Hjemmeside Hjemmeside
AstraZeneca

Zolmitriptan Rivopharm
zolmitriptan

Indlægsseddel: Information til brugeren Zolmitriptan Rivopharm

2,5 mg og 5 mg filmovertrukne tabletter

zolmitriptan



Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at tage medicinen, da den indeholder vigtige oplysninger.



Oversigt over indlægssedlen

  1. Virkning og anvendelse

  2. Det skal du vide, før du begynder at tage Zolmitriptan Rivopharm

  3. Sådan skal du tage Zolmitriptan Rivopharm

  4. Bivirkninger

  5. Opbevaring

  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger


  1. Virkning og anvendelse


    Zolmitriptan Rivopharm indeholder zolmitriptan og hører til en gruppe af medicin, som kaldes for triptaner.


    Zolmitriptan Rivopharm anvendes til behandling af migræne.


    Migrænesymptomer kan skyldes en udvidelse af blodkarrene i hovedet. Zolmitriptan Rivopharm menes at reducere udvidelsen af disse blodkar. Dette er med til at fjerne hovedpinen og andre symptomer ved et migræneanfald, som f.eks. utilpashed (kvalme og opkastning) og overfølsomhed over for lys og lyd.

    Zolmitriptan Rivopharm virker kun, når et migræneanfald er begyndt. Zolmitriptan Rivopharm vil ikke forhindre et anfald.


    Lægen kan have givet dig Zolmitriptan Rivopharm for noget andet. Følg altid lægens anvisning.

  2. Det skal du vide, før du begynder at tage Zolmitriptan Rivopharm


    Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten.


    Tag ikke Zolmitriptan Rivopharm

    • hvis du er allergisk over for zolmitriptan eller et af de øvrige indholdsstoffer (angivet i afsnit. 6)

    • hvis du har forhøjet blodtryk

    • hvis du har haft problemer med hjertet, herunder hjerteanfald, angina (brystsmerter som pga. anstrengelse), Prinzmetals angina (brystsmerter ved hvile) eller har oplevet hjerterelaterede symptomer som f.eks. stakåndethed eller trykken for brystet

    • har kredsløbsproblemer (nedsat blodgennemstrømning i dine arme eller ben)

    • hvis du har haft et slagtilfælde eller kortvarige symptomer svarende til slagtilfælde (transitorisk iskæmisk anfald)

    • hvis du har alvorlige problemer med nyrerne

    • hvis du samtidig tager anden medicin mod migræne (f.eks. ergotamin eller medicin af ergot-typen som f.eks. dihydroergotamin og metysergid) eller anden triptanmedicin mod migræne. Se afsnittet ’Brug af anden medicin sammen med Zolmitriptan Rivopharm’.


    Hvis du er usikker på, om ovenstående gælder for dig, skal du tale med lægen eller apoteket.


    Advarsler og forsigtighedsregler

    Kontakt lægen eller apotekspersonalet, før du tager Zolmitriptan Rivopharm, hvis:

    • du er i risiko for at få iskæmiske hjertesygdom (dårlig blodgennemstrømning i hjertets blodårer). Din risiko er større, hvis du ryger, har højt blodtryk, højt kolesteroltal, diabetes eller hvis nogen i din familie har iskæmisk hjertesygdom

    • du har fået at vide, at du har Wolff-Parkinson-White-syndrom (unormal hjerterytme)

    • du har haft problemer med leveren

    • du har hovedpiner, som ikke ligner din normale migræne

    • du tager medicin til behandling af depression (se ’Brug af anden medicin sammen med Zolmitriptan Rivopharm’ i det følgende).


    Når Zolmitriptan Rivopharm tages samtidig med medicin af typen SSRI eller SNRI, som bruges til behandling af depression, er der risiko for udvikling af serotoninsyndrom. Symptomerne kan være alvorlige og omfatte skælven, overreaktive reflekser, kvalme, feber, sveden, febervildelse, mental forvirring og koma. Hvis du tager denne kombination af medicin, skal du overvåges nøje af lægen, især ved behandlingsstart, når dosis øges, eller hvis du får en anden serotonerg medicin. Hvis du oplever en eller flere af disse symptomer, skal du informere din læge hurtigst muligt.

    Som ved anden behandling af migræne kan overdreven brug af zolmitriptan medføre daglig hovedpine eller forværre migrænen. Spørg lægen, hvis du mener, at dette er sket for dig. Det kan være, at du skal stoppe med at tage zolmitriptan for at løse problemet.


    Hvis du skal på hospitalet, skal du fortælle personalet, at du tager Zolmitriptan Rivopharm.


