Hjemmeside Hjemmeside

Metoprololsuccinat Teva
metoprolol

INDLÆGSSEDDEL: INFORMATION TIL BRUGEREN


Metoprololsuccinat Teva 25 mg depottabletter Metoprololsuccinat Teva 50 mg depottabletter Metoprololsuccinat Teva 100 mg depottabletter Metoprololsuccinat Teva 200 mg depottabletter


metoprololsuccinat


Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at tage dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.

- Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.

- Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er mere, du vil vide.

- Lægen har ordineret Metoprololsuccinat Teva til dig personligt. Lad derfor være med at give medicinen til andre. Det kan være skadeligt for andre, selvom de har de samme symptomer, som du har.

- Kontakt lægen eller apotekspersonalet, hvis en bivirkning bliver værre, eller du får bivirkninger, som ikke er nævnt her. Se punkt 4.


.


Oversigt over indlægssedlen:

  1. Virkning og anvendelse

  2. Det skal du vide, før du begynder at tage Metoprololsuccinat Teva

  3. Sådan skal du tage Metoprololsuccinat Teva

  4. Bivirkninger

  5. Opbevaring

  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger


  1. Virkning og anvendelse


    Metoprololsuccinat Teva hører til en gruppe lægemidler, der kaldes betablokkere. Metoprolol nedsætter stresshormoners påvirkning af hjertet i forbindelse med fysiske og psykiske anstrengelser. Det får hjertet til at slå langsommere (pulsen sænkes).


    Metoprololsuccinat Teva depottabletter bruges til:


    Voksne

    - behandling af højt blodtryk

    • forebyggelse af hjertekrampe (angina pectoris)

    • behandling af nedsat hjertefunktion

    • behandling af for hurtig eller uregelmæssig hjertebanken

    • behandling af visse former for rytmeforstyrrelser i hjertet

    • forebyggende behandling efter et akut hjerteanfald

    • forebyggende behandling af migræne.


      Børn og unge i alderen 6-18 år:

    • behandling af forhøjet blodtryk.


    Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten.

  2. Det skal du vide, før du begynder at tage Metoprololsuccinat Teva


    Tag ikke Metoprololsuccinat Teva

    - hvis du er allergisk over for metoprololsuccinat eller et af de øvrige indholdsstoffer i Metoprololsuccinat Teva (angivet i punkt 6)

    • hvis du lider af shock på grund af en alvorlig hjertesygdom

    • hvis du lider af en sygdom i hjertets sinusknude

    - hvis du har alvorligt hjerteblok (elektriske forstyrrelser i hjertet)

    • hvis du lider af ubehandlet nedsat hjertefunktion

    • hvis du har meget lavt blodtryk og/eller meget langsom puls

    - hvis du for nylig har haft et hjerteanfald og har følgende særlige tilstande (puls under 45 slag i minuttet, unormalt hjertediagram (ekg), det første (høje) tal i blodtrykket er under 100 mmHg).

    • hvis du lider af nedsat hjertefunktion, og det første (høje) tal i blodtrykket er under 100 mmHg, når du ligger ned

    • hvis du lider af fremskredne kredsløbsforstyrrelser i arme og/eller ben.


      Advarsler og forsigtighedsregler

      Kontakt lægen eller apotekspersonalet, før du tager Metoprololsuccinat Teva, hvis du har en af følgende lidelser:

    • astma

    • væsentlige problemer med indsnævring af bronkierne

    • alvorlige akutte tilstande med høj surhedsgrad i kroppen (acidose)

    • spasmeangina på grund af forbigående aflukning af hjertets kranspulsårer (variant angina)

    • alvorlig nedsat nyrefunktion

    • vindueskiggersyndrom (claudicatio intermittens). Patienter med denne sygdom kan få det dårligere, når blodtrykket sænkes med behandling med Metoprololsuccinat Teva.


    Hvis du skal opereres, skal du inden operationen fortælle lægen, at du får denne medicin.


    Brug af anden medicin sammen med Metoprololsuccinat Teva

    Fortæl det altid til lægen eller apotekspersonalet, hvis du bruger anden medicin eller har gjort det for nylig.


