Hjemmeside Hjemmeside

Thiamazol Paranova
thiamazole


Indlægsseddel: Information til brugeren

Thiamazol Paranova 5 mg tabletter

thiamazol


Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at tage dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.

Oversigt over indlægssedlen:

  1. Virkning og anvendelse

  2. Det skal du vide, før du begynder at tage Thiamazol Paranova

  3. Sådan skal du tage Thiamazol Paranova

  4. Bivirkninger

  5. Opbevaring

  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger


  1. VIRKNING OG ANVENDELSE

    Dette lægemiddel indeholder thiamazol. Det anvendes til at kontrollere for høj produktion af stofskiftehormoner i skjoldbruskkirtlen, uanset hvad årsagen er.

    Thiamazol Paranova anvendes til behandling af for højt stofskifte hos voksne og børn over 3 år.


  2. DET SKAL DU VIDE, FØR DU BEGYNDER AT TAGE THIAMAZOL PARANOVA

    Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten.

    Tag ikke Thiamazol Paranova:

    • hvis du er allergisk over for thiamazol eller et af de øvrige indholdsstoffer i Thiamazol Paranova (angivet i punkt 6).

    • hvis du tidligere har haft alvorlige allergiske reaktioner over for lignende stoffer, der anvendes til at behandle for høj produktion af stofskiftehormoner (f.eks. carbimazol eller propylthiouracil).

    • hvis laboratorietest viser, at du har en reduktion i antallet af visse blodceller (granulocytopeni).

    • hvis du har blokerede galdeveje før starten af din behandling med thiamazol.

    • hvis du har haft knoglemarvsskader efter tidligere behandling med thiamazol eller carbimazol.

    • i kombination med stofskiftehormoner under graviditet.

    • hvis du tidligere har haft betændelse i bugspytkirtlen (akut pancreatitis) efter administration af thiamazol eller carbimazol.

      Advarsler og forsigtighedsregler

      Kontakt lægen eller apotekspersonalet, før du tager Thiamazol Paranova:

    • hvis du tidligere har haft milde allergiske reaktioner som f.eks. allergiske udslæt eller kløe.

    • hvis du har leversygdom.

    • hvis du har struma (forstørret skjoldbruskkirtel, hævelse i den forreste del af halsen), der gør det svært for dig at trække vejret. Strumaen kan vokse under behandling med Thiamazol Paranova.

    • hvis din struma vokser under behandling med thiamazol, eller hvis din skjoldbruskkirtel er underaktiv. I så fald skal lægen muligvis kontrollere din dosis. Sådanne tilstande kan dog også forekomme på grund af din sygdoms naturlige udvikling. En bestemt type øjensygdom (endokrin orbitopati) kan ligeledes udvikle sig eller blive forværret, hvilket ikke er relateret til behandlingen med thiamazol.

      Du skal standse behandlingen og kontakte din læge:

    • hvis du har symptomer som betændelse i mundslimhinden, blødning fra huden og slimhinder, halsbetændelse, feber eller andre symptomer på infektion. Disse kan skyldes en alvorlig reduktion i antallet af visse blodceller (agranulocytose). Dette kan udvikle sig, særligt under de første ugers behandling, og det kan få alvorlige konsekvenser.

      Hvis du har en særligt alvorlig form for overproduktion af stofskiftehormoner, er det muligvis nødvendigt, at du tager meget høje doser Thiamazol Paranova. I så fald vil lægen sommetider tage blodprøver, da det er muligt, at din knoglemarv vil blive påvirket. Hvis dette sker, vil lægen muligvis træffe beslutning om at standse behandlingen og om nødvendigt give dig et andet lægemiddel.

      Når dit forhøjede stofskifte bliver normalt igen, vil du måske tage på, mens du behandles med Thiamazol Paranova. Dette er en normal reaktion i din krop, og det er et tegn på, at dit stofskifte er ved at blive normaliseret. Thiamazol Paranova påvirker dine stofskiftehormoner, der kontrollerer dit energiforbrug.

      Thiamazol Paranova kan være skadeligt for det ufødte barn. Hvis du kan blive gravid, skal du anvende sikker prævention fra det tidspunkt, du starter behandlingen, og under hele behandlingen.

