Hjemmeside Hjemmeside

Doxycyclin Orifarm
doxycycline

Indlægsseddel: Information til brugeren DOXYCYCLIN ORIFARM 100 mg tabletter Doxycyclin


Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at tage dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger. Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen. Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er mere, du vil vide. Lægen har ordineret dette lægemiddel til dig personligt. Lad derfor være med at give medicinen til andre. Det kan være skadeligt for andre, selvom de har de samme symptomer, som du har. Kontakt lægen eller apotekspersonalet, hvis du får bivirkninger, herunder


Oversigt over indlægssedlen:

  1. Virkning og anvendelse.

  2. Det skal du vide, før du begynder at tage Doxycyclin Orifarm.

  3. Sådan skal du tage Doxycyclin Orifarm.

  4. Bivirkninger.

  5. Opbevaring.

6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger.


  1. Virkning og anvendelse


    image

    Doxycyclin Orifarm er et antibiotikum af tetracyclingruppen. Doxycyclin Orifarm anvendes til behandling af:

    • infektioner forårsaget af bakterier, som er følsomme over for tetracyliner

    • inhalationsinfektioner forårsaget af miltbrandbakterier

    • borreliose, som er en infektionssygdom, hvor smitten overføres til mennesker via bid fra menneskelus eller flåter. Borreliose kan forekomme i flere varianter.


  2. Det skal du vide, før du begynder at tage Doxycyclin Orifarm


    image

    Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten.


    Tag ikke Doxycyclin Orifarm

    • hvis du er allergisk over for doxycyclin eller et af de øvrige indholdsstoffer i Doxycyclin Orifarm (angivet i punkt 6).

    • hvis du er allergisk overfor andre antibiotika, der indeholder tetracykliner.

    • hvis du er gravid eller planlægger at blive gravid.

    • hvis du ammer.


      Advarsler og forsigtighedsregler

      Kontakt lægen eller apotekspersonalet, før du tager Doxycyclin Orifarm

    • hvis du har nedsat leverfunktion eller er i behandling med lægemidler, som påvirker leverfunktionen.

    • hvis du har nedsat nyrefunktion.

    • hvis du lider af en muskelsygdom (myasthenia gravis).

    • hvis du lider af en sygdom i immunsystemet (systemisk lupus erythematosus, SLE).

    • hvis du lider af porfyri (en arvelig sygdom, som medfører øget udskillelse af farvestoffer i blodet).

    • hvis du har nedsat eller ingen saltsyreproduktion eller er i behandling med lægemidler som nedsætter saltsyreproduktionen i maven, da optagelsen af Doxycyclin Orifarm kan nedsættes.

    • hvis du lider af refluxesophagitis (tilbageløb af maveindhold op i spiserøret).

    • hvis du er i behandling for en seksuelt overførbar sygdom, idet Doxycyclin Orifarm kan maskere eventuel syfilis.


      Vær opmærksom på følgende:

    • Ved brug af antibiotika kan der forekomme overvækst af andre typer bakterier i tarmen. Kontakt derfor lægen ved langvarig eller voldsom diarré (op til 4 måneder efter behandlingen er afsluttet).

    • Ved langtidsbehandling med Doxycyclin Orifarm bør der regelmæssigt foretages laboratorieundersøgelser af blod, nyre- og leverfunktion.

    • Der er set tilfælde af betændelse samt sårdannelse i spiserøret, hvilket kan forebygges ved at indtage tabletterne i oprejst stilling med rigelig mængde vand (mindst 100 ml), og undgå at indtage tabletterne lige før sengetid.

    • Hos nogle personer opstår øget lysfølsomhed, derfor bør direkte sollys samt ultraviolet lys (solarium) undgås. Lysfølsomheden kan vare op til 5 dage efter behandlingen er afsluttet.

    • Der kan opstå forøget tryk i kraniet, hvilket kan vise sig ved synsforstyrrelser. Kontakt lægen hvis du oplever dette.

