Hjemmeside Hjemmeside

Sulfametizol Alternova
sulfamethizole

Indlægsseddel: Information til brugeren


Sulfametizol Alternova 500 mg, tabletter

sulfamethizol


Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at tage dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.



Oversigt over indlægssedlen:

  1. Virkning og anvendelse

  2. Det skal du vide, før du begynder at tage Sulfametizol Alternova

  3. Sådan skal du tage Sulfametizol Alternova

  4. Bivirkninger

  5. Opbevaring

  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger


  1. Virkning og anvendelse


    Sulfametizol Alternova er et antibiotikum, som tilhører gruppen sulfonamider. Det hæmmer væksten af bakterier, der er følsomme over for sulfamethizol.


    Du kan bruge Sulfametizol Alternova til behandling af blærebetændelse og lignende former for betændelse i urinvejene.


  2. Det skal du vide, før du begynder at tage Sulfametizol Alternova


    Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten.


    Tag ikke Sulfametizol Alternova:

    • Hvis du er allergisk over for sulfamethizol eller et af de øvrige indholdsstoffer i Sulfametizol Alternova (angivet i pkt. 6).

    • Hvis du er overfølsom over for:

      • sulfonamider

      • vanddrivende medicin, både stærkt virkende (furosemid) og thiazider (spørg lægen)

      • tabletter mod sukkersyge (sulfonylurinstofderivater)

      • tabletter mod grøn stær (carboanhydrasehæmmere)

      • visse konserveringsmidler (para-aminobenzosyre)

      • visse lokalbedøvende præparater (benzocain og prokain)

    • Hvis du er i behandling med ammoniumchlorid og methenamin.

    • Hvis du er gravid, og der er 4 uger eller mindre til forventet fødsel. Spørg lægen, hvis du mener, at noget af ovenstående kan gælde for dig.

    Spædbørn under 2 måneder og for tidligt fødte må ikke få Sulfametizol Alternova.


    Advarsler og forsigtighedsregler

    Kontakt lægen, apotekspersonalet eller sundhedspersonalet, før du tager Sulfametizol Alternova hvis:

    • Du har nedsat lever- eller nyrefunktion.

    • Du får allergiske hudreaktioner eller forandringer i blodet, da lægen så nok vil stoppe behandlingen.

    • Du får feber, hududslæt, hævede lymfekirtler, betændelse og smerter i leveren, bugspytkirtlen eller nyrerne, lungebetændelse og muskelsmerter.


      Undgå direkte sol, solarier og anden UV-bestråling under behandlingen, da huden kan blive ekstra følsom over for lys (fotosensibilisering). Derfor er det vigtigt, at du beskytter dig med tøj, hat eller en god solcreme, når du skal i solen.


      Drik rigeligt vand under behandlingen for at skylle nyrer og urinveje godt igennem.


      Brug af anden medicin sammen med Sulfametizol Alternova

      Fortæl det altid til lægen eller apotekspersonalet, hvis du tager anden medicin eller har gjort det for nylig.


      Tal med lægen, hvis du tager:

      • Anden medicin mod blærebetændelse og andre former for betændelse i urinvejene (methenamin, ammoniumchlorid, trimethoprim).

      • Medicin mod epilepsi (phenytoin).

      • Blodfortyndende medicin (warfarin og lignende medicin).

      • Tabletter mod sukkersyge (tolbutamid og lignende medicin).

      • Medicin mod leddegigt, svær psoriasis og visse former for kræft (methotrexat).

      • Medicin i forbindelse med UV-behandling af svær psoriasis (methoxalen).


      Det kan være nødvendigt at ændre dosis.


      Oplys altid ved blodprøvekontrol og urinprøvekontrol, at du er i behandling med Sulfametizol Alternova. Det kan have betydning for prøveresultaterne.


      Brug af Sulfametizol Alternova sammen med mad og drikke

      Du kan tage Sulfametizol Alternova i forbindelse med et måltid, men det er ikke nødvendigt. Du skal tage Sulfametizol Alternova tabletter med et glas vand.


      Graviditet, amning og frugtbarhed

      Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du tager dette lægemiddel.


      Graviditet

      Du kan tage Sulfametizol Alternova under graviditeten, men du må ikke tage det i de sidste 4 uger før forventet fødsel, da det kan skade barnet. Spørg altid lægen til råds.


      Amning

      Hvis du ammer, bør du ikke tage Sulfametizol Alternova. Spørg lægen til råds. Sulfametizol Alternova bliver udskilt i modermælken.


      Trafik- og arbejdssikkerhed

      Sulfametizol Alternova påvirker ikke arbejdssikkerheden og evnen til at færdes sikkert i trafikken.


  3. Sådan skal du tage Sulfametizol Alternova


    Tag altid Sulfametizol Alternova nøjagtigt efter lægens eller apotekspersonalets anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller på apotekspersonalet.


    Du må kun ændre eller stoppe behandlingen efter aftale med lægen.

    Det er vigtigt at fortsætte med at tage medicinen, selv om du mærker en bedring. I modsat fald kan infektionen blusse op igen.


    Den sædvanlige dosis er:


    Voksne

    Normaldosis ved ukompliceret urinvejsbetændelse: 2 tabletter (1 g) 2 gange daglig i 3 dage til kvinder og i 7 dage til mænd.


    Ældre

    Det er ikke nødvendigt at ændre dosis. Følg lægens anvisning.