      Fortæl det straks til din læge, hvis du oplever feber eller mavesmerter, som kan være tegn på betændelse i bugspytkirtlen (akut pancreatitis). Det kan være nødvendigt at ophøre behandlingen med Thiamazol Paranova.

      Børn og unge

      Thiamazol er ikke beregnet til børn under 3 år.

      Brug af anden medicin sammen med Thiamazol Paranova

      Fortæl det altid til lægen eller apotekspersonalet, hvis du tager anden medicin eller har gjort det for nylig.


      09/2022

      Dit indtag af jod har en indflydelse på, hvordan Thiamazol Paranova virker. Fortæl lægen, hvis du er eller har været under behandling med jod indenfor de seneste år. Lægen vil afgøre dosis af Thiamazol Paranova i henhold til dit individuelle jodindtag og din skjoldbruskkirtels funktion. Bemærk, at din sygdom kan ændre virkningen af andre lægemidler.

      Fortæl lægen, hvis du tager blodfortyndende medicin (medicin, der bruges til at forhindre dannelse af blodpropper), da normalisering af skjoldbruskkirtlens funktion ved hjælp af Thiamazol Paranova kan påvirke deres virkning. Dette kan også gælde for andre lægemidler, så det kan være nødvendigt at ændre dosis af andre lægemidler, når skjoldbruskkirtlens funktion er blevet normaliseret.

      Brug af Thiamazol Paranova sammen med mad og drikke

      Du kan tage Thiamazol Paranova sammen med et måltid, men det er ikke nødvendigt.

      Graviditet og amning

      Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du tager dette lægemiddel.

      Graviditet

      Thiamazol Paranova kan være skadeligt for det ufødte barn. Hvis du kan blive gravid, skal du anvende sikker prævention fra det tidspunkt, du starter behandlingen, og under hele behandlingen. Hvis du er gravid, har mistanke om at du er gravid, eller planlægger at blive gravid skal du fortælle det til din læge med det samme. Behandlingen med Thiamazol Paranova kan muligvis fortsættes under graviditeten, hvis den mulige fordel opvejer den mulige risiko for dig og dit ufødte barn.

      Thiamazol bør kun anvendes under graviditet, hvis din læge vurderer, at det er klart nødvendigt. Hvis lægemidlet ordineres til dig under graviditet, skal du sørge for at følge din læges anvisninger nøje. Tal med lægen.

      Amning

      Thiamazol udskilles i modermælken. Thiamazol bør kun anvendes under amning, hvis din læge vurderer, at det er klart nødvendigt. Spørg din læge til råds, før du tager dette lægemiddel.

      Trafik- og arbejdssikkerhed

      Thiamazol Paranova har ingen indflydelse på evnen til at føre motorkøretøj eller betjene maskiner.

      Thiamazol Paranova indeholder lactose

      Kontakt lægen, før du tager denne medicin, hvis lægen har fortalt dig, at du ikke tåler visse sukkerarter.


  3. SÅDAN SKAL DU TAGE THIAMAZOL PARANOVA

    Tag altid Thiamazol Paranova nøjagtigt efter lægens eller apotekspersonalets anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller apotekspersonalet.

    Den anbefalede dosis:

    Din læge vil træffe beslutning om din individuelle dosis, afhængigt af, hvor alvorlig din sygdom er. Følgende doser anbefales normalt:

    Brug til voksne

    Alvorlige tilfælde:

    Begyndelsesdosis: 6-8 tabletter (30-40 mg) dagligt, fordelt på flere doser. Følg lægens anvisninger.

    Lette tilfælde:

    Begyndelsesdosis: 2-4 tabletter (10-20 mg) dagligt, fordelt på to doser. Dosen kan deles i to daglige doser. Følg lægens anvisninger.

    Vedligeholdelsesdosis:

    1-2 tabletter (5-10 mg) dagligt.

    Hvis du har en forstørret skjoldbruskkirtel, eller hvis du har været i behandling med jod, vil din læge muligvis ordinere meget store doser i begyndelsen af behandlingen.

    Lægen vil muligvis reducere din dosis i henhold til dine individuelle behov. Thiamazol Paranova kan anvendes i kombination med stofskiftehormoner for at kontrollere din sygdom.