    Børn og unge

    Zolmitriptan Rivopharm anbefales ikke til personer under 18 år.


    Ældre patienter

    Zolmitriptan Rivopharm anbefales ikke til personer over 65 år.


    Brug af anden medicin sammen med Zolmitriptan Rivopharm Fortæl det altid til lægen eller apotekspersonalet, hvis du bruger anden medicin, har brugt det for nylig eller har planer om dette.

    Tal med lægen, hvis du tager et eller flere af følgende: Medicin til behandling af migræne

    • hvis du tager andre triptaner end zolmitriptan, skal du vente 24 timer med at tage Zolmitriptan Rivopharm. Hvis du har taget Zolmitriptan Rivopharm, skal du vente 24 timer med at tage andre triptaner end Zolmitriptan Rivopharm.

    • hvis du tager medicin, som indeholder ergotamin, eller medicin af ergot- typen (som f.eks. dihydroergotamin eller metysergid), skal du vente 24 timer, før du tager Zolmitriptan Rivopharm og

    • efter du har taget Zolmitriptan Rivopharm, skal du vente 6 timer, før du tager ergotamin eller medicin af ergot-typen.


      Medicin til behandling af depression (se desuden afsnittet ’Advarsler og forsigtighedsregler’)

    • moclobemid eller fluvoxamin

    • SSRI-medicin (selektive serotonin-reuptake-hæmmere)

    • SNRI-medicin (serotonin-noradrenalin-reuptake-hæmmere) som f.eks. venlafaxin, duloxetin


      Andre typer medicin

    • cimetidin (mod fordøjelsesproblemer eller mavesår)

    • kinoloner (antibiotikum) (som f.eks. ciprofloxacin)


    Hvis du tager urtemedicin indeholdende perikum (Hypericum perforatum), er der større sandsynlighed for, at der opstå bivirkninger ved Zolmitriptan Rivopharm.


    Brug af Zolmitriptan Rivopharm sammen med mad og drikke

    Du kan tage Zolmitriptan Rivopharm med eller uden mad. Det har ingen indflydelse på, hvordan Zolmitriptan Rivopharm virker.

    Graviditet og amning

    Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du tager dette lægemiddel.


    Graviditet

    Det vides ikke, om det er skadeligt at tage Zolmitriptan Rivopharm under graviditet. .


    Amning

    Du må ikke amme inden for 24 timer efter, at du har taget Zolmitriptan Rivopharm.


    Trafik- og arbejdssikkerhed

    Dine reaktioner kan være langsommere end normalt under et migræneanfald. Vær opmærksom på dette, når du kører bil eller betjener værktøj eller maskiner. Det er usandsynligt, at Zolmitriptan Rivopharm vil påvirke evnen til at køre bil eller betjene værktøj eller maskiner. Det er dog bedst at vente og se, hvordan Zolmitriptan Rivopharm påvirker dig, før du kører bil eller betjener værktøj eller maskiner.


    Zolmitriptan Rivopharm indeholder lactose

    Hvis lægen har fortalt dig, at du er overfølsom overfor visse sukkerstoffer, skal du tage kontakt til lægen, før du tager denne medicin.


  3. Sådan skal du tage Zolmitriptan Rivopharm


    Tag altid Zolmitriptan Rivopharm nøjagtigt efter lægens eller apotekspersonalets anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller på apoteket.


    Du kan tage Zolmitriptan Rivopharm, så snart et migræneanfald starter. Du kan også tage medicinen, når et anfald er på vej.

    Den anbefalede dosis er en tablet (enten 2,5 mg eller 5 mg).

    Du kan tage én tablet mere, hvis migrænen fortsætter efter 2 timer, eller hvis den vender tilbage inden for 24 timer.


    Hvis tabletterne ikke hjælper tilstrækkeligt mod migrænen, skal du tale med lægen. Lægen kan hæve dosis til 5 mg eller ændre behandlingen.


    Tag ikke mere end den ordinerede dosis.


    Tag ikke mere end 2 doser om dagen. Hvis du har fået ordineret 2,5 mg tabletter, er den maksimale daglige dosis 5 mg. Hvis du har fået ordineret 5 mg tabletter, er den maksimale daglige dosis 10 mg.


    Synk tabletten hel med et glas vand.


    Hvis du har taget for mange Zolmitriptan Rivopharm

    Kontakt straks lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har taget flere Zolmitriptan Rivopharm, end der står her, eller flere end lægen har foreskrevet. Tag pakningen med.