    Anden medicin kan påvirke virkningen af Metoprololsuccinat Teva, og/eller Metoprololsuccinat Teva kan påvirke virkningen af anden medicin. Det er særlig vigtigt at fortælle det til lægen, hvis du bruger følgende medicin:

    • propafenon, amiodaron, quinidin, verapamil, diltiazem, clonidin, disopyramid og hydralazin, digitalis/digoxin (medicin til at behandle hjertekarsygdomme)

    • barbiturater (mod epilepsi)

    • medicin mod betændelse og smerter (f.eks. indometacin og celecoxib)

    • adrenalin (medicin til behandling af akut shock og alvorlige allergiske reaktioner)

    • phenylpropanolamin (medicin mod hævelser i næseslimhinden)

    • diphenhydramin (medicin mod allergi)

    • terbinafin (medicin til at behandle svampeinfektioner i huden)

    • rifampicin (medicin mod tuberkulose)

    • andre betablokkere (f.eks. øjendråber)

    • MAO-hæmmere (gives mod depression og til at behandle Parkinsons sygdom)

    • bedøvelsesmidler til inhalering (anæstesi under en operation)

    • midler mod sukkersyge i tabletform

    • cimetidin (mod for meget mavesyre)

    • midler mod depression (paroxetin, fluoxetin og sertralin).


    Brug af Metoprololsuccinat Teva sammen med mad og drikke

    Du kan tage Metoprololsuccinat Teva i forbindelse med et måltid, men det er ikke nødvendigt.

    Graviditet og amning

    Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du tager Metoprololsuccinat Teva.


    Graviditet

    Metoprolol må kun anvendes under graviditet (især i de sidste 3 måneder), når den ansvarlige læge har vurderet fordele og ulemper nøje. Metoprolol går over i moderkagen og nedsætter blodforsyningen, hvilket kan skade det ufødte barn. Behandling med metoprolol bør indstilles 48-72 timer før forventet fødsel. Hvis dette ikke er muligt, skal spædbarnet holdes under nøje opsyn i 48-72 timer efter fødslen.


    Amning

    Metoprolol udskilles i modermælk. Der forventes ikke bivirkninger efter normale doser. Børn, der ammes, skal dog alligevel observeres for eventuelle bivirkninger.


    Trafik- og arbejdssikkerhed

    Brug af Metoprololsuccinat Teva kan i sjældne tilfælde give svimmelhed og træthed og påvirke koncentrationsevnen. Vær opmærksom på, hvordan medicinen påvirker dig, før du færdes i trafikken, arbejder med maskiner eller udfører andre aktiviteter, der kræver koncentration.


    Metoprololsuccinat Teva indeholder saccharose

    Metoprololsuccinat Teva indeholder saccharose (sukker). Kontakt din læge, før du tager denne medicin, hvis lægen har fortalt dig at du ikke tåler visse sukkerarter.


  3. Sådan skal du tage Metoprololsuccinat Teva


    Tag altid lægemidlet nøjagtigt efter lægens eller apotekspersonalets anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller på apoteket.

    Den sædvanlige dosis er: Voksne

    • Højt blodtryk:

      50-100 mg en gang dagligt.


    • Hjertekrampe (angina pectoris):

      100-200 mg en gang dagligt.


    • Nedsat hjertefunktion (hjerteinsufficiens i funktionsklasse II):

      I de første 2 uger: 25 mg en gang dagligt (startdosis).

      Efter to uger kan dosis øges til 50 mg en gang dagligt, og derefter kan dosis fordobles hver anden uge. Ved langtidsbehandling er målet en dosis på 200 mg en gang dagligt.


    • Nedsat hjertefunktion (hjerteinsufficiens i funktionsklasse III-IV):

      I de første 2 uger: ½ tablet på 25 mg (svarende til 12,5 mg) en gang dagligt (startdosis). Efter 1-2 uger kan dosis øges til 25 mg en gang dagligt.

