)

    • Hjerteanfald, forstyrrelser i hjerterytmen

    • Betændelse i blodkar (vaskulit)

    • Hoste

    • Betændelse i bugspytkirtlen sammen med voldsom smerte i den øvre del af maveregionen (under ribbenene), som spreder sig til ryggen (pankreatit), mavebetændelse (gastrit), forstørrelse af tandkødet

    • Leverbetændelse, gulfarvning af huden (gulsot), øget antal af leverenzymer i blodet

    • Pludselig hævelse af hud eller slimhinder (angioødem og Quinckes ødem), nældefeber, allergiske reaktioner med kløe, ødemer, alvorlige hudreaktioner (med betændelse og hudlæsioner), alvorlig allergisk reaktion med feber, røde områder og smertefuld blisterdannelse (Steven-Johnsons syndrom), øget følsomhed for sollys


    Tal med lægen eller apoteket, hvis en bivirkning er generende eller bliver værre, eller du får bivirkninger, som ikke er nævnt her. Nogle bivirkninger kan kræve behandling.


    Bivirkninger, som ikke er nævnt her, bør indberettes til Lægemiddelstyrelsen, så viden om bivirkninger kan blive bedre. Du eller dine pårørende kan selv indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen. Du finder skema og vejledning på Lægemiddelstyrelsens netsted www.meldenbivirkning.dk.


  3. OPBEVARING


    Opbevares utilgængeligt for børn.


    Brug ikke Amlodipin Orifarm efter den udløbsdato, der står på pakningen. Udløbsdatoen (Exp) er den sidste dag i den nævnte måned.


    Spørg på apoteket, hvordan du skal aflevere medicinrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden. Disse forholdsregler er med til at beskytte miljøet.


  4. YDERLIGERE OPLYSNINGER Amlodipin Orifarm indeholder

Amlodipin Orifarm 5 mg tablet

Aktivt stof: amlodipinbesilat svarende til 5 mg amlodipin.


Amlodipin Orifarm 10 mg tablet

Aktivt stof: amlodipinbesilat svarende til 10 mg amlodipin.

Øvrige indholdsstoffer: mannitol; mikrokrystallinsk cellulose; magnesiumstearat; silica, kolloid vandfri og natriumstivelsesglycolat.


Udseende og pakningsstørrelser

Udseende:

Amlodipin Orifarm 5 mg tablet

Hvide til råhvide, ottekantede tabletter med en længde på 8,6 mm og mærket med "AM 5" på den ene side.


Amlodipin Orifarm 10 mg tablet

Hvide til råhvide, ottekantede tabletter med en længde på 11,5 mm og mærket med "AM 10" på den ene side.


Pakningsstørrelser

PVC/PVDC blisterpakninger med 10, 14, 20, 28, 30, 50, 50x1, 98, 100 og 200 tabletter. Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført.

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Orifarm Generics A/S Energivej 15

5260 Odense S info@Orifarm.com


Dette lægemiddel er godkendt i EEAs medlemslande under følgende navne:

Danmark, Sverige, Finland: Amlodipin Orifarm


Denne indlægsseddel blev senest revideret 07/2011