Hjemmeside Hjemmeside

Treo
acetylsalicylic acid, combinations excl. psycholeptics

Indlægsseddel: Information til brugeren


Treo 500 mg/50 mg brusetabletter

acetylsalicylsyre/caffein


Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at tage dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.

Tag altid dette lægemiddel nøjagtigt som beskrevet i denne indlægsseddel eller efter de anvisninger, lægen eller apotekspersonalet, har givet dig.



Oversigt over indlægssedlen

  1. Virkning og anvendelse

  2. Det skal du vide, før du begynder at tage Treo

  3. Sådan skal du tage Treo

  4. Bivirkninger

  5. Opbevaring

  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger


  1. Virkning og anvendelse


    Treo er et middel mod smerter.

    Du kan tage Treo mod svage smerter f.eks. hovedpine, muskel- og ledsmerter, menstruationssmerter og tandpine. Du kan også tage Treo mod migræne.

    Kontakt lægen, hvis du får det værre, eller hvis du ikke får det bedre.


  2. Det skal du vide, før du begynder at tage Treo


    Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne indlægsseddel. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten.


    Tag ikke Treo, hvis du:

    • er allergisk over for acetylsalicylsyre, caffein eller et af de øvrige indholdsstoffer (angivet i afsnit 6)

    • tidligere har fået allergiske symptomer eller astma ved brug af smertestillende medicin mod f.eks. hovedpine og gigtsmerter

    • har mavesår, som kan give blodige opkastninger og/eller sort afføring

    • har tendens til blødning, f.eks. på grund af K-vitaminmangel, blødersygdom eller lavt antal blodplader

    • har svært nedsat leverfunktion

    • har svært nedsat nyrefunktion

    • har dårligt hjerte (hjertesvigt)

    • er gravid i 7. - 9. måned

    • er under 15 år og har feber.


      Advarsler og forsigtighedsregler

      Kontakt lægen eller apotekspersonalet, før du tager Treo, hvis du:

    • har astma, vejrtrækningsbesvær, bronkitis med rigeligt opspyt, hoste med slim eller allergiske lidelser

    • har tendens til smerter og ubehag fra maven eller tarmen, f.eks. mavesår

    • har nedsat lever- eller nyrefunktion

    • har en stofskiftesygdom (glucose-6-phosphatdehydrogenase (G6PD)-mangel), da høje doser Treo kan medføre alvorlig blodmangel med gulsot

    • tager anden medicin mod smerter (f.eks. acetylsalicylsyre, ibuprofen, diclofenac) pga. øget risiko for bivirkninger

    • tager blodfortyndende medicin (f.eks. warfarin, clopidogrel, dipyridamol) pga. øget risiko for blødning

    • skal vaccineres mod skoldkopper. Vær opmærksom på følgende:


      maerkat_opbevaring[1]


      Overskrides den anbefalede dosis, kan der opstå livstruende forgiftning. Hvis der er mistanke om overdosering, bør du straks søge læge.


      Hvis du er over 65 år, skal du undgå langvarig brug af Treo, på grund af risiko for blødning i mave- tarmkanalen. Tal med lægen.


      Børn, der behandles med Treo, risikerer at udvikle Reyes syndrom (feber, opkastning, bevidstløshed, evt. koma). Kontakt straks lægen. Ring evt. 112.


      Hvis du tager Treo mod hovedpine/migræne i længere tid (mere end 10 dage om måneden i mere end 3 måneder), kan din hovedpine/migræne blive værre og hyppigere. Treo indeholder caffein, som kan øge risikoen for, at hovedpine/migræne forværres. I nogle tilfælde kan caffein udløse migræneanfald og omvendt kan pludselig afbrydelse af behandling med caffein medføre abstinenshovedpine. Kontakt din læge, hvis du får hyppige eller daglige hovedpineanfald under behandlingen.


      Du må ikke tage Treo i dagene før en operation. Tal med lægen.


      Oplys altid ved blod- og urinprøvekontrol, at du er i behandling med Treo. Det kan have betydning for resultaterne.


      Brug af andre lægemidler sammen med Treo

      Fortæl det altid til lægen eller apotekspersonalet, hvis du tager andre lægemidler, for nylig har taget andre lægemidler eller planlægger at tage andre lægemidler.