      Efter yderligere 2 uger kan dosis øges igen til 50 mg en gang dagligt, og derefter kan dosis fordobles hver anden uge op til 200 mg en gang dagligt hos patienter, der kan tåle en højere dosis.


    • Uregelmæssig puls, der ikke skyldes organforandringer:

      100 mg en gang dagligt.


    • Uregelmæssig puls:

      100-200 mg en gang dagligt.

    • Forebyggende behandling efter et akut hjerteanfald:

      200 mg en gang dagligt.


    • Forebyggende behandling af migræne:

    100-200 mg en gang dagligt.


    Børn og unge

    Højt blodtryk:

    Til børn i alderen 6 år og opefter afhænger dosis af barnets vægt. Lægen vil udregne den korrekte dosis til dit barn.

    Den sædvanlige startdosis er 0,5 mg/kg en gang dagligt. Denne dosis vil blive justeret til den nærmeste mulige styrke. Lægen vil eventuelt øge dosis til 2,0 mg/kg en gang dagligt afhængigt af, hvordan blodtrykket reagerer. Doser over 200 mg en gang dagligt er ikke blevet undersøgt hos børn og unge.

    Metoprololsuccinat Teva frarådes til børn under 6 år.


    Indgivelsesmåde

    Metoprololsuccinat Teva-depottabletter kan deles, men må ikke knuses eller tygges. Tag tabletterne med rigelig væske (mindst ½ glas).

    Metoprololsuccinat Teva giver en stabil virkning over hele døgnet, og de må derfor kun tages en gang dagligt.

    Tabletten kan deles i to lige store doser.


    Hvis du har taget for mange Metoprololsuccinat Teva

    Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har taget flere Metoprolol Teva-depottabletter, end der står i denne information, eller flere end lægen har foreskrevet, og du føler dig utilpas.


    Afhængigt af hvor meget du har taget, kan en overdosis føre til et voldsomt blodtryksfald og langsom puls. På grund af den svigtende hjertefunktion kan det også føre til hjertestop, svækkelse af hjertemusklen og shock. Andre symptomer omfatter vejrtrækningsproblemer, indsnævring af musklerne i luftvejene, opkastning, bevidsthedsforstyrrelser og endog lejlighedsvist generaliserede epileptiske anfald.


    Hvis du har glemt at tage Metoprololsuccinat Teva

    Hvis du har glemt en dosis, så tag den, så snart du kommer i tanke om det. Hvis du snart skal tage den næste dosis, så spring den glemte dosis over. Fortsæt blot med den sædvanlige behandling. Er du i tvivl, så spørg lægen eller på apoteket.

    Du må ikke tage en dobbeltdosis som erstatning for den glemte tablet.


    Hvis du holder op med at tage Metoprololsuccinat Teva

    Spørg lægen eller på apoteket, hvis der er noget, du er i tvivl om.

    Du må kun holde pause eller stoppe behandlingen med Metoprololsuccinat Teva efter aftale med lægen. Visse symptomer (f.eks. hjertebanken og hjertekrampe) kan tage til, hvis behandlingen stoppes brat.


    Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om.


  4. Bivirkninger


    Dette lægemiddel kan som al anden medicin give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger.


    Almindelige bivirkninger (forekommer hos færre end 1 og 10, men flere end 1 ud af 100 patienter):

    Træthed, hovedpine, svimmelhed, kolde hænder og fødder, langsom puls, hjertebanken, mavepine, kvalme, opkastning, diarré, forstoppelse.

    Ikke almindelige bivirkninger (forekommer hos færre end 1 ud af 100, men flere end 1 ud af

    1.000 patienter):

    Brystsmerter, vægtstigning, søvnforstyrrelser, prikkende, snurrende fornemmelse eller følelsesløshed i huden, åndenød, forværring af luftvejssymptomer, forbigående forværring af dårligt hjerte (hjerteinsufficiens). Blodtrykket kan falde voldsomt under en blodprop i hjertet (myokardieinfarkt).