    • Du bør ikke bruge Doxycyclin Orifarm i perioder med tandudvikling (under graviditet, i spædbarnsalderen eller hos børn under 8 år), da en sådan anvendelse kan medføre permanent misfarvning af tænderne (gul-grå-brun) eller påvirke tændernes vækst.

    • Hvis du får Doxycyclin Orifarm i forbindelse med en infektion med spirokæter som f.eks. borrelia, kan du kort tid efter opstart af behandlingen få en Jarisch-Herxheimer-reaktion med feber, kulderystelser, hovedpine, muskelsmerter og hududslæt. Kontakt lægen hvis dette sker.

      Børn under 8 år

      Dette lægemiddel bør ikke anvendes til børn under 8 år, da det kan påvirke knoglevæksten hos børn, dannelsen af tænder samt medføre permanent misfarvning af tænderne hos børn. I visse alvorlige tilfælde kan det dog være nødvendigt at behandle børn under 8 år.


      Oplys altid ved blodprøvekontrol og urinprøvekontrol, at du er i behandling med Doxycyclin Orifarm. Det kan have betydning for prøveresultaterne.


      Brug af anden medicin sammen med Doxycyclin Orifarm

      Tal med din læge, hvis du tager medicin mod:

      • Blodfortyndende lægemidler (f.eks. warfarin).

      • Lægemidler eller fødevarer, der indeholder jern, aluminium, calcium, zink, bismut eller magnesium f.eks. syreneutraliserende midler, jernpræparater og mælkeprodukter. Der bør gå så lang tid som muligt mellem indtagelse af Doxycyclin Orifarm og denne type lægemidler eller fødevarer.

      • Lægemidler af gruppen barbiturater, som bruges fortrinsvist til søvnproblemer, nervøsitet, angst og som epilepsimedicin.

      • Carbamazepin og phenytoin (epilepsimedicin).

      • Lægemidler der indeholder penicillin. Samtidig behandling med Doxycyclin Orifarm kan nedsætte virkningen af penicillinholdige lægemidler.

      • Lægemidler som indeholder methoxyfluran (bedøvelse).

      • Lægemidler som indeholder isotretinoin eller andreretinoider (behandling af acne).


        Fortæl det altid til lægen eller apotekspersonalet, hvis du tager anden medicin eller har gjort det for nylig.


        Brug af Doxycyclin Orifarm sammen med mad, drikke og alkohol

    • Du bør tage Doxycyclin Orifarm i forbindelse med et let måltid ogsammen med en rigelig mængde væske.

    • Doxycyclin Orifarm må ikke tages sammen med mælkeprodukter, da det kan nedsætte virkningen af Doxycyclin Orifarm. Der skal gå længst mulig tid mellem indtagelse af Doxycyclin Orifarm og mælkeprodukter.

    • Doxycyclin Orifarm bør ikke tages sammen med alkohol, da dette kan forøge risikoen for bivirkninger.


      Graviditet og amning

      Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du tager dette lægemiddel.

      Graviditet:

    • Du bør ikke tage Doxycyclin Orifarm, hvis du er gravid, medmindre lægen finder det absolut nødvendigt. Der kan være risiko for fosterskade (påvirkning af skelet og tandudvikling).

    • Der er øget risiko for leverskader hos moderen ved behandling med Doxycyclin Orifarm under graviditet.

      Amning:

    • Doxycyclin Orifarm bliver udskilt i modermælken. Hvis du ammer, må du ikke tage Doxycyclin Orifarm, medmindre lægen har vurderet at det er nødvendigt.


      Trafik- og arbejdssikkerhed

      Doxycyclin Orifarm påvirker ikke eller kun i ubetydelig grad arbejdssikkerheden eller evnen til at færdes sikkert i trafikken.


      Doxycyclin Orifarm indeholder ricinusolie og natrium

    • Doxycyclin Orifarm indeholder ricinusolie, som kan give mavebesvær og diarré.

    • Doxycyclin Orifarm indeholder mindre end 1 mmol (23 mg) natrium pr. tablet, dvs. den er i det væsentlige natriumfri.