      Tal med din læge, hvis du tager medicin mod:

    • for meget mavesyre (aluminiumaminoacetat, calciumcarbonat, magnesiumoxid)

    • sukkersyge (f.eks. metformin, sitagliptin, alogliptin, gliclazid, empagliflozin, liraglutid, pioglitazon)

    • for højt blodtryk (felodipin, lacidipin, captopril, enalapril, lisinopril, ramipril, trandolapril)

    • dårligt hjerte, hjerterytmeforstyrrelser (adenosin, quinidin, spironolacton)

    • depression (citalopram, escitalopram, fluvoxamin, sertralin)

    • psykiske sygdomme, som f.eks. psykoser (clozapin)

    • manio-depressiv sindslidelse (lithium)

    • smerter (acetylsalicylsyre, ibuprofen, diclofenac)

    • urinsyregigt (probenecid)

    • visse former for gigt og kræft (methotrexat)

    • grøn stær (acetazolamid)

    • epilepsi (valproat, acetazolamid)

    • gigt og bindevævssygdomme (prednisolon, methylprednisolon)


      Tal med din læge, hvis du tager:

    • blodfortyndende medicin (warfarin, phenprocoumon, abciximab, tirofiban, eptifibatid, clopidogrel, heparin)

    • vanddrivende medicin (furosemid)

    • naturlægemidler eller kosttilskud, der indeholder Ginkgo Biloba

    • hvis du skal vaccineres mod skoldkopper.


      Metamizol (et smertestillende og febernedsættende stof) kan mindske acetylsalicylsyres evne til at forhindre aggregation af blodplader (dvs. at blodcellerne klæber sammen og danner en blodprop), når det tages samtidigt. Derfor bør denne kombination anvendes med forsigtighed hos patienter, der tager en lav dosis acetylsalicylsyre for at beskytte hjertet.


      Brug af Treo sammen med mad og drikke

      Du kan tage Treo i forbindelse med et måltid, men det er ikke nødvendigt.


      Graviditet, amning og frugtbarhed

      Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du tager dette lægemiddel.


      Graviditet

      Du må ikke tage Treo i de sidste 3 måneder før forventet fødsel. Det kan skade barnet under graviditeten og i den første tid efter fødslen. Tal med lægen.


      Amning

      Treo passerer over i modermælken, men det er ikke sandsynligt, at det vil skade dit barn. Tal med lægen, hvis du har spørgsmål.


      Frugtbarhed

      Hvis du ønsker at blive gravid, skal du enten holde op med at tage Treo eller kun tage Treo i så kort tid som muligt og i så lav dosis som muligt.

      Treo kan gøre det sværere at blive gravid. Spørg lægen, om der er en anden behandling.


      Trafik- og arbejdssikkerhed

      Treo påvirker ikke arbejdssikkerheden eller evnen til at færdes sikkert i trafikken.


      Treo indeholder natrium

      Dette lægemiddel indeholder 276 mg natrium (hovedkomponent af madlavnings-/bordsalt) pr. brusetablet. Dette svarer til 14 % af den anbefalede maximale daglige indtagelse af natrium for en voksen. Tal med din læge eller apotekspersonalet, hvis du skal tage 2 eller flere brusetabletter i mere end 2 dage om ugen i længere tid, især hvis du er blevet rådet til at følge en diæt med lav salt (natrium) indhold.


  3. Sådan skal du tage Treo


    Tag altid Treo nøjagtigt som beskrevet i denne indlægsseddel eller efter lægens eller apotekspersonalets anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller apotekspersonalet.

    Treo bør højst anvendes i 10 dage per måned. Du skal opløse brusetabletten i ½ glas vand.

    Den anbefalede dosis er:

    Voksne

    Svage smerter: 1-2 tabletter 1-4 gange daglig. Migræne: 2 tabletter 1-4 gange daglig.


    Brug til børn

    Du må kun bruge Treo til børn under 15 år efter lægens anvisning. Brug aldrig Treo til børn under 15 år, hvis de har feber.


    Nedsat lever- og nyrefunktion

    Det kan være nødvendigt at nedsætte dosis. Tal med lægen. Ved alvorligt nedsat lever- eller nyrefunktion må Treo ikke anvendes.


    Hvis du har taget for mange Treo

    Kontakt lægen, skadestuen eller apotekspersonalet, hvis du har taget flere tabletter, end der står i denne indlægsseddel, eller flere end lægen har foreskrevet, og du føler dig utilpas. Tag pakningen med.