    Hvis du tager for mange tabletter, kan symptomerne bl.a. være bedøvelse. Spørg lægen eller på apoteket, hvis du vil vide mere om medicinen.


  4. Bivirkninger


    Dette lægemiddel kan som al anden medicin give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger.

    Nogle af følgende symptomer kan være en del af selve migræneanfaldet.


    Hvis du bemærker en eller flere af følgende alvorlige bivirkninger, skal du stoppe med at tage Zolmitriptan Rivopharm og straks kontakte lægen:


    Sjældne bivirkninger (kan påvirke op til 1 ud af 1.000 personer):

    • Allergiske reaktioner herunder kløende udslæt (nældefeber) og hævelse af ansigt, læber, mund, tunge og hals.


      Meget sjældne bivirkninger (kan påvirke op til 1 ud af 10.000 personer):

    • Angina (smerter i brystet, som ofte skyldes anstrengelse), hjerteanfald eller kramper i hjertets blodkar. Symptomer er smerter i brystet eller stakåndethed,

    • Kramper i blodkarrene i tarmen, som kan beskadige tarmen. Symptomer er mavesmerter eller blodig diarré.


      Andre mulige bivirkninger omfatter:


      Almindelige bivirkninger (kan påvirke op til 1 ud af 10 personer):

    • Føleforstyrrelser som prikken i fingrene og tæerne eller hud, som er følsom over for berøring

    • Søvnighed, svimmelhed eller varme

    • Hovedpine

    • Ujævn hjerterytme

    • Kvalme, opkastning

    • Mavesmerter

    • Mundtørhed

    • Synkebesvær

    • Svage eller ømme muskler

    • Følelse af svaghed

    • Tunghedsfølelse, stramhed, smerte eller tryk i hals, arme og ben eller bryst


      Ikke almindelige bivirkninger (kan påvirke op til 1 ud af 100 personer):

    • Meget hurtig hjerterytme

    • Let forhøjet blodtryk

    • Øget mængde urin eller vandladningstrang


      Meget sjældne bivirkninger (kan påvirke op til 1 ud af 10.000 personer):

    • Pludselig vandladningstrang


    Indberetning af bivirkninger

    Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge eller apoteket. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via:


    Lægemiddelstyrelsen Axel Heides Gade 1 DK-2300 København S

    Websted: www.meldenbivirkning.dk


    Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel.


  5. Opbevaring

    • Opbevares utilgængeligt for børn.

    • Tag ikke Zolmitriptan Rivopharm efter den udløbsdato, der står på pakningen efter EXP. Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned.

    • Dette lægemiddel kræver ingen særlige opbevaringsbetingelser.

    • Spørg på apoteket, hvordan du skal aflevere medicinrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden.


  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger


Zolmitriptan Rivopharm indeholder


Aktivt stof: zolmitriptan. Zolmitriptan Rivopharm filmovertrukne tabletter indeholder henholdsvis 2,5 mg eller 5 mg zolmitriptan.


Øvrige indholdsstoffer:

Tabletkerne: lactose (vandfri), mikrokrystallinsk cellulose, natriumstivelsesglycolat (type A), magnesiumstearat.

Tablet film: hypromellose (E464), titaniumdioxid (E171), polydextrose, talcum, maltodextrin, mellemkædede triglycerider, gul jernoxid (E172), sort jernoxid (E172) (kun 2,5 mg tabletter) eller rød jernoxid (E172) (kun 5 mg tabletter).


Udseende og pakningsstørrelser Udseende

Zolmitriptan Rivopharm 2.5 mg filmovertrukne tabletter er lysegule, runde, bikonvekse med ‘ZL 2.5’ påtrykt den ene side.

Zolmitriptan Rivopharm 5 mg filmovertrukne tabletter er lyserøde, runde, bikonvekse med ‘ZL 5’ påtrykt den ene side.


Pakningsstørrelser

Blisterpakninger indeholdende 3, 6, 12 eller 18 filmovertrukne tabletter. Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført.

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller


Indehaver af markedsføringstilladelsen

Rivopharm Ltd., Corrig Road, Sandyford, Dublin 18, Irland.


Repræsentant i Danmark

SanoSwiss UAB, Lvovo 25-701, LT-09320 Vilnius, Litauen, +370 700 01320, info@sanoswiss.com


Fremstiller

Actavis Ltd., BLB016 Bulebel Industrial Estate, Zejtun ZTN 3000, Malta.


Dette lægemiddel er godkendt i EØS under følgende navne

Danmark Zolmitriptan Rivopharm

Sverige Zolmitriptan Rivopharm


Denne indlægsseddel blev senest revideret 12/2020.