  3. Sådan skal du tage Doxycyclin Orifarm


    image

    Tag altid Doxycyclin Orifarm nøjagtigt efter lægens anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller apotekspersonalet.


    Tabletterne bør indtages i oprejst stilling (siddende eller stående) sammen med en rigelig mængde væske (1½ dl). Du må ikke tage tabletterne sammen med mælk. Tabletterne bør ikke tages lige inden sengetid.


    Delekærven er kun beregnet til, at du kan dele tabletten, hvis du har svært ved at sluge den hel.

    Den sædvanlige dosis er Voksne og børn over 12 år:

    200 mg det første døgn (som en enkelt dosis eller fordelt på flere doser) efterfulgt af 100 mg 1 gang dagligt i tilslutning til et let måltid

    eller væske.

    Ved behandling af mere alvorlige infektioner gives der 200 mg dagligt i hele behandlingsforløbet.


    Brug til børn i alderen 8 år til under 12 år:

    Doxycyclin Orifarm anvendes til behandling af akutte infektioner hos børn i alderen 8 år til 12 år i situationer, hvor andre lægemidler ikke er tilgængelige eller sandsynligvis ikke vil være effektive. Under sådanne omstændigheder er de sædvanlige doser:

    Børn som vejer 45 kg eller mindre: Første dag: 4,4 mg pr. kg legemsvægt (som enkeltdosis eller fordelt på 2 doser), derefter 2,2 mg pr. kg legemsvægt (som enkeltdosis eller fordelt på 2 doser) fra den anden dag. Behandlingens varighed afhænger af den infektion, der behandles. Ved mere alvorlige infektioner skal der gives op til 4,4 mg pr. kg legemsvægt i hele behandlingsforløbet. Børn som vejer mere end 45 kg: Samme dosis som voksne. 200 mg den første dag, derefter 100 mg dagligt. Behandlingens varighed afhænger af den infektion, der behandles.

    Inhalationsinfektioner forårsaget af miltbrand

    Voksne og børn over 12 år: 100 mg 2 gange dagligt i 60 dage.

    Børn over 8 år som vejer mindre end 45 kg: 2,2 mg/kg legemsvægt 2 gange dagligt i 60 dage.

    Børn over 8 år som vejer 45 kg eller mere: Samme dosis som voksne.


    Behandling af tilbagevendende feber overført af flåter og lus (Borrelia recurrentis og Borrelia duttonii):

    Voksne: 100-200 mg som enkeltdosis afhængig af sværhedsgrad. For at nedsætte risikoen for vedvarende eller opblussende feber anbefales det at behandle med 1 tablet hver 12. time i 7 dage.


    Behandling af de tidlige stadier 1 og 2 af borreliose (Borrelia burgendorferi)

    Voksne og børn over 12 år: 100 mg 2 gange dagligt i 10-60 dage, afhængig af symptomer og effekt af behandlingen.

    Børn over 8 år: 1-2 mg/kg 2 gange dagligt (maksimalt 100 mg/dosis).


    Børn under 8 år:

    Doxycyclin Orifarm må ikke anvendes til børn under 8 år.


    Nedsat nyrefunktion:

    Det er nødvendigt at ændre dosis ved stærk nedsat nyrefunktion. Følg lægens anvisninger.


    Nedsat leverfunktion:

    Det kan være nødvendigt at ændre dosis. Følg lægens anvisninger.


    Hvis du har taget for mange Doxycyclin Orifarm

    Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har taget flere Doxycyclin Orifarm, end der står i denne information, eller flere end lægen har foreskrevet, og du føler dig utilpas.

    Symptomer:

    Risiko for leverskader, eventuelt ledsaget af betændelse i bugspytkirtlen, med symptomer som voldsomme mavesmerter og feber.


    Hvis du har glemt at tage Doxycyclin Orifarm

    Hvis du har glemt en dosis, så tag den så snart du kommer i tanke om det. Hvis du snart skal tage den næste dosis, så spring den glemte dosis over. Tag aldrig dobbelt dosis.