    Tag tabletterne sammen med et glas vand.

    Brug til børn og unge

    Børn og unge (3-17 år):

    Dosis afhænger af barnets vægt. Lægen kan fortælle dig, hvad dosis er og behandlingens varighed.

    Patienter med leverproblemer

    Fortæl lægen, hvis du har haft leverproblemer eller leversygdomme. I så fald skal din dosis af Thiamazol Paranova reduceres.

    Patienter med nyreproblemer

    Fortæl lægen, hvis du har haft nyreproblemer eller nyresygdomme. I så fald skal din dosis af Thiamazol Paranova reduceres.

    Behandlingens varighed

    Behandlingens varighed kan variere afhængigt af den sygdom, som behandles med Thiamazol Paranova. Derfor vil din læge drøfte med dig, hvor længe, du har behov for at tage medicinen.

    Sådan tager du medicinen

    Tabletterne synkes hele med væske, f.eks. et halvt glas vand om morgenen under eller efter et morgenmåltid.

    Hvis du tager mere end én tablet dagligt, kan du også tage dem af flere omgange med regelmæssige intervaller i løbet af dagen.

    Tabletten kan deles i to lige store doser ved hjælp af delekærven.

    Hvis du har taget for meget Thiamazol Paranova

    Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har taget flere Thiamazol Paranova, end der står i denne information, eller flere end lægen har

    foreskrevet, og du føler dig utilpas.

    Symptomer på en overdosis kan være ændringer i blodet, der kan give sig udslag i træthed, blødning fra huden og slimhinder samt infektioner og feber. Symptomer kan også være besvimelse, koldsved, sult, forvirring, bevidstløshed på grund af et lavt blodglukoseniveau og påvirkning af lever- funktionen. En overdosis kan også medføre en reduceret produktion af stofskiftehormoner. Symptomer på dette kan f.eks. være en tendens til at tage på, søvnighed og til tider tør, voksagtig hævelse med unormale aflejringer af mucin i huden og andre væv (for lavt stofskifte). Din læge vil muligvis justere din dosis Thiamazol Paranova eller give dig stofskiftehormoner som supplement for at undgå hævelse af struma.

    Hvis du har glemt at tage Thiamazol Paranova

    Du må ikke tage en dobbeltdosis som erstatning for den glemte tablet, men tag den normale dosis den efterfølgende dag.

    Hvis du holder op med at tage Thiamazol Paranova

    Med henblik på at opnå en vellykket behandling skal Thiamazol Paranova tages regelmæssigt i den dosis, som din læge har ordineret. Undgå at ændre, afbryde eller standse behandlingen uden først at have konsulteret lægen.

    Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om.


  4. BIVIRKNINGER

    Dette lægemiddel kan som al anden medicin give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger.

    Mens du tager Thiamazol Paranova, oplever du muligvis en eller flere af følgende bivirkninger, i nogle tilfælde først efter flere måneders behandling:

    Meget almindelige bivirkninger (forekommer hos mere end 1 ud af 10 personer):

    • Generel utilpashed, tendens til betændelse (infektioner) – især halsbetændelse og feber på grund af ændringer i blodet (fald i antallet af hvide blodlegemer – granulocytter). Dette kan blive alvorligt. Hvis du får feber, skal du straks kontakte lægen.

      Almindelige bivirkninger (forekommer hos op til 1 ud af 10 personer):

    • Almen sløjhed, tendens til betændelse (infektioner) især halsbetændelse og feber pga. forandringer i blodet (for få hvide blodlegemer, leukopeni). Dette kan blive alvorligt. Hvis du får feber, skal du straks kontakte lægen.

    • Smerter, varme og hævelse i et eller flere led på grund af betændelse (artritis), især i den nederste del af tommelfingeren. Kan udvikle sig gradvist og forekomme selv flere måneder efter behandlingen.

    • Allergiske reaktioner og hudreaktioner af varierende grad (udslæt, kløe, kløende hævelser). Disse bivirkninger har almindeligvis et mildt forløb og forsvinder ofte ved gentagen behandling.

    • Feber.

      Ikke almindelige bivirkninger (forekommer hos op til 1 ud af 100 personer):

    • Almen sløjhed, tendens til betændelse (infektioner) især halsbetændelse og feber pga. forandringer i blodet (for få hvide blodlegemer, agranulocytose). Kontakt læge eller skadestue.