    Sjældne bivirkninger (forekommer hos færre end 1 ud af 1.000, men flere end 1 ud af 10.000 patienter):

    Øget svedtendens, hårtab, smagsforandringer, forbigående nedsat lyst til sex, mareridt, nedtrykthed, hukommelsesproblemer, forvirring, nervøsitet, angst, hallucinationer, overfølsomhedsreaktioner i huden såsom rødmen eller udslæt og forværring af psoriasis, lysfølsomhed, nedsat antal blodplader (trombocytopeni), langsom hjertefunktion, rytmeforstyrrelser i hjertet (arytmi), væskeansamlinger (ødemer), besvimelse, leverpåvirkning, synsforstyrrelser, susen for ørerne (tinnitus).


    Meget sjældne bivirkninger (forekommer hos færre end 1 ud af 10.000 patienter):

    Der er indberettet følgende bivirkninger: ledsmerter, leverbetændelse, muskelkramper, mundtørhed, tørre og irriterede øjne, snue eller tilstoppet næse (allergisk rhinitis), nedsat koncentrationsevne, koldbrand (gangræn) hos patienter med alvorlige kredsløbsforstyrrelser.


    Indberetning af bivirkninger

    Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge, sygeplejerske eller apoteket. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Sundhedsstyrelsen på www.meldenbivirkning.dk eller ved at kontakte Sundhedsstyrelsen via mail på sst@sst.dk eller med almindeligt brev til Sundhedsstyrelsen, Axel Heides Gade 1, 2300 København S. Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel.


  5. Opbevaring


    Opbevar lægemidlet utilgængeligt for børn.


    Tag ikke lægemidlet efter den udløbsdato, der står på pakningen (efter Exp). Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned.


    Opbevar ikke Metoprololsuccinat Teva ved temperaturer over 25 ºC.


    Spørg på apoteket, hvordan du skal bortskaffe medicinrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden.


  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger Metoprololsuccinat Teva depottabletter indeholder:

Tabletkerne:

Sukkerkugler (indeholder saccharose og majsstivelse), macrogol, ethylacrylat-methyl- methacrylat copolymer, polyvidon, mikrokrystallinsk cellulose, magnesiumstearat, silica (kolloid vandfri).

Tabletovertræk:

Hypromellose, talcum, macrogol, titandioxid (E 171).

Udseende og pakningsstørrelser


25 mg: hvid, aflang, bikonveks tablet med delekærv på begge sider (ca. 9,2 x 4,2 mm i størrelse). 50 mg: hvid, aflang, bikonveks tablet med delekærv på begge sider (ca. 12,2 x 5,7 mm i størrelse). 100 mg: hvid, aflang, bikonveks tablet med delekærv på begge sider (ca. 15,7 x 7,2 mm i størrelse). 200 mg: hvid, aflang, bikonveks tablet med delekærv på begge sider (ca. 19,2 x 9,2 mm i størrelse).


Blisterpakninger:

Metoprololsuccinat Teva 25 mg, 50 mg, 100 mg & 200 mg depottabletter fås i pakninger med 28, 30,

50x1, 50, 56, 60, 90, 98 eller 100 depottabletter.

Metoprololsuccinat Teva 25 mg depottabletter fås yderligere i pakninger med 14 depottabletter.


Flasker:

Metoprololsuccinat Teva depottabletter fås i flasker med 30, 60, 100, 250 eller 500 depottabletter. Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført.

Indehaver af markedsføringstilladelsen

Teva B.V. Swensweg 5

2031 GA Haarlem Holland


Repræsentant: Teva Denmark A/S Vandtårnsvej 83A 2860 Søborg

Tlf.: 44 98 55 11

E-mail: info@tevapharm.dk


Fremstiller

Merckle GmbH

Ludwig-Merckle-Strasse 3

89143 Blaubeuren Tyskland


Dette lægemiddel er godkendt i EEA’s medlemslande under følgende navne: Danmark: Metoprololsuccinat Teva Finland, Island, Norge, Slovakiet: Metoprolol ratiopharm

Holland: Metoprololsuccinaat ratiopharm retard

Polen: Metoratio 123ratio

Sverige: Metoprolol Teva


Denne indlægsseddel blev sidst revideret i 07/2017.