    Hvis du holder op med at tage Doxycyclin Orifarm

    Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om. Du må kun stoppe eller holde pause i behandlingen med Doxycyclin Orifarm efter aftale med lægen.


  4. Bivirkninger


    image

    Dette lægemiddel kan som al anden medicin give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger.


    Alvorlige bivirkninger

    Sjældne bivirkninger (forekommer hos mellem 1 og 10 ud af 10.000 patienter):

    • Alvorlig blodmangel med gulsot. Kontakt læge eller skadestue.

    • Blødning fra hud og slimhinder og blå mærker pga. forandringer i blodet (for få blodplader). Kontakt læge eller skadestue.

    • Lægemiddelreaktion med påvirkning af almentilstanden (systemiske symptomer (DRESS)). Kontakt lægen.

    • Pludseligt hududslæt, åndedrætsbesvær og besvimelse (inden for minutter til timer), pga. overfølsomhed (anafylaktisk reaktion/shock). Kan være livsfarligt. Ring 112.

    • Forværring af bindevævslidelsen Systemisk Lupus Erythematosus (SLE) med udslæt i ansigt, nyrebetændelse, feber, led- og muskelsmerter. Kontakt lægen.

    • Feber, smerter i brystet, åndenød, hoste og hævede ben pga. betændelse i hjertesækken. Kontakt straks læge eller skadestue. Ring evt. 112.

    • Blodig diaré pga. betændelse i tarmen. Kontakt lægen.

    • Alvorlig diaré pga. betændelse i tyktarmen. Kontakt lægen.

    • Gulsot og hudkløe pga. skadelig påvirkning af leveren. Kontakt læge eller skadestue.

    • Leverbetændelse, gulsot. Kontakt læge eller skadestue.

    • Alvorligt hududslæt med betændelse og afstødning af hudens øverste lag. Kontakt læge eller skadestue.

    • Blæreformet udslæt og betændelse i huden, især på hænder og fødder samt i og omkring munden ledsaget af feber. Kontakt læge eller skadestue.

    • Kraftig afskalning og afstødning af hud. Kontakt læge eller skadestue.

    • Langsom aftagende nyrefunktion med anfald af smerter over lænden, plumret eller blodig urin pga. nyreskade. Kontakt læge eller skadestue.

    • Kvalme, opkastninger, almen sløjhed og aftagende urindannelse pga. akut nyresvigt. Kontakt læge eller skadestue.

    • Ophævet urinproduktion. Kontakt læge eller skadestue.

    • Forhøjet tryk i hjernen (hovedpine, kvalme, opkastninger, smerter bag øjnene, synsforstyrrelser). Permanent nedsat syn. Udbuling af de bløde partier i kraniet hos spædbørn (Spændte fontaneller). Kontakt straks læge eller skadestue. Ring evt. 112.


      Ikke alvorlige bivirkninger

      Almindelige bivirkninger (forekommer hos mellem 1 og 10 ud af 100 patienter):

    • Kvalme.


      Ikke almindelige bivirkninger (forekommer hos mellem 1 og 10 ud af 1.000 patienter):

    • Hovedpine.

    • Opkastning.

    • Diarré.

    • Betændelse i tungen.

    • Udslæt, blæredannelse i huden, hudreaktioner, som følge af lysfølsomhed.


      Sjældne bivirkninger (forekommer hos mellem 1 og 10 ud af 10.000 patienter):

    • Almen sløjhed, tendens til betændelse (infektioner) især halsbetændelse og feber pga. forandringer i blodet (for få hvide blodlegemer). Kan blive alvorligt. Hvis du får feber, skal du kontakte læge eller skadestue.

    • Svien bag brystbenet, sure opstød, synkebesvær pga. betændelse i spiserøret/ sår i spiserøret. Tal med lægen.

    • Udslæt (nældefeber) og hævelser. Kan være alvorligt. Tal med lægen. Hvis der er hævelse af ansigt, læber og tunge, kan det være livsfarligt. Ring 112.