    • Blødning fra huden og slimhinder og blå mærker på grund af forandringer i blodet (for få blodplader). Kontakt læge eller skadestue.

    • Gulfarvning af huden eller det hvide i øjnene. Dette kan være tegn på gulsot eller nedsat leverfunktion. Dette kan være alvorligt. Kontakt lægen, hvis du har gulsot.

    • Kvalme eller opkastning og mavesmerter.

      Sjældne bivirkninger (forekommer hos op til 1 ud af 1.000 personer):

    • Alvorlig leversygdom. Kontakt straks din læge eller skadestuen.

    • Træthed og bleghed, evt. tendens til halsbetændelse og blødninger i huden pga. alvorlig blodmangel og evt. andre forandringer i blodet (aplastisk anæmi). Kontakt lægen.

    • Betændelse og hævelse af spytkirtlerne.

    • Hævede lymfekirtler. Ændring eller tab af smagssansen. Denne bivirkning kan forsvinde efter behandlingsophør.

    • Feber, rødmen af øjne og læber og inde i munden, tandkødssygdom, hævede kirtler i halsen og hævet, stærkt rødt udslæt (mukokutant syndrom).

    • Svimmelhed.

    • Lændesmerter, feber, skummende urin eller blod i urinen på grund af nyrebetændelse. Kontakt læge eller skadestue.

    • Feber på grund af overfølsomhed over for Thiamazol Paranova.

    • Smagsforstyrrelse.

      Meget sjældne bivirkninger (forekommer hos op til 1 ud af 10.000 personer):

    • Feber, træthed, utilpashed på grund af betændelse i blodkarrene. Kan være eller blive alvorligt. Tal med lægen.

    • Almen sløjhed, bleghed, blødninger fra hud og slimhinder, blå mærker samt tendens til betændelse (infektioner) især halsbetændelse og feber pga. forandringer i blodet (for få røde og hvide blodlegemer og blodplader, pancytopeni). Kontakt læge eller skadestue.

    • Smerter og føleforstyrrelser på grund af nervebetændelse.

    • Sensorisk svækkelse og lammelse, hovedsageligt i arme og ben, selvom åndedrættet også kan blive påvirket. Kontakt læge eller skadestue. Hvis du får åndenød, ring 112.

    • Muskelsmerter.

      Bivirkninger, hvor hyppigheden ikke kendt (kan ikke estimeres ud fra forhåndenværende data):

    • Forstyrrelser i hormoner, der regulerer blodglukoseniveauet, med et reduceret blodsukkerniveau. Kontakt lægen.

    • Betændelse i bugspytkirtlen (akut pancreatitis).

      Indberetning af bivirkninger

      Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge eller apoteket. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via de oplysninger, der fremgår herunder. Lægemiddelstyrelsen

      Axel Heides Gade 1, DK-2300 København S

      Websted: www.meldenbivirkning.dk E-mail: dkma@dkma.dk

      Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikker-heden af dette lægemiddel.

  5. OPBEVARING

    • Opbevar Thiamazol Paranova utilgængeligt for børn.

    • Opbevares i den ydre karton for at beskytte mod lys.

    • Må ikke opbevares over 25 °C.

    • Brug ikke Thiamazol Paranova efter den udløbsdato, der står på pakningen (efter EXP). Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned.

    • Spørg på apoteket, hvordan du skal bortskaffe medicinrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide medicinrester i afløbet, toilettet eller

    skraldespanden.

  6. PAKNINGSSTØRRELSER OG YDERLIGERE OPLYSNINGER

Thiamazol Paranova indeholder:

Udseende og pakningsstørrelser:

Thiamazol Paranova 5 mg tabletter er hvide, flade tabletter med skrå kant og delekærv. Thiamazol Paranova 5 mg findes i paknings-størrelsen 100 tabletter.

Indehaver af markedsføringstilladelsen:

Paranova Danmark A/S Marielundvej 46D, 2730 Herlev

Frigivet af:

Paranova Pack A/S Marielundvej 46D, 2. tv DK-2730 Herlev

Denne indlægsseddel blev sidst revideret maj 2019.