    Brug til børn og teenagere

    Doseringen afhænger af barnets vægt.

    Dosering: 50 mg/kg/døgn fordelt på 2-4 doser i 7 dage.


    Normaldosis til et barn på 10 kg: ½ tablet 2 gange daglig.

    Normaldosis til et barn på 20 kg: 1 tablet 2 gange daglig eller ½ tablet 4 gange daglig. Tabletten kan deles i to lige store doser.

    Nedsat nyrefunktion

    Det er nødvendigt at nedsætte dosis. Følg lægens anvisning.


    Tag tabletterne sammen med et glas vand, gerne i forbindelse med et måltid.


    Det normale er at synke tabletterne hele, men du kan også dele eller knuse tabletterne.


    Hvis du har taget for mange Sulfametizol Alternova

    Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har taget mere af Sulfametizol Alternova, end der står i denne information, eller mere end lægen har foreskrevet, og du føler dig utilpas.


    Symptomerne ved overdosering er: Utilpashed, opkastninger, blod i urinen, øget eller nedsat mængde urin.


    Der er risiko for varig nyreskade ved overdosering.


    Hvis du har glemt at tage Sulfametizol Alternova

    Du må ikke tage en dobbeltdosis som erstatning for den glemte dosis, hvis du har glemt at tage en dosis Sulfametizol Alternova tabletter. Fortsæt blot med den sædvanlige dosis.


    Hvis du holder op med at tage Sulfametizol Alternova

    Det er vigtigt at fortsætte med at tage medicinen, selvom du mærker en bedring. I modsat fald kan infektionen blusse op igen.


    Spørg lægen, apotekspersonalet eller sundhedspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om.


  4. Bivirkninger


    Dette lægemiddel kan som al anden medicin give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger.

    I tilfælde af alvorlige bivirkninger: Ring 112 eller søg omgående læge. Alvorlige bivirkninger

    Ikke almindelige bivirkninger (kan forekomme hos op til én ud af 100 patienter):

    • Alvorlige hudreaktioner med feber, blæreformet udslæt, særlig på hænder og fødder samt betændelse ved f. eks øjne, næse og mund (Stevens-Johnson syndrom). Kontakt lægen.


      Meget sjældne bivirkninger (kan forekomme hos op til én ud af 10.000 patienter):

    • Alvorlige allergiske reaktioner med påvirkning af hud og organer, voldsomme mavesmerter og feber pga. betændelse i bugspytkirtlen, nedsat leverfunktion, gulsot ofte med hudkløe og nedsat nyrefunktion.

    • Almen sløjhed, tendens til betændelse (infektioner) især halsbetændelse og feber pga. forandringer i blodet (for få hvide blodlegemer).

    • Ændringer i blodet med alvorlig blodmangel med bleghed, træthed, svimmelhed og åndenød ved let anstrengelse.

    • Træthed og bleghed, evt. tendens til halsbetændelse og blødninger i huden pga. alvorlig blodmangel og evt. andre forandringer i blodet.

    • Blødning fra hud og slimhinder og blå mærker pga. forandringer i blodet (for få blodplader).


      Bivirkning, hvor hyppigheden ikke er kendt (sandsynligvis sjælden)

    • Alvorlig hudlidelse med afskalning og afstødning af huden. Kontakt straks lægen eller skadestuen. Ring evt. 112.


      Ikke alvorlige bivirkninger

      Almindelige bivirkninger (kan forekomme hos op til én ud af 10 patienter):

    • Kvalme.

    • Diarré.

    • Opkastning.


      Ikke almindelige bivirkninger (kan forekomme hos op til én ud af 100 patienter):

    • Hududslæt, nældefeber.


      Meget sjældne bivirkninger (kan forekomme hos op til én ud af 10.000 patienter):

    • Feber pga. overfølsomhed mod medicinen (drug fever).

    • Småblødninger i hud og slimhinder.

    • Blåfarvning af læberne pga. nedsat iltning af blodet.

    • Krystaller i urinen, som kan give smerter ved vandladningen.


      Bivirkning, hvor hyppigheden ikke er kendt (sandsynligvis sjælden)

    • Lysudslæt (fototoksisk dermatitis).


    Indberetning af bivirkninger

    Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge, sygeplejerske eller apoteket. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via de oplysninger, der fremgår herunder.


    Lægemiddelstyrelsen Axel Heides Gade 1 DK-2300 København S

    Websted: www.meldenbivirkning.dk E-mail: dkma@dkma.dk


    Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel.


  5. Opbevaring


    Opbevar lægemidlet utilgængeligt for børn.

    Brug ikke lægemidlet efter den udløbsdato, der står på pakningen.. Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned.


    Spørg på apoteket, hvordan du skal bortskaffe medicinrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden.


  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger Sulfametizol Alternova indeholder:


Udseende og pakningsstørrelser

Udseende

Sulfametizol Alternova er hvide, ovale, hvælvede tabletter med delekærv. Diameter: 15,7 x 8,5 mm. Tabletten kan deles i to lige store doser.


Pakningsstørrelser

Tabletbeholder:12, 16, 24 og 48 tabletter.


Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført.


Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Indehaver af markedsføringstilladelsen:

Alternova A/S, Lodshusvej 11, 4230 Skælskør


Fremstiller: Viminco A/S Lodshusvej 11

4230 Skælskør


Orifarm Generics A/S Energivej 15

5260 Odense S Denmark


Denne indlægsseddel blev senest ændret 09.11.2021.