    Symptomer på overdosering er svimmelhed, øresusen, døvhed, øget svedtendens, kvalme, opkastning, hovedpine, forvirring, hurtig eller uregelmæssig vejrtrækning, rastløshed, feber, lugt af acetone ud af munden. I alvorlige tilfælde hjertesvigt, akut nyresvigt (kramper, hævelse i ansigtet, kløe, blåfarvning af huden, udslæt). Derudover bevidstløshed, vejrtrækningsbesvær, eventuelt stop af vejrtrækning, muskelinfiltrationer, døsighed. Hos børn ses sløvhed, vejrtrækningsbesvær og alvorligt nedsat blodsukker.


    Hvis du har glemt at tage Treo

    Du må ikke tage en dobbeltdosis som erstatning for den glemte tablet.


  4. Bivirkninger

    Dette lægemiddel kan, som alle andre lægemidler, give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger. Almindelige bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 10 patienter)

    • hurtig puls. Kontakt læge eller skadestue

    • rysten

    • kvalme, diarré, opkastning, sure opstød, halsbrand

    • søvnløshed, uro

    • blødning i mave-tarmkanalen

    • øget tendens til blødning.


      Ikke almindelige bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 100 patienter)

    • stærke smerter i øverste del af maven på grund af sår eller hul på mavesæk eller tolvfingertarm. Kontakt straks læge eller skadestue

    • svimmelhed, susen for ørerne (tinnitus)

    • allergiske reaktioner som nældefeber og snue

    • svedtendens.


      Sjældne bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 1.000 patienter)

    • blødning fra hud og slimhinder og blå mærker pga. forandringer i blodet (for få blodplader). Kontakt straks læge

    • vejrtrækningsbesvær og astmalignende anfald (kan forekomme oftere hos astmatikere). Kontakt straks læge eller skadestue. Ring evt. 112

    • blodigt opkast og/eller sort afføring pga. blødning i mave eller tarm. Kontakt straks læge eller skadestue. Ring evt. 112

    • forstyrrelser i nyrefunktionen. Kan blive alvorligt. Tal med lægen

    • blodmangel med træthed og gulsot pga. nedbrydning af røde blodlegemer, ved medfødt G6PD-mangel. Kan være alvorligt. Tal med lægen.


      Meget sjældne bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 10.000 patienter)

    • blæreformet udslæt og betændelse i huden, især på hænder og fødder samt i og omkring munden ledsaget af feber. Kontakt læge eller skadestue

    • kraftig afskalning og afstødning af huden. Kontakt straks læge eller skadestue

    • nældefeber med hævelse. I alvorlige tilfælde med hævelse af ansigtet, læber og tunge; det kan medføre, at luftvejene blokeres. Ring 112

    • mindre blødning i hud og slimhinder

    • feber, udslæt i ansigtet og på arme og ben.


      Hyppigheden ikke kendt (kan ikke estimeres ud fra tilgængelige data)

    • feber, opkastninger, sløret bevidsthed hos børn (Reyes syndrom). Kontakt straks læge eller skadestue. Ring evt. 112

    • bleghed og træthed pga. blodmangel. Kan være eller kan blive alvorligt. Tal med lægen.

    • hovedpine, træthed

    • dosisafhængigt tab af hørelse, som vender tilbage igen, når behandling med Treo stoppes.


      Treo kan herudover give bivirkninger, som du normalt ikke mærker noget til. Det drejer sig om ændringer i visse laboratorieprøver, f.eks. påvirkning af leveren, nyrerne og forandringer i blodet.


      Indberetning af bivirkninger

      Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge eller apotekspersonalet. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via:


      Lægemiddelstyrelsen Axel Heides Gade 1 2300 København S

      Websted: www.meldenbivirkning.dk


      Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel.


  5. Opbevaring


    Opbevar Treo utilgængeligt for børn.

    Dette lægemiddel kræver ingen særlige forholdsregler vedrørende opbevaring.

    Brug ikke Treo efter den udløbsdato, der står på pakningen. Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned.

    Brug ikke Treo, hvis beholderen lugter af eddike.


    Spørg apotekspersonalet, hvordan du skal bortskaffe lægemiddelrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide lægemiddelrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden.


  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Treo indeholder:


Udseende og pakningsstørrelser Udseende

Treo er hvide, runde og plane brusetabletter.


Pakningsstørrelser

Treo findes i pakningsstørrelser med 10, 20 og 60 (3x20) brusetabletter. Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført.


Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller Indehaver af markedsføringstilladelsen

Viatris ApS Borupvang 1

2750 Ballerup.


Fremstiller

HERMES PHARMA GmbH

Hans-Urmiller-Ring 52

82515 Wolfratshausen, Tyskland


Denne indlægsseddel blev senest ændret februar 2022.