    • Åndenød / åndedrætsbesvær. Kan være alvorligt (måske livsfarlig). Tal med lægen.

    • Hævede fødder, ankler og hænder.

    • Svimmelhed, evt. besvimelse pga. lavt blodtryk.

    • Hurtig puls. Kan blive alvorligt. Hvis du får meget hurtig og uregelmæssig puls eller bliver utilpas eller besvimer, skal du kontakte læge eller skadestue. Ring evt. 112.

    • Nældefeber.

    • Mavesmerter.

    • Synkebesvær, sure opstød/halsbrand.

    • Susen for ørerne (tinnitus).

    • Overfølsomhedsreaktion i form af utilpashed, feber, udslæt og smerter.

    • Brun-sort misfarvning af skjoldbruskkirtlen uden påvirkning af kirtlens funktion (ved langtidsbehandling).

    • Appetitmangel/madlede.

    • Svampeinfektion i kønsdele eller anus.

    • Feber, udslæt i ansigt og på arme og ben.

    • Rødmen af huden.

    • Neglesvamp.

    • Smerter i leddene, muskelsmerter.


      Hyppigheden er ikke kendt:

    • Jarisch-Herxheimer-reaktion, som medfører feber, kulderystelser, hovedpine, muskelsmerter og hududslæt, som typisk er selvbegrænsende. Den opstår kort tid efter opstart af behandling med doxycyclin for infektioner med spirokæter som f.eks. borrelia. Hvis du oplever dette, skal du snarest muligt kontakte din læge.

    • Misfarvning af tænder.


      Doxycyclin Orifarm kan herudover give bivirkninger, som du normalt ikke mærker noget til. Det drejer sig om ændringer i visse laboratorieprøver, f.eks. leverprøver, som igen bliver normale, når behandlingen ophører.


      Indberetning af bivirkninger

      Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge eller apoteket. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via de oplysninger, der fremgår herunder.


      Lægemiddelstyrelsen Axel Heides Gade 1 DK-2300 København S

      Websted: www.meldenbivirkning.dk E-mail: dkma@dkma.dk.


      Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel.


  5. Opbevaring


    image

    • Opbevar Doxycyclin Orifarm utilgængeligt for børn.

    • Tag ikke Doxycyclin Orifarm efter den udløbsdato, der står på pakningen. Hvis pakningen er mærket med EXP betyder det at udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned.

    • Opbevar ikke Doxycyclin Orifarm ved temperaturer over 25 °C.

    • Opbevar Doxycyclin Orifarm i original pakning, da det er følsomt for lys.


      Spørg på apoteket, hvordan du skal bortskaffe medicinrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden.


  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger


image

Doxycyclin Orifarm, 100 mg tabletter indeholder: Aktivt stof: Doxycyclin 100 mg.


Øvrige indholdsstoffer:

Cellulose, mikrokrystallinsk; silica, kolloid vandfri; natriumstivelsesglycolat; povidon; ricinusolie og magnesiumstearat.


Udseende og pakningsstørrelser:

Doxycyclin Orifarm er runde, flade, lysegule tabletter med delekærv på den ene side.

Doxycyclin Orifarm fås i:

Doxycyclin Orifarm 100 mg i pakninger med 10 stk., 20 stk., og 100 stk. tabletter. Alle pakningsstørrelser er ikke nødvendigvis markedsført.

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller


image

Indehaver af markedsføringstilladelsen Orifarm A/S, Energivej 15, 5260 Odense S Mail: info@orifarm.com

Tlf.: +45 6395 2700


Fremstiller:

Orifarm Supply s.r.o., Palouky 1366, 253 01 Hostivice, CZ


I Danmark markedsføres Doxycyclin Orifarm også som Vibradox.


For yderligere oplysninger om denne medicin og ved reklamationer kan du henvende dig til Orifarm A/S. Denne indlægsseddel blev senest ændret 03/2019

1000108